Danske Anna har kun øvet sig i to uger

Danske violinist Anna Egholm er kommet med i Carl Nielsen Violinkonkurrencen på et afbud.

For omkring to uger siden tikkede der en mail ind i Anna Egholms indbakke. Der var kommet et afbud ved Carl Nielsen Violinkonkurrence 2016, og Anna blev tilbudt at træde til. Det var dog ikke uden tøven, hun takkede ja.

- Jeg blev helt vildt glad for at blive tilbudt en plads i konkurrencen, men jeg tøvede også lidt. Repertoiret er sindssygt stort, og jeg har ikke spillet det før, men jeg besluttede mig for bare at springe ud i det. Tage chancen.

Intens øvning De sidste to uger har Anna Egholm derfor været i intens øvelejr.

- Jeg har øvet meget mere, end jeg plejer. Og på nogle andre ting. Jeg må indrømme, det har været ret stressende, siger Anna Egholm.

Anna Egholm har forståeligt nok været under ekstraordinært pres de seneste uger, men der har også været noget positivt ved at komme ind i konkurrence med så kort varsel, fortæller hun.

- Der er ekstra opmærksomhed og pres på mig, fordi jeg er dansker, og der har det faktisk hjulpet, at jeg er kommet sent ind i konkurrencen. Presset har ikke kunne nå at komme helt ind under huden på mig.

Se hvordan Anna Egholm klarede første runde her:

Facebook
Twitter