BEDST I TEST: Beethovens Klaverkoncert nr. 5

Hvilken indspilning vinder ved blindlytning? Vi har fået et panel bestående af Torben Enghoff, saxofonist, Charlotte Norholt, fløjtenist og Morten Lindberg, musiker til at lytte til fem indspilninger af Beethovens klaverkoncert nr. 5, og bedømme hvilken, der er BEDST I TEST.

  • Panelet bestod af Torben Enghoff, Charlotte Norholt og Morten Lindberg (th). Vært: Frank Jensen (© Copyright 2016. All rights reserved.)
1 / 3

Beethovens Klaverkoncert nr. 5 er også kaldet "Kejserkoncerten".

I "Kejserkoncerten" holder Beethoven prædiken. Han taler om sit yndlingsemne: Menneskets vilje til at overkomme forhindringer. Menneskets muligheder for at skabe en bedre verden. Menneskets stræben, der kan føre os til uanede højder, hvis vi tror på sagen.

Men hvilken indspilning skal man vælge, hvis man vil have den optimale fornøjelse af orkesterværket?

Blindlytningen

Et dommerpanel på tre blev sat til at blindlytte til fem indspilninger af Beethovens "Kejserkoncert". Til sidst skulle de finde frem til den indspilning, de syntes bedst om.

Panelet bestod af Torben Enghoff, Charlotte Norholt og Morten Lindberg.

De tre dommere sporede sig hurtigt ind på en fælles farvorit i første runde af blindlytningen. Selv samme indspilning blev i sidste ende kåret som den bedste af de fem indspilninger.

Vinderen

Panelet valgte indspilningen med John Eliot Gardiner, Robert Levin og Revolutionsorkestret & Monteverdi Koret fra 1996 som BEDST I TEST.

- Jeg er meget positiv. Det er helt vildt så tydeligt man kan høre tonerne i trillerne. Det er også en god pianist. Og den måde orkestret klinger sådan helt stramt - det er så lækkert, og det klæder virkelig musikken, sagde Charlotte Norholt efter at have lyttet til indspilningen.

De to andre panelmedlemmer, var helt enige.

- Jeg er meget glad. Orkestret var vanvittig godt, det havde virkelig substans, sagde Torben Enghoff.

Og Morten Lindberg var også positivt stemt overfor indspilningen:

- Der var en fed dramatik. Man kunne høre, at dirigent, pianist og orkestret snakkede sammen.

Sådan gjorde vi

Panelet blindlyttede til udvalgte satser fra fem indspilninger af Beethovens Klaverkoncert nr. 5 ("Kejserkoncerten").

Efter meningsudveksling gav de individuelle karakterer på en skala fra 1-10. De lyttede af flere omgange og fravalgte hver gang en indspilning. Til sidst kunne de sammenligne de to bedste indspilninger.

Blindlytningen foregik i radioprogrammet Søndagsklassikeren på DR P2, der hver søndag tester de bedste indspilninger af udvalgte værker.

Facebook
Twitter