Behøver der virkelig at stå én og fægte med sin dirigentstok.. Her er forklaringen!

Behøver der virkelig at stå én og fægte med sin dirigentstok til en klassisk koncert? DR Klassisk er taget en tur i orkestergraven for at finde ud af, om dirigenten er så vigtig, som det ser ud til.

Til at begynde med styrede komponisterne ofte selv slagets gang, når musikken spillede. I dag er dirigenten - i al sin tavshed - en vigtig del af orkesteret. (Foto: Michael Bothager © © MIchael Bothager/Scanpix)

Det er sommetider ret selvhøjtideligt at se på. Det kan være svært at forstå, at en klassisk koncert skal afvikles ved at en mand i kjole og hvidt står med ryggen vendt mod publikum og vifter til musikerne med en lille tynd pind. På Mozarts tid fandtes det ikke, for dengang var orkestrene ikke så store, at det var nødvendigt. Mozart ledede selv mange af sine koncerter fra klaveret, hvor han gav tegn til at begynde og ellers sad og nikkede til musikerne, når der var brug for det.

Det ser vi også i dag, hvor en pianist klarer både at spille på flygel og give indsatser til musikerne, når man opfører en klaverkoncert.

Størrelsen er afgørende

Det er orkestrets størrelse, der er afgørende. Barokorkestre på 14-18 musikere behøver ikke en dirigent, de behøver kun en medspillende musiker.

Som regel er det førsteviolinisten, der nikker til start og ellers bevæger overkroppen tilpas musikalsk og i takt til tonerne, sådan at alle hele tiden er klar over, hvor hurtigt der skal spilles, hvornår der skal være stille, og hvornår der skal bremses op.

Selv på Beethovens tid med et orkester på 40 mand, kunne det styres fra koncertmesterens stol, dvs. uden en dirigent, der kun vifter takten. Men det er også med Beethoven, at symfoniorkestret svulmer op og bliver stort, hvor der kommer flere strygere, flere horn, basuner, kontrafagot, pauker og andet slagtøj - en efterhånden uoverskuelig forsamling, der klart har brug for en leder, der kun har til opgave at lede og fordele.

Færdelsbetjent med voksende indflydelse

Hvor det hidtil har vært nok at gøre tegn med hånden dukker nu dirigentpinden frem. Symbolet på, hvem der styrer slaget. I den første periode er den vigtigste funktion at være praktisk leder, som en betjent der regulerer trafikken.

Men efterhånden bliver det almindeligt, at dirigenten får indflydelse på, hvordan der skal spilles, hvilket tempo, der skal spilles i og fremfor alt, hvordan hver enkelt melodilinje skal formes. Han får meget stor indflydelse på det endelige resultat og hans selvfølelse stiger i takt dermed.

Omkring år 1900 dukker de første store dirigentnavne frem, som bliver koryfæer og de følgende generationer har oplevet en skare af store dirigenter, der er blevet hyldet og ophøjet til ikoner, mestre og halvguder.

Orkestergravens diktator er blevet demokrat

Toscanini, Furtwängler, Herbert von Karajan, Leopold Stokowski er navne, der står en aura omkring, fordi de kunne lede og fordele som ingen andre.

Alle vidste, at ydmygelser af musikere, nervesammenbrud, diktatoriske tilstande hørte med til at nå de storslåede resultater. Men sådan var tiden dengang, hvor den stærke leder havde ret til at udøve uindskrænket magt.

Deres resultater holder for det meste den dag i dag, men vore dage har set en anden dirigenttype vokse frem.

Den 'demokratiske' dirigent, der ikke leder musikken ved at sprede frygt, men ved at skabe respekt, og langt hen ad vejen lader de højt uddannede musikere spille i fred, og koncentrerer sig om at forme musikkens store linjer og griber ind og styrer, når det virkelig er nødvendigt.