Dansk drama-succes i udlandet drypper på komponister

Danske serier har stor succes i udlandet, og det betyder øget opmærksomhed og indtjening for de komponister, der står bag musikken til serierne.

Frans Bak har komponeret musikken til 'Forbrydelsen' og den amerikanske remake 'The Killing'. (Foto: Michael Daugaard © ©MICHAEL DAUGAARD)

I Danmark er vi efterhånden ved at være verdensberømte for vores dramaserier. Serier som ‘Ørnen’, ‘Broen’ og ‘Forbrydelsen’ bliver ofte betegnet som en del af ‘Nordic Noir’-bølgen og er kendt for deres dystre stemning og mørke visuelle side.

Når en dansk serie bliver vist i udlandet, eller når et udenlandsk produktionsselskab laver et remake af serien, som det eksempelvis har været tilfældet med ‘Forbrydelsen’, følger der samtidig øget indtjening med for dem, der har været med til at skabe serien. Det gælder også for de danske komponister, der står bag musikken til serierne. "Danske tv-serier – med dansk musik – er fortsat et hit i udlandet. Alt tyder på, at 2016 bliver det største år for Kodas udlandsindtægter nogensinde," siger Claus Lund Pedersen, der er international chefkonsulent hos Koda.

En klar tendens

Hos Koda varetager man danske komponisters rettigheder og sørger for, at de får den retmæssige betaling, når deres værker bliver spillet, også i udlandet. Claus Lund Pedersen er ikke i tvivl om, at musikken fra danske serier klarer sig rigtig godt internationalt.

"Der er en klar tendens til, at danske serier er et hit i udlandet. Størstedelen af vores indtægter kommer fra film og tv-serier. Der bliver også brugt mere musik i tv-serier end før, og det er især i de serier, der er en del af ‘Nordic Noir’-bølgen," siger Claus Lund Pedersen.

Man tjener en historie

Musikken i de danske serier er unægteligt med til at skabe den stemning, der har slået an i udlandet. Da produktionsselskabet AMC lavede deres udgave af ‘Forbrydelsen’, ‘The Killing’, valgte man at hyre den oprindelige komponist, Frans Bak, til at lave musikken. "AMC var rigtig glade for musikken fra ‘Forbrydelsen’, og de syntes, at det var en vigtig del af serien. Man kan sige, at de købte hele pakken ved at hyre mig som komponist," siger Frans Bak.

Han har i mange år lavet musik til DRs dramaserier og har fulgt udviklingen i interessen for danske serier tæt. Han mener, at komponister herhjemme er gode til at lave musik, der supplerer de serier, de optræder i. "Vi er blevet dygtigere til at lave musik herhjemme. Danske komponister får lov at lave rigtig meget, og de nye komponister viser stort potentiale. Man skal tjene en historie frem for at føre sig selv frem som komponist, og det synes jeg, de danske komponister er gode til," siger Frans Bak.

Facebook
Twitter