Bernstein levede intenst med musikken - men var for rastløs til at udleve den største drøm

Leonard Bernstein så sig selv som en vigtig stemme i tiden, og ville gerne huskes som komponist. Men det blev de uforglemmelige øjeblikke som dirigent, der lever videre i eftertiden.

(Foto: Ullstein Bild © Ullstein Bild)

Der var Mahler, Beethoven - og senere danske Carl Nielsen.

Og så var der whiskeysjusserne, smøgerne og de søvnløse nætter.

Leonard Bernstein ville det hele – og kunne det også langt hen ad vejen. Mens andre store dirigenter forskansede sig efter en klassisk koncert, var ”Lenny” ude på dansegulvet i storbyens lange, uskarpe nattetimer.

Fik den mand nogensinde sovet?

Lang tid inden han blev et verdensnavn er det sådan. Et sted i West 52nd Street, New York sidder Leonard Bernstein ved flyglet, 25 år gammel, med uglet hår, opknappet skjorte og smøg i mundvigen.

Han lever i byens jazzede puls. Naboerne skal helst kunne holde til klaverbokseriet midt om natten. Han flytter fra lejlighed til lejlighed. Nogle vil sige at han rakker rundt, men han er på den anden side sluppet for at blive sendt ud i 2. verdenskrig. Han har altid været plaget af astma og kan derfor blive hjemme i USA.

Han er allerede både musiker, komponist og dirigent, men han ved ikke altid hvad han egentlig vil. Han drømmer om at selv at skabe store værker, seriøs musik – men midt i al natteroderiet bliver han pludselig en sensation: som fortolker af andres store værker.

Skabt til at være sammen med andre

En del af hans jævnaldrende på dirigentpodiet er ”ikke disponible”, da der under krigen i 1943 skal vælges en ny assisterende dirigent til New York filharmonikerne.

Men her rager Bernstein naturligt op i landskabet.

Leonard Bernstein ved klaveret - og de kompositioner, som han aldrig helt forløste sin egen drøm om at bryde igennem med. (Foto: Getty Images)

Han er blevet undervist af store dirigent-navne som ungarske Fritz Reiner, græske Mitropoulos or russisk-fødte Koussevitski, og han er klar over, at ”de tunge drenge” har besluttet at han, Leonard Bernstein, skal blive Amerikas næste store dirigent.

Bernstein er ikke et vidunderbarn, men han kan noget særligt, og han har duperet alle med sin overlegne hukommelse og sit klaverspil. Han fanger alt med sine gode ører, og han fanger folks opmærksomhed med sit blik og sin frie fysiske fremtoning.

Jobbet som assistenterende dirigent består i at indøve repertoiret, og så vente på det store mirakel: At den rigtige maestro bliver syg.

Og det sker for Bernstein: Efter en festlig lørdag aften bliver han ringet op søndag morgen: Stjernedirigenten Bruno Walther er syg, og filharmonikernes chefdirigent kan ikke nå hjem til New York for at overtage opgaven.

Bernstein bliver bedt om at møde 14.45 samme eftermiddag. Koncerten med Strauss, Schumann og Wagner på programmet er kl. 15 - og den er radiotransmitteret.

Programmet fra Leonard Bernsteins debut i Carnegie Hall. Hans navn er skrevet ind med skrivemaskine efter Bruno Walthers aflysning.

Folk lyder skuffede, da Walters sygemelding annonceres fra scenen, og Bernstein er selv syg af nervøsitet.

Men da døren åbnes til scenen, forsvinder han bare ind i musikken fra den første akkord- og vågner først op til det begejstrede publikums applaus.

Han bliver en sensation overnight – midt i krigsoverskrifterne om nye japanske angreb. Den 25-årige assistent i lyse tweedbukser og ternet butterfly dirigerer uden dirigentpind. Han spiller jazz om natten, og er den yngste der nogensinde har dirigeret en abonnementskoncert hos New York Filharmonikerne. Og så er han amerikaner!

Dirigentkarrieren ligger nu pludselig lige for. Men for en mand, der vil det hele, er det slet ikke så indlysende endda. Bernstein har lige skrevet sin første sin første symfoni, 'Jeremiah' – om profeten Jeremias, dybt inspireret af Bernsteins jødiske baggrund. Den får han New York Music Critics' Circle Award for.

Og så er der New York. Byen, der pulser videre på en bølge af musical og ballet og teatermusik. Bernstein er også med på den bølge og kan indhøste høje honorarer på stykker skrevet i samspil med gamle New York-venner med temaer om rodløse mennesker i evig vekslen mellem dansante, jazzede rytmer og melankolsk musik til vidderne.

Han vil det hele. Og på én gang.

- Jeg er skabt til at være sammen med andre mennesker. Jeg elsker mennesker, det er min svaghed, siger Leonard Bernstein.

Han er biseksuel, og glad for mænd, men vælger alligevel at gifte sig med Felicia, en chilensk-amerikansk skuespiller, katolsk opdraget, og ud af en fin familie.

Hun mener, at hun kan få hans "små dæmoner", som han selv kalder det, til at blive mindre. Hun har set ham som det menneske han er, og er indstillet på at tage ham som han er. De bliver gift i 1951.

Leonard Bernstein med sin kone, Felicia. (© Scanpix)

Succes med vild dirigentstil og West Side

Bernsteins store talent for samarbejde gør ham oplagt som operadirigent. Sopranen Maria Callas spotter den unge amerikaner til det sofistikerede samarbejde med instruktøren Visconti på La Scala.

Dirigenten Bernstein er en succes - en langt større succes end komponisten Bernstein, der ellers er klar med sin egen første lille enakts opera 'Trouble in Tahiti'.

Felicia og Leonard lejer et hus på en ø på den amerikanske østkyst. Forhåbentlig kan han her arbejde mere uforstyrret. Men det hjælper ikke på modtagelsen af Bernsteins mere seriøse musik. Operetten 'Candide' bliver et flop – et udstyrsstykke uden et vellykket romantisk plot.

Guldåren rammer han til gengæld med 'West Side Story,' hvor en rå, pulserende Romeo og Julie-historie som musicaltragedie skaber den vildeste succes for Bernstein.

Men den gør også splittelsen i ham større. Han er splittet mellem at komponere og at dirigere, og han er splittet mellem koncertsale, opera, Broadway og tv-studier.

0:00

Drømmen er stadig at skrive en stort anlagt opera, men kan man det samtidig med at man har ansvaret for et symfoniorkester?

Knap 40 år gammel bliver Bernstein som den første amerikaner udnævnt til chefdirigent for New York Filharmonikerne, og selvom flere ting stadig trækker i ham - inklusiv Felicia, der vil gerne have ro på familiefaderen - så bliver det dirigentrollen, der fylder mest de næste mange år.

Musikerne i orkestret kalder ham ved fornavn: Lenny eller Maestro Lenny. De kan komme til ham, hvis de har problemer derhjemme. Orkestrets selvfølelse trænger til en indsprøjtning af energi og selvværd, og det kan Bernstein levere.

Han sørger ikke bare for flere koncerter. Han insisterer også på at vise amerikanerne landets nyere musikhistorie: Barber, Ives og Copland. Han laver en Mahler-revival for de unge, og omformer torsdagskoncerterne til Preview Concerts med afslappet stemning, hvor musikerne optræder i smarte Nehru-jakker, og hvor Bernstein gør det som han også er rigtig god til: Formidler musikken til sit publikum.

Det gør han også ved med stor succes ved orkestrets Young People’s Concerts, hvor børn bliver skrevet op til abonnement allerede ved fødslen. Disse koncerter udsendes i primetime på tv i 1960’erne. Bernstein er nærmest født til at formidle på TV: Helt i øjenhøjde med sit publikum. Afslappet, cool og klog!

Bernsteins smittende musikglæde og hans indlevelse i musikken gjorde ham til en stærk dirigent, men også en stærk formidler af klassisk musik og musik i det hele taget. (© Getty Images)

Billetsalget stiger også. Han og Felicia er det mest trendy par i New York, som naturligt kommer på gæstelisten hos præsident Kennedy i det hvide hus. Bernstein udstråler viden, sex og ungdom: "The Lenny Leap", Lenny-hoppet, bliver det kaldt, når han letter en halv meter fra podiet.

Men ikke alle er vilde med hans stil som dirigent, og nogle synes at dirigenten overstråler musikken.

En violinist fra Wiener Filharmonikerne har følgende kommentar ved en koncert: "Jeg ved ikke, hvad Maestro Bernstein dirigerer, men vi tænker at spille Beethovens femte..."

Det er selvfølgelig en joke, men udsagnet indeholder måske også en forklaring på hvorfor Bernstein bliver legendarisk som dirigent: På podiet transcenderer han til skabende kunstner. Han opfører sig som om det er ham, der skriver musikken, mens den spiller!

Hylder Carl Nielsen i København

Der er især én komponist som Bernstein kan identificere sig med: Gustav Mahler, der selv var respekteret som dirigent, og stod i spidsen for netop New York Filharmonikerne 1909-1911. Og ligesom Mahler havde Bernstein jo også problemer med at komme igennem med sine seriøse værker.

0:00

Bernstein indspiller alle Mahlers symfonier med New York Filharmonikerne, og han får Mahler til at overhale Beethoven på de klassiske hitlister.

- Med Mahler har jeg det som om jeg dirigerer min egen musik, siger han.

Han udlægger teksten, og forklarer hvordan den oprindeligt jødiske komponist Mahler profetisk forudså dødens, krigenes og rædslernes århundrede, 1900-tallet. Det var derfor, publikum havde haft det svært med Mahlers musik.

Bernstein tager Mahler til sig, og der begynder at indfinde sig noget nærmest kultisk ved hans Mahlerkoncerter. Selv de sureste kritikere af den unge, vilde dirigent er nu mere positive. I Wien har de ikke spillet Mahler siden nazisterne kom til magten, men det gør de nu, under ledelse af Leonard Bernstein.

Bernstein kommer også til Danmark i 1965, for at modtage Leonie Sonnings musikpris. Her er der Carl Nielsen på programmet ved en koncert med Det Kongelige Kapel – et fortræffeligt orkester, ifølge Bernstein.

Danmarks Radio laver et portræt af superstjernen Bernstein, hvor han storrygende fortæller om sit liv, og man følger hans besøg i København, også ud på de små timer.

I en tv-udsendelse fortæller Bernstein også åbenhjertigt til journalisten Claus Toksvig om, hvordan han ser en sammenhæng i alt, hvad han laver:

- At arbejde med musik i alle mulige former er for mig som at være i himlen. Hvis jeg kunne spille obo, ville jeg elske at gøre det, og jeg ville ønske at jeg kunne synge. Det er en oplevelse, jeg aldrig får, fordi min stemme er grim. Men jeg ville ønske, at jeg en gang kunne komme op på scenen i et operahus og råbe 'Je t’aime!' og få alle til at græde af fryd. Men det kommer ikke til at ske.

’Lenny’ hilser på Kong Frederik og Prinsesse Benedikte i forbindelse med overrækkelsen af Léonie Sonnings Musikpris i 1965. (© Scanpix)

Image som en tv-stjerne

At være chefdirigent koster tid. Bernstein forlænger sin kontrakt i New York, men fortryder det. Efter en sommer fyldt med børn, søvnløshed og studier af partiturer, rammes han af skyldfølelse over ikke at få skrevet sin egen musik - den musik han selv drømmer om.

Han stopper som chef i 1969 – efter 10 år, 800 koncerter og 200 indspilninger.

Han fortsætter dog som gæste- og æresdirigent, og holder fast i sit formidlingsarbejde for børn: The Young People’s Concerts fra Carnegie Hall. Et arbejde der cementerer hans image som dirigent, og gør ham til en institution i amerikansk musikliv.

TV-arbejdet griber om sig, og Bernstein bliver gennem årtier nationens musiklærer. Han formidler musik i alle genrer for både unge og gamle: En rejse i Beethovens partiturer spredt ud på et gulv. Indføringer i ny musik, og udsendelser om pop og rock.

Med et image som tv-stjerne, og med en begejstring også for tidens mere populære toner, står Bernstein i skarp kontrast til den gamle dirigentskole. Hans ærkerival er Herbert von Karajan, der dominerer i Wien og Berlin i 1960’erne og 70’erne.

Leonard Bernstein ved sin 70 års fødselsdag i New York, 25. august 1988. Han kone Felicia er død, og Bernstein hænger ud med unge fyre. (© Getty Images)

Forskellen på de to dirigenttyper er til at få øje på: Østrigske Karajan, tidligere medlem af nazistpartiet, sveder aldrig en dråbe på podiet, står med nedslået blik og omkranser den hellige musik med hænderne foran sig.

Jødiske Bernstein der ryger og drikker, og storsveder på podiet, kigger musikerne direkte i øjnene og slår ud med armene, ramt af musikken.

Og måske er det også hans energi, hans rastløshed, smøgerne og det udsvævende liv der rammer Bernstein til sidst. Han holdt fast i planerne om en ny, stort anlagt amerikansk opera, men den foldede sig aldrig helt ud. Og han fik aldrig det gennembrud eller den anerkendelse som seriøs komponist som han egentlig drømte om.

Til gengæld bliver han husket som en legendarisk dirigent, der på podiet transformerede sig selv til de komponister, hvis musik han havde fat i: Mahler, Carl Nielsen. Schumann, Beethoven og mange andre.

Det var sådan han gav musikken videre – fra menneske til menneske.

Facebook
Twitter