Røg ud i første runde: ”Jeg giver dommerne fuldstændig ret”

Mohamed Hiber gik ikke videre til anden runde, og han har fuld forståelse for dommernes beslutning.

(Foto: Knud Erik Jørgensen OS/Nikon)

- Jeg er selvfølgelig skuffet, men jeg har det faktisk ok, siger Mohamed Hiber fra Frankrig kun få minutter efter, han har fået besked om, at han ikke er videre i Carl Nielsen Violinkonkurrence 2016.

Efter hver runde har de kandidater, der ikke er gået videre, mulighed for at få feedback fra dommerne, og den mulighed benyttede Hiber sig af.

- Jeg har talt med nogle af dommerne, og de sagde, at jeg lagde godt ud, men at det var som om, jeg mistede pusten i løbet af min optræden. Der kom flere og flere tekniske fejl, siger Mohamed Hiber, der er enig med dommerne i deres vurdering. Selvom han havde en god oplevelse på scenen, synes han også, at der var ting, der ikke helt gik, som det skulle.

Carl Nielsen Violinkonkurrencen er 20-årige Mohamed Hibers første internationale konkurrence, og det har ikke slået ham ud, at han ikke kom videre til anden runde.

- Nu vil jeg tage hjem og øve mig endnu mere, og så skal jeg have noget mere konkurrenceerfaring, siger Mohamed Hiber.

P2 LIVE



lige nu
Amadeus

Eftermiddag med Mette Greiffenberg. Godt selskab, musik, overraskende historier og en quiz, hvor du skal slå ørerne ud. www.dr.dk/p2