Bliv blæst bagover og få fuld basarm: 5 danskere afslører deres klassiske favoritter

Danskernes nomineringer til Klassisk Top 50 strømmer ind - sammen med masser af gode og rørende begrundelser.

Der findes ikke bare masser af klassisk musik – der er også masser af lyttere til den! Særligt når lytterne finder den musik, de er allergladest for.

Det viser danskernes nomineringer til Klassisk Top 50, hvor P2 og dr.dk/klassisk beder dig om at nominere lige præcis din klassiske favorit.

Det er endnu for tidligt at give et bud på, hvem danskernes absolutte klassiske favorit bliver. Men der er allerede kommet masser af gode bud med en masse gode, kreative og rørende begrundelser - og nederst i artiklen kan du fortælle om din egen klassiske favorit!

March med fuld basarm

Sophia Webers favorit er eksempelvis Johann Strauss den ældres ’Radetzky March’, som hun kalder den klassiske musiks svar på en partysang:

- Jeg elsker, at efterhånden som stykket skrider frem, bliver det vildere og vildere, afbrudt af de mere små sarte fløjtespilspassager, skriver hun.

- Jeg får lidt samme fornemmelse, som når man står på en natklub og dj'en spiller musik, som starter stille og roligt, og alle folk venter på det der lækre 'beat drop,' som bare sætter gang i den famøse bas-arm, og man får fornyet energi.

Voldsomt klokkespil

Nomineringerne kommer fra folk i alle aldre, og en af de yngre er Gustav Skafte Lasthein, der fremhæver russiske Sergei Rachmaninovs ‘Prelude op. 3 no 2’:

- Jeg er en fyr på 17 år og lærte at spille dette stykke for et år siden. Jeg fik det af min lærer, som syntes det var meget smukt. Det minder mig om de store klokker ovre i Moskva i de store kirker, skriver han.

- Det starter meget svagt, og i løbet af stykket bliver det voldsommere og voldsommere, og til sidst er det alle klokkerne, som bliver spiller på en helt fantastisk måde.

Musik lige i hjertet

Hanne Panduro-Hess nominerer Johann Sebastian Bachs dobbeltkoncert for to violiner, der har en særlig plads i hendes familiehistorie.

Hun hørte stykket første gang i filmen ’Music of the Heart’, som hun så i 1999 med sin datter, og det gjorde så stort et indtryk, at datteren ville lære at spille det – og det lykkedes også:

- 4 år efter spillede hun den selv sammen med sin musiklærer. Til september 2018 spiller hun den igen sammen med en masse gode musikvenner – og hun spiller den for sin lærer, der har 25 års jubilæum, skriver Hanne om sit personlige forhold til nummeret.

Intermezzo på lufthavnstoilettet

For Louise Nabe er det den italienske komponist Pietro Mascagnis stykke ’Intermezzo’ fra operaen ’Cavalleria Rusticana’, der har en helt særlig indvirken:

- Siden jeg hørte det første gang (…), har det haft evnen til at få mig til at stoppe midt i, hvad jeg har gang i. Sidst var det på et offentligt toilet i Heathrow-lufthavnen af alle steder, hvor jeg stod og faldt hen ved håndvasken, fordi "det stykke" var lige ved at være der, lyder hendes begrundelse for nomineringen.

- Musikken nærmest smyger sig om mig og får øjnene til at fyldes, fordi det er så uendeligt smukt

Tømmer hovedet for fuldt orkester

At der også kan komme noget godt ud af at kede sig, vidner Andreas Winds historie om. I gymnasiet var han nemlig ved at falde i søvn, da han første gang hørte Franz Schuberts 8. symfoni.

- Jeg kendte ikke værket inden og brød mig generelt ikke om klassisk musik. Det kedede mig. Det tager lang tid at analysere et stykke wienerklassik. Vi hørte det igennem mange gange, og værket begyndte at åbne sig op for mig. Jeg opdagede, hvor mange ørehængende små melodistumper, det indeholder, skriver han og fortsætter:

- I dag lytter jeg ofte til det. Når jeg har brug for at tømme hovedet, tager jeg et par høretelefoner på, lægger mig ned og lader mig blive blæst tilbage.

Brugervilkår

  • Når du nominerer et værk til Klassisk Top 50 giver du DR ret til at bruge dit indlæg og dit navn på P2, dr.dk/klassisk og DRs andre medieplatforme (radio, tv og DRs sider på sociale medier). Du giver også samtykke til at vi må kontakte dig for at få uddybet din historie til brug for DRs programindhold - og til at bruge din mailadresse i lodtrækningen om en præmie

  • Vi videregiver ikke dine personoplysninger til tredjepart og vi bruger kun dine personoplysninger til det ovenfor anførte formål. Vi bruger alene databehandler, der er baseret indenfor EU. Vi sletter desuden dine personlige kontaktoplysninger, når Top 50-kampagnen er afsluttet, og senest 1. november 2018.

  • Du kan læse mere om DRs behandling af personoplysninger hér.

Facebook
Twitter