Brugere raser over kulturministeren: "Katastrofe" at spare på københavnsk orkester

Det har vakt virak på Facebook, efter at Kulturminister Mette Bock (LA) i fredags fjernede otte millioner kroner fra Copenhagen Phil.

Der bliver otte millioner kroner mindre til at opføre klassisk musik på Sjælland og flere penge til landsdelsorkestrene i Jylland og på Fyn, lovede Kulturminister Mette Bock (LA) i fredags. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

"En rundbarbering", "tonedøvt" eller sågar "helt gak".

Der var ikke mange positive kommentarspor i debatlandskabet i weekenden, efter at Kulturminister Mette Bock (LA) i fredags valgte at skære otte millioner kroner fra symfoniorkestret Copenhagen Phil og give pengene til de fire landsdelorkestre på Fyn og i Jylland.

Blandt kritikerne var flere oppositionspolitikere og brugerne på fyens.dk, hvor kulturministeren fortalte om beslutningen i et debatindlæg.

Også på P2's Facebookside var der massiv kritik af omprioriteringen, hvor en af de eneste positive røster kom fra brugeren Dennis Slagter:

- Godt gået Mette... så kan vi i provinsen få mere god musik, skriver han.

En dårlig smag i munden

Netop det med provinsen er der mange, der reagerer på.

Trods navnet er Copenhagen Phil nemlig landsdelsorkester for Danmark øst for Storebælt - og det mener de, at kulturministeren - og støtten Dansk Folkeparti - helt overser:

- Intet ondt ord om at bidrage til landsdelorkestrenes økonomi, men det giver en dårlig smag i munden at gøre kulturpolitik til Københavner-bashing, hvor det i denne omgang kommer til at gå ud over lillebror Sjælland, som må leve i skyggen af den elitære hovedstad. DF må vel også have vælgere på Sjælland, som de burde tage hensyn til, skriver Jacob Hesseldahl Jessen på P2's Facebookside.

Der er dog også positive røster at finde. Nogle mener nemlig, at det kun er godt, at Københavns Kommune skal gribe til pengepungen for at finansiere Copenhagen Phil:

- Så må Københavns kommune til lommerne. God beslutning, skriver Danny Jensen.

Copenhagen Phil styrker klassisk blandt unge

hjemmesiden nævner Copenhagen Phil selv, at deres repertoire spænder ligeså bredt som en spændt violinbue: 'Fra klassiske kon­certer til flash mobs, 60 minutes, koncerter for børn og meget mere.'

Mange kommentatorer nævner netop denne styrke, som grund til ikke at hvæsse sparekniven:

- Det fine er jo, at de splitter op i mindre ensembler, som kommer ud mange steder og præsenterer god musik på højt niveau. Man bliver jo ikke en dårligere symfoniker ved også at spille kammermusik, tværtimod, skriver Ole Dupont Kofod.

(Mette Bock, red.) kan ikke se, at Copenhagen Phil er hele Sjællands symfoniorkester og faktisk gør en stor indsats for at styrke interessen for klassisk musik blandt de unge. Hun burde i stedet styrke musikken i resten af provinsen med nye midler, skriver Lars Biering.

Argumentet om 'mere kultur til provinsen' holder ikke

At Kulturminister Mette Bock (LA) fremfører beslutningen som et løft til kulturen i provinsen holder ikke, mener mange kommentatorer.

- Odense, Ålborg (sic) og Århus kan ikke kaldes tyndt befolkede. Det kan måske gælde for Sønderjylland symfoniorkesters opland, men ikke de tre andre orkestre, skriver Inge Ambrosius.

- Kulturministerens forslag om at sikre landsdelsorkestrene en stabil økonomi er da en omfordeling på symbolplan. [...] Sønderjyllands Symfoniorkester har samme Finanslovsbevilling som Copenhagen Phil, Aalborg, Aarhus og Odenses Symfoniorkestre hver 20 mio kroner. For CPH Phil (sic, red.) kan beskæringen blive kritisk, mens de 8 mio. kroner fordelt over 4 orkestre næppe kan karakteriseres som at kunne '... sikre en stabil økonomi', skriver Jacob Hesseldahl Jessen.

To kommentatorer er dog enige om, at Mette Bock har taget en fornuftig beslutning:

- Det glæder mig, at de små og udsultede symfoniorkestre i Jylland, kan få et løft. Tak for det! Måske kan Aalborg Symfoniorkester igen få råd til en fast dirigent? skriver Inge Andersen.

- Lad falde hvad ikke kan stå selv. Hvis staten skal holde hånden under et foretagende skal midler deles ligeligt mellem by og land, skriver Birgit Sommer.

FacebookTwitter