3 juni-koncerter der skyder sommeren i gang med fest og fejring

Juni måned har festlige koncerter på programmet - både i radioen og rundt om i landet.

Der er blandt andet musik fra musical-hittet 'West Side Story' på programmet på P2 i juni måned. (Foto: Anadolu Agency © 2017 Anadolu Agency)

Selvom DR Symfoniorkestret er gået på sommerferien, er der stadig masser af klassisk musik på programmet på P2 - og selvfølgelig rundt om i landet.

Her guider P2-redaktør Esben Tange dig igennem tre koncerter, der på hver sin vis fejrer musikken. Og har du brug for flere valgmuligheder, kan du kigge koncertprogrammet igennem nedenfor:

Koncertprogram juni

Klingende festival for ny musik sætter ild under musikken

Danmarks store nye musikfestival 'Copenhagen Avantgarde Music Festival' - der også går under navnet KLANG - præsenterer stjernedirigenten Kristian Järvi i et program om de fire elementer: jord, ild, vand og luft.

Ifølge Esben Tange kan man roligt glæde sig og være klar på at blive overrasket:

- Programmet består af en ekspressiv moderne klassiker af det polske koryfæ Penderecki , der møder musik af den tysk-britiske succeskomponist Max Richter. Og med en uropførelse af Jeppe Just, der blandt andet har gjort det til et speciale at komponere for legetøjsinstrumenter, så kan alt ske.

Ild: Penderecki: Threnody to the Victims of Hiroshima. Jord: Max Richter: Infra. Vand: Greenword: Water. Luft: Jeppe Just: One Song in Three Movements (uropførelse) Desuden Morten Riis' Sound Scapes fra Tivoli. Tivoli Copenhagen Phil. Kristian Järvi, dirigent.

Kan opleves i Tivolis Koncertsal søndag den 3. juni eller høres på P2 mandag den 4. juni.

100-års fødselar i centrum

Hele verden fejrer at det i år er 100 år siden den amerikanske komponist og dirigent Leonard Bernsteins blev født.

I en direkte transmission fra München spiller Bayers Radiosymfoniorkester hans Symfoni nr. 2 fra 1949 for klaver og orkester, hvor Bernstein med udgangspunkt i et digt med titlen 'The Age of Anxiety' spejler menneskelig ensomhed i skyggen af 2. Verdenskrig.

- Det er dybtfølt musik, hvor Bernstein nytænker den klassisk symfoni, fortæller Esben Tange.

Symfoni nr 2 The Age of Anxiety / Epilog. L'istesso tempo. Adagio. Andante. Con moto / Symfoni nr 2 The Age of Anxiety - Epilog. L'istesso tempo. Adagio. Andante. Con moto

Bernstein: Symfoni nr. 2. Rachmaninov: Symfoni nr. 2. Kirill Gerstein, klaver. Bayerns Radiosymfoniorkester. Dirigent: Antonio Pappano.

Sendes på P2 direkte fra Filharmonien i München fredag den 15. juni.

Ikonisk musical-musik til fødselsdagsfejring

Bernsteins 100-års dag går ikke ubemærket hen, og det er måske ikke så underligt, når han betegnes som én af det 20. århundredes mest indflydelsesrige komponister.

Herhjemme fejrer Tivoli i København 100 året med et farverigt og festligt program med amerikansk musik.

- I centrum står noget af Bernstein mest fængende musik fra de to musicals 'West Side Story' og 'On the Town', der begge emmer af New York atmosfære, fortæller Esben Tange.

West Side Story - I Feel Pretty

Michael Tilson-Thomas: Agnegram. Bernstein: Three Dance Episodes. Bernstein: West Side Story suite. Copland: El Salon Mexico. Barber: Adagio. Gershwin: En amerikaner i Paris. Tivoli Copenhagen Phil. Ray Chen, violin. Lawrence Foster, dirigent.

Kan opleves i Tivoli søndag den 24/6 eller høres på P2 tirsdag den 26. juni.

P2 LIVE



lige nu
Grammofon

- med Jens Povlsen. Ikke så meget snak ... www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 4. maj). (Sendes også i morgen 5.03).