5 klassiske påsketraditioner du skal lytte til - med forårsvarme og total tragedie

Påsken er ikke bare gule blomster, gækkebreve og påskeæg. Der er også klassisk musik, der kan få dig i stemning til højtiden.

Påskemusikken er smuk og inderlig, og rammer dig i hjertet, hvis du er åben for det.

For mange mennesker er påske noget med gækkebreve og påskeæg, gule påskeliljer og bugnende frokostborde - og så en stribe helligdage, der giver tid til en tur i haven, hvis vejret tillader det.

Men der knytter sig også musik til påsken. Musik, som kan bringe påskestemningen på vej, mens du klipper gækkebreve, maler påskeæg eller stryger dugen til påskebordet.

Der findes både ny og gammel klassisk musik til påsken – musik der læner sig op ad den kristne tradition, Jesus på korset og ikke mindst genopstandelsen.

Musikken kan være utrolig smuk og inderlig, og budskabet om at noget genopstår efter at være gået bort i en lang, kold vinter, rammer dig lige i hjertet, hvis du er åben for det. Her er fem anbefalinger til klassisk påskemusik:

Faurés Requiem

Vi lægger blødt ud, med varm fransk orkesterlyd og kor: Et requiem er en katolsk messe for de døde - måske dem, der ikke klarede vinteren?.

Værket har ikke direkte noget med påsken at gøre, men det har en fantastisk varme som solen på en vindstille forårsdag, hvor små gule blomster titter frem, op af den hårde jord.

Hør hele Faurés Requiem i P2’s Internationale påskemusikdag søndag 9. april kl. 14.

Arvo Pärts Johannespassion

Her er musik der kan slå benene væk under dig, og få dig til at græde.

Historien om Jesus på korset genfortælles med et tomt blik i øjnene, og nedadhængende mundvige. Tragedien er total!

Ham, der var sat på Jorden som en frelser, med forståelse og kærlighed, og en evne til at rumme alle mennesker, er blevet klynget op på et kors, og lider nu i stilhed.

Sven-David Sandströms Johannespassion

Dette værk er helt nyt, skrevet i 2016. Det trækker på mange forskellige tradioner, både musical, opera, salmer og nordisk korsang.

Sven-David Sandström har tidligere konstrueret yderst kompleks musik. Nu skriver han bare det der falder ham ind.

Begyndelsen af hans Johannespassion er mørk og glødende, og illustrerer bl.a. de varme følelser som Johannes og Jesus havde for hinanden.

Bachs Johannespassion

Efter at have kredset om passionsmusikken må vi også gå til kilden: den Johannespassion som de to nyere værker også forholder dig til.

Bach skrev sin Johannespassion i 1724, og indledte en tradition for musikalsk bibelteater i kirken.

Konsistoriet i Leipzig var ikke begejstret for ideen. Bach giver den nemlig fuld gas, med udpenslede skildringer af Jesu lidelse på korset.

Han bruger nærmest filmiske klip i sin musik, og de forskellige personer optræder som var de vidner i en retssal. Det er højspændt drama og smukke kærlighedserklæringer i skøn forening.

Rimskij-Korsakov: Den russiske påske

I den russisk-ortodokse kirke er påsken en lysfest, der fejrer opstandelsen på en langt mere ekstatisk måde end man gør i den protestantiske kirke.

Den russiske komponist Nikolaj Rimskij-Korsakov var ikke selv troende, men han var betaget af den ortodokse kirkes fejring af påsken.

I 1888 skrev han sin ouverture ’Den russiske påske’ - festlig, russisk orkestermusik der illustrerer sådan en russisk-ortodoks påskegudstjeneste.

Hør Aalborg Symfoniorkester spille Rimskij-Korsakovs Russiske Påske i P2 Koncerten tirsdag 11. april kl. 19.20.

Facebook
Twitter