Del din julefortælling låge nr. 24

Der blev ikke holdt jul i Karsten Pharaos barndomshjem, så det har han måttet indhente senere.

Karsten Pharao voksede op som juleløst barn.

Først var der ingen jul, så var der meget jul og nu skærer Karsten Pharao igen lidt ned på juleriet.

Jeg var et juleløst barn. Og det var egentlig ikke så slemt, som det lyder. Min mor var Jehovas vidne og min far var indifferent, så det var min mor, der tog sig af min og min lillesøsters opdragelse. Det indebar, at der ikke blev fejret jul. Som lille er man jo overbevist om, at de voksne har ret, så jeg gjorde nærmest nar ad naboerne, der havde vat i vinduet og alt sådan noget. Sikke noget pjat! Juleaften, det var jo en almindelig hverdag hos os og nogle gange skulle vi til møde i rigssalen. Jeg kan huske en gang vi var sent på den, hvor min mor serverede kogte røde pølser… Bare med brød og sennep og ketchup.

Da jeg blev større, opdagede jeg, at jeg ikke kunne tro på det der. Da jeg nåede konfirmationsalderen havde jeg skubbet min dåb og fik fortalt min mor, at det var det rene hykleri og det var kun for for hendes skyld og at jeg ikke troede på det. Jeg boede stadigvæk hjemme og havde nogle hyggelige aftener, med bøger og egne plader.

Det var først da flyttede hjemmefra og fik en kæreste. Jeg kom med hjem til hendes familie og de fejrede jul. Det var fantastisk hyggeligt og de havde en masse traditioner, de holdt fast i. Så da jeg selv fik børn, var jeg vild med jul og begyndte at dyrke det der med at pakke gaver ind og det var rigtig hyggeligt. Da børnene så flyttede hjemmefra, blev det lidt mere enkelt. Jeg har siddet en juleaften og spist en spinattærte. Nu er der så kommet børnebørn og det hele starter forfra. Det går vildt for sig med gaver, der bliver flået op og jeg gør mig ikke så meget umage med gaveindpakningen mere. Og dette er dejligt, at man kan gå tidligt hjem og overlade det hele til andre.Det er sådan set min udvikling: Fra stakkels juleløst barn, over julebegejstret yngre menneske til den mere julenøgterne bedstefar.

Karsten Pharao tænker ikke på en julesang, men på den her, som du nok kender.

Rigtig god jul fra P2

Facebook
Twitter