Del din julefortælling låge nr. 05

Luk op for P2's julekalender 2016. Vi deler gode julefortællinger og din kan også være med.

Oluf Nielsen fortæller om en helt særlig udgave af Glade jul.

Luk op for låge nummer fem og hør Oluf Nielsen fortælle om en ganske særlig udgave af Glade jul.

Låge 05

Min historie foregår under krigen, hvor tyskerne havde besat vores land. Poul Johansen, min gamle korleder, sad i kirken og spillede, da en tysk soldat kom ind og spurgte, om han måtte spille på orglet.

Det var et svært spørgsmål at svare på, for Aalborg var et af de steder, hvor der var stærke følelser imod at havde noget med tyskerne at gøre. Blandt andet på grund af de første henrettelser af modstandsfolk.

Poul Johansen, der har fortalt mig historien, turde ikke andet end at lade ham spille. Og så viste soldaten sig at være en fremragende organist. Han kom tilbage flere gange og efterhånden udviklede de en slags venskab på tværs af deres nationale tilhørsforhold. De havde musikken til fælles.

En dag sagde soldaten, at han ikke ville komme igen: "Jeg skal til østfronten," fortalte han. Det var han ret ulykkelig over, og det blev Johansen også ked af, da det var et sted man ikke kom tilbage fra.

De talte sammen, og tyskeren, der var organist i domkirken i Køln, forærede Poul Johansen et arrangement han havde lavet af Stille Nat, hellige nat. Den sang vi kender som Glade jul, dejlige jul…

Hør den ukendte tyske organists arrangement af Stille nat, hellige nat under ledelse af Poul Johansen.

Facebook
Twitter