Celine Haastrup

Jeg er på en lang opdagelsesrejse i klassisk musik og bliver gang på gang blæst bagover.

Fra jeg var ret lille, havde jeg et fast ritual, når jeg kom hjem fra skole. Hvis der ikke var andre hjemme, så låste jeg hoveddøren, satte Porgy og Bess, Manhatten Transfer eller Jesus Christ Superstar på LP'en og dansede og skrålede for fuld hals helt alene. Det kunne vare i timevis (og det var utrolig flovt at blive opdaget!).

Jeg er vokset op med jazz i alle afskygninger, lige fra Louis Armstrong Hot Five til Charles Mingus og Weather Report. Efterhånden kastede jeg mig over mere eksperimenterende jazz, improvisationsmusik og lydkunst, og fik så et freelancejob på et skønt program på P2, der hed Lyt til Nyt. Her bragte vi alt fra Per Nørgaards nyeste symfoni til Musik for 12 traktorer og lydværker fra Barsebäck - ingen grænser, ingen fordomme, lige som det skal være!

Jeg kendte ikke rigtig noget til den store klassiske tradition, men blev gang på gang blæst bagover da jeg efterhånden begyndte at vikariere på andre programmer. Det blev en lang opdagelsesrejse ind i verden, der stadig er meget stor, og som jeg slet ikke er færdig med at udforske endnu.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk