Dansk Sonningtalent får uropført basunkoncert med symfoniorkester

Henrik Budde har fået uropført sin basunkoncert med basunist Jesper Busk Sørensen fra Berliner Filharmonikerne som solist. Hør den i P2-koncerten i aften.

Komponist Henrik Budde

I aftenens P2-Koncert fra Musikkens Hus i Ålborg er der fint besøg af fem musikere fra Berliner Filharmonikerne, som denne aften ekstraordinært optræder som solister sammen med Aalborg Symfoniorkester.

Hør koncerten her

De fem solister spiller klassiske værker valgt af solisterne selv. Særligt interessant er uropførelsen af danske Henrik Buddes 'Trombone Concert' for basun. Solist bliver Berliner Filharmonikernes eneste danske musiker, basunist Jesper Busk Sørensen.

Jesper Busk har samarbejdet med Henrik Budde tidligere, men er også gerne koncertgæst. Han udtaler således, at værket 'Terribly Cold an Nearly Dark' af Henrik Budde opført af Ensemble Lydenskab i Aarhus er en af de stærkeste musikalske oplevelser, han har haft.

Jesper Busk Sørensen

Sonningtalent 2015

Henrik Budde modtog Léonie Sonnings talentpris i 2015 for sit virke som komponist.

Henrik Budde

Henrik Budde er født i 1982.

Han er komponist, orkestrator og dirigent.

Modtog Leonié Sonnings Musiktalentpris i 2015.

henrikbudde.com

- Jeg boede i Oslo, da jeg fik at vide, at jeg havde fået stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond, siger komponist Henrik Budde.

- Der lå en stor kuvert i min postkasse, der ellers som regel var tom. Da jeg så, at det var fra et ukendt advokatfirma, tænkte jeg: Uh, hvad har jeg nu gjort! Jeg var på vej over at handle - komponister skal jo også spise - og greb det med i farten. På vejen til købmanden læste jeg det, og først der, gik det op for mig, at jeg havde fået 60.000 kroner - det er altså mange penge for en komponist, understreger Henrik Budde.

Mød Henrik Budde

Grillkylling til den hjemløse

- Uden for butikken sad en hjemløs mand. Jeg så ham på vejen ind og besluttede at købe en færdig grillkylling til ham. Jeg syntes også, at det skulle dryppe lidt på ham, så det ikke kun var mig, der fik noget, siger Henrik.

https://www.youtube.com/watch?v=vCVIXa5UlGQ

Henrik Budde har altid en lille læderindbundet notesbog med sig. Noter bliver til ideer.

- Jeg prøver at aktivere det ubevidste; ting i min bevidsthed, som jeg ellers ikke har adgang til. Når jeg får et indfald, skriver jeg det ned i notesbogen. Det fører så til et nyt indfald, som jeg skriver ned, forklarer Henrik.

- Jeg bruger noterne i en særlig associationsteknik og image streaming. I processen forsøger jeg at slippe kontrollen og perfektionerne, og se, hvor det fører mig hen. Idé nummer 17 giver måske ikke mening, men det gør idé nummer 3 og 18 så. I den proces er jeg ikke bundet af hvilken form, udtrykket skal have; det kan være musik, film eller noget andet.

Filmkomposition i Hollywood

Stipendiet brugte Henrik til en tur til Hollywood for at dygtiggøre sig som filmkomponist.

- Jeg har fået lov at gå to dygtige filmkomponister i bedene. Det bliver helt fantastisk. De to komponister er Tim Simonec, som orkestrerer for Michael Giacchino, og Jack Smalley, som blandt andet har lavet filmmusikken til 'Den sidste mohikaner' og har undervist i filmkomposition på UCLA-universitetet.

Jeg får lov at komme med ind i deres værksted og følge hele processen fra idé og skitse til færdigt værk. Jeg ser frem til at udveksle erfaringer med de to og håber, at opholdet kan være en inspiration for mig, når jeg skal komponere musikken til en ny, stor dansk TV-serie, som lanceres i 2016/2017, siger han.

P2 LIVE



lige nu
På opdagelse

En lystrejse i ord og toner. I anden time: Bruch: Violinkoncert. Nikolaj Znaider, Violin. London Filharmonikerne. Dirigent: Lawrence Foster. Vært: Helge Baun Sørensen. www.dr.dk/p2 (Genudsendelse fra 12.15).