Amy flyttede til Danmark for at blive danser: Du skal ikke være bange for at drømme stort

Amy Watson er solodanser ved Den Kongelige Ballet, som lige nu er ved at færdiggøre deres Balletfestival.

Det ser legende let ud, når Amy Watson bevæger sig over scenegulvet i imponerende spring og helt oppe på tåspidserne. Men bag de ubesværede bevægelser ligger mange timer, uger, måneder og års træning.

I denne uge er der Balletfestival på Det Kongelige Teater i København. Det er en begivenhed, som sidst fandt sted for 13 år siden.

Gennem festivalen har det gamle, fornemme teater på Kongens Nytorv forsøgt at åbne dørene til deres ellers mystiske og skjulte univers lidt på klem og måske give balletdanserne nogle lidt mere "menneskelige" ansigter.

Fra Washington til København

Amy Watson er én af de dansere, som er ansat i Den Kongelige Ballet og deltager i festivalen. Oprindeligt kommer hun fra Washington D.C., men hun har faktisk tilbragt lige så lang tid i Danmark, som hun har i USA.

Hun var kun 19 år, da hun blev ansat i det danske kompagni, men hun havde rygsækken pakket med nogle lidt mere amerikanske drømme og ambitioner.

- Da min danske med-solodanser Susanne Grinder og jeg var helt nye i kompagniet, var vi begge to enormt ambitiøse. Vi lavede 'Svanesøen', og vi dansede alle baggrunds-rollerne. Skiftede hurtigt kostumer fra svaner til russere og så til ungarere og tilbage til svaner, fortæller Amy Watson, der i dag er 37.

- Vi var midt i et lynskift, og over højttaleren kunne vi høre den berømte Sorte Svanes 'par des deux' (pardans, red.), som blev danset inde på scenen. Jeg kiggede op og sagde, 'Jeg kan ikke vente til den dag, hvor jeg får lov til at lave Den Sorte Svane.’ Susanne grinede, men jeg sagde bare, 'Vil du da ikke det? Er det ikke alles største drøm?'

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Janteloven var altså noget, som Amy Watson først skulle til at stifte bekendtskab med.

Men hun kan stadig huske følelsen af de funklende ambitioner, som hun bare i sig.

- Jeg tror, at jeg har lært nogle af danskerne, at man ikke behøver være bange for store drømme og ambitioner. Til gengæld har de lært mig, at man skal kende sin plads og være lidt ydmyg. Man skal respektere, at intet er givet på forhånd, og at man skal arbejde som en hest for at nå sine mål, siger hun.

Ifølge Amy Watson handler Balletfestivalen, udover at åbne flere danskeres øjne for balletten, om Den Kongelige Ballet som ”familie”. Den balletfamilie, som hun har tilbragt hver dag med siden sommeren 2000.

- På en måde er jeg kompagniets bedstemor, det skammer jeg mig ikke over at sige. Jeg er 37 år, så jeg er senior-solodanser. Altså, sådan føles det i hvert fald, for det har godt nok været længe. Men jeg elsker at se de helt unge, nye talenter. Vi møder herinde med vores madpakker hver dag, og i går var jeg her næsten til midnat, fordi jeg skulle skrubbe neon-maling af mig selv. Og jeg skulle tidligt op igen i morges, fortæller Amy Watson.

Det er ikke kun fysisk slidsomt at være balletdanser, det kan også slide på psyken. Når Amy Watson skal på scenen, tager hun for eksempel ofte sine egne følelser med.

- Da jeg skulle spille Lady Capulet (mor til Julie i ’Romeo & Julie’, red.), som skal gennemgå et enormt stort tab, forsøgte jeg at grave sorgen fra tabet af et tidligere kærlighedsforhold frem. Det var forfærdeligt. Vreden over at miste det menneske og tristheden, fordi jeg elskede ham så højt.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Tager du virkelig det med på scenen?

- Ja. Jeg trigger mig selv med ting, der er sket i virkeligheden.

Hvordan gør du det uden at ødelægge dig selv?

- Det er virkelig, virkelig hårdt, især når jeg skal danse Sylfiden. Det gør jeg ofte overfor én af mine bedste venner, Gregory Dean. Når jeg ser på ham, er det så svært, for jeg ser jo Greg, som jeg elsker så højt. Men når vi spiller karaktererne, er jeg nødt til at lægge det til side og lade ham knuse mit hjerte. Det er meget traumatiserende og skræmmende. Det er noget, jeg gennemgår med ham, og på samme tid er det jo ikke virkeligt, fortæller Amy Watson.

- Jeg forbereder altid min kæreste godt på det, når jeg skal spille Sylfiden. Og når jeg kommer hjem fra en forestilling, plejer jeg bare at se en rigtig dårlig serie et par timer og zoner ud. Og så prøver jeg bare at tænke, at jeg ikke er hende, og at der ikke er nogen, som vil knuse mit hjerte. At jeg er i et godt forhold og er et godt menneske.

Amy Watson er 37 år, og for én, som ikke er professionel balletdanser, lyder det jo ikke af meget.

Men for Amy Watson betyder det, at pensionsalderen venter lige om hjørnet. På grund af den store fysiske belastning, de bliver udsat for, går balletdanserne nemlig på pension, når de runder 40.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Derfor er Amy Watson naturligvis begyndt at tænke på, hvad der skal ske, når hun ikke skal stå midt på Gamle Scene længere.

- Jeg er begyndt at undervise i morgentræning, det gjorde jeg seks gange sidste måned. Jeg har fået nogle nye ansvarsområder og lærer alt, hvad jeg kan, om, hvordan livet ser ud på den anden side. For jeg vil virkelig gerne arbejde for Nikolaj (Hübbe, balletmester på Det Kongelige Teater, red.) om tre år. Jeg elsker at undervise, og mit håb og min plan for fremtiden er at blive en balletinstruktør her på teatret.

Sådan! Ingen jantelov dér.

- Nej, ingen jantelov. Jeg vil være balletinstruktør, det er min nye ambition!

Foreløbigt må man sige, at ambitionerne er gået i opfyldelse for Amy Watson.

Hun er solodanser på Det Kongelige Teater (og har efter egne ord været det ”for evigt”), hvilket er den øverste rang, man kan få som balletdanser.

Det betyder, at hun, i hvert fald indtil hun bliver pensioneret, får mange af de store og eftertragtede partier – også når der står Balletfestival på programmet. For eksempel i forestillingen 'Nye toner', som er skabt i samarbejde med musikerne Lydmor, Øya og Teitur.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Det er ikke lige frem den slags musikere, der plejer at sidde i orkestergraven på Det Kongelige Teater.

Når jeg sidder nede i salen, plejer der primært at sidde ældre mennesker omkring mig i publikum. Er det Balletfestivalen og forestillinger som den her, der skal til for at få flere unge til at se ballet?

- Jeg forsøger altid at invitere min kæreste og nogle af de yngre mennesker, jeg kender, ind og se det moderne program. Noget, jeg ser som nyt og innovativt. Men faktisk foretrækker de ofte bare de gamle klassikere. De vil gerne se ’Tornerose, ’Svanesøen’ og ’Napoli’. Balletten har de her kæmpestore mesterværker, som folk nogle gange bliver nervøse over, men samtidig vildt gerne vil se, fortæller Amy Watson.

- Og så tror jeg godt, at publikum kan lide backstage-historier. Det menneskelige og det hårde arbejde, der bliver lagt i dansen. De vil gerne se fejlene. Det er hårdt for mig som kunstner at invitere folk indenfor på den måde, men samtidig tror jeg, at vi er nødt til at gøre det.

- Vi er kunstnere, der ikke taler. Nogle gange er det meget svært for mig at udtrykke svaghed og holdninger ude i den rigtige verden, for jeg føler mig meget mere komfortabel med fysisk at fortælle det.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))
Facebook
Twitter