Det brede smil, som lyser om kap med gadelampen i silende regn, har bidt sig fast i filmhistorien og er blevet noget nær ikonisk.

Men der er meget mere i Gene Kelly end ’Singin’ in the Rain’ – i hvert fald hvis du spørger en vaskeægte fan som mig. Hans helt særlige stil som danser, skuespiller, sanger, koreograf og instruktør har præget musicalgenren enormt - og gør det stadig i dag.

Der blev virkelig slidt for det muntre smil.

Jeg opdagede selv hans film som teenager. Den første, jeg så, var Anchors Aweigh – og jeg kunne ikke undgå at blive både fascineret og en smule lykkeligere, for de syngende sømænd og glade Technicolor-farver er nærmest som en peptalk i form af en film.

Jeg blev øjeblikkeligt vildt begejstret for den verden, jeg blev lukket ind i. En verden af fantasi og opfindsomhed, jordbunden charme og vild energi.

For nylig læste en biografi om Gene Kelly – og noget af det, jeg blev mest imponeret over, var hans enorme arbejdsdisciplin: Der blev virkelig slidt for det muntre smil.

Brugte dansen til at vise følelser

Som navnet antyder, var Gene Kelly ud af en irsk immigrantfamilie, og han var nummer tre i en søskendeflok på fem, som alle blev skolet i dans fra en ung alder. Familien blev hårdt ramt af depressionen i 1930’erne, men de kom på fode igen ved at starte en danseskole, hvor Kelly arbejdede hårdt i en del år og fik skabt et godt renommé.

Først da han var godt oppe i 20’erne tog han til Broadway, hvor han til gengæld måtte starte helt fra bunden igen og kæmpe sig op til de større roller. Det betød også, at han kom relativt sent i gang med sin filmkarriere, og han havde rundet 30 år, før han ankom til Hollywood.

I Californien fik han ry som en disciplineret perfektionist med et til tider voldsomt temperament, for han forventede, at alle andre arbejdede lige så hårdt som ham selv.

Trailer for An American in Paris (1951)

Det har sikkert været frustrerende for nogen, men til gengæld er hans passion for mig at se så tydelig, at den nærmest smitter ud gennem skærmen.

Kellys filmdebut var Busby Berkeley-filmen ’For Me and My Gal’ fra 1942, men det reelle gennembrud kom først med filmen ’Cover Girl’ to år senere, hvor han spiller over for filmstjernen Rita Hayworth.

Allerede her fik han den slags påfund, der får mig til at bruge ordet ”genial” om Gene Kelly.

Han eksperimenterede nemlig med at bruge dansen til at afspejle karakterens følelsesmæssige tilstand – for eksempel i en ”alter ego”-dans, hvor han kæmper med sit eget spejlbillede, som hopper ud af en butiksrude. Uden tvivl det mest seværdige ved den film!

Gene Kelly vs. Fred Astair

’Cover Girl’ skød Kelly til tops på stjernehimlen, men her var der i forvejen en anden danser, som lyste klart op: I 1930’erne havde Fred Astair nemlig sat sig på toppen af poppen, hvad angik dans på film, så da Gene Kelly meldte sig på banen midt i 1940’erne, blev de uundgåeligt sammenlignet som konkurrenter.

Han var street, før det overhovedet var et udtryk, og ingen kan danse med en stige eller et stykke avispapir som Gene Kelly.

Om man er mest til Fred Astair eller Gene Kelly er muligvis et emne til evig diskussion, men for mig at se er Kelly en mere visionær kunstner, og hans stil og udstråling gør ham bare sejere end den mere glatte Fred Astair.

At sammenligne de to er måske ikke helt fair, for deres tilgang til kunsten var nemlig vidt forskellig. Mens Astair som regel var i smoking og høj hat og svingede rundt med Ginger Rogers i flotte omgivelser, så tog Kelly som regel en mere rå approach.

Gene Kelly i luften - iklædt de loafers og hvide sokker, som blandt andre Michael Jackson senerehen tog til sig. (Foto: Hulton Archive © Hulton Archive)

Hans dansegulv var et fortov, en lade, en byggeplads, et køkkengulv. Hans uniform var jeans og T-shirt – og de hvide sokker og sorte loafers, som en vis "konge af pop" senere lod sig inspirere af.

Hans dansestil var udfordrende og atletisk, nærmest som en olympisk disciplin, sublim teknik tilført akrobatiske stunts, og han gjorde brug af omgivelser og rekvisitter på sjove og overraskende måder.

Han var street, før det overhovedet var et udtryk, og ingen kan danse med en stige eller et stykke avispapir som Gene Kelly, hvis du spørger mig.

Rykkede ved musicals med sine eksperimenter

Når jeg ser en god musical, kan det være lidt som at forsvinde ind i et parallelt univers. Det ligner vores, men alting er lidt forstærket og forstørret – følelser, farver og rum.

Gene Kelly betragtede det som en af sine største udfordringer at udfylde ’rummet’ på skærmen på en optimal måde. Primært fordi kameraet ofte kommer til at beskære dele af dansen væk, men også fordi bevægelserne bliver opfattet anderledes på film end på en Broadway-scene.

Trailer for Singing in the Rain

Han udviklede et særligt godt øje for at kombinere koreografi med en bred skærm i 2D. Med tiden fik han også øget sin indflydelse som koreograf og instruktør, og de fleste af hans film rykkede i større eller mindre grad ved hele musicalgenren via de konstante eksperimenter.

Jeg udfordrer dig til at se filmene uden at blive i overdrevet godt humør og få lyst til danse!

Gene Kellys karriere toppede med ’Singin’ in the Rain’ i 1952, hvorefter han sammen med resten af kollegerne fra Hollywoods ”guldalder” fik færre store succeser. På sine ældre dage var han i højere grad bag kameraet – han instruerede blandt andet klassikeren ’Hello Dolly!’ fra 1969.

Som dedikeret fan har jeg udvalgt en håndfuld af Kellys film, som du ikke må gå glip af, hvis du er vild med musicals, men der er naturligvis mange flere, hvor de kommer fra.

Jeg udfordrer dig til at se dem uden at blive i overdrevet godt humør og få lyst til danse!

Achors Aweigh (1945)

Denne Technicolor-drøm af en musical (lad dig ikke snyde af sort-hvid-billederne) var mit første møde med Gene Kelly og måske også derfor min personlige favorit.

Jeg blev nemlig fuldstændig opslugt af dens stemning og tidsånd fyldt med uskyld, ukuelig optimisme og hyldest til de unge mænd i uniform, som deltog i Anden Verdenskrig.

I filmen får Kelly virkelig demonstreret sin overlegne fysik i de dansesekvenser, han udfører alene – og sammen med tegnefilmsmusen Jerry i en filmteknisk innoverende eventyrscene.

Det var den første i en række af tre film, hvor han dannede makkerpar med den unge Frank Sinatra – datidens største hjerteknuser og hitlistehelt. ”Old Blue Eyes” danser ikke særlig godt, men får til gengæld croonet løs på et niveau, hvor hverken Kelly eller særligt mange andre kan være med.

The Pirate (1948)

Igen er det de meget fysisk krævende sekvenser, som, jeg synes, er de mest imponerende.

Inspireret af stumfilmens ultimative swashbuckler, Douglas Fairbanks, kaster Gene Kelly sig ud i dramatiske stunts som en del af sine danseoptrin ogbruger især fysisk komik til at fortælle historien om en wannabe-pirat, der vil vinde Judy Garlands hjerte for enhver pris.

Ud over en actionpræget drømmesekvens med krudt og røg, er et af filmens højdepunkter nummeret ’Be a Clown’, som Kelly udfører sammen med The Nicholas Brothers – et virkelig stærkt team!

Artiklen fortsætter nedenfor!

On the Town (1949)

”New York, New York, it's a wonderful town”, og det kan man rent faktisk se i denne musical, som højst usædvanligt for dens tid har en del udendørsscener filmet on location i det store æble. Det gør den mindre klaustrofobisk end de fleste andre musicals, som dengang blev filmet i store filmstudier med malede baggrunde.

Filmen foregår over et enkelt døgn, så hvor meget kan der lige nå at ske for tre sømænd på storbyeventyr? Temmelig meget åbenbart! Så man skal lige bære over med den ret så urealistiske tidsramme.

Filmens hyldest til det urbane liv, stilismen, de blokfarvede kostumer med mere har til gengæld inspireret mange andre store musicalhits – for eksempel West Side Story og sidste års ’La La Land’.

An American in Paris (1951)

Både ’A Streetcar named Desire’ og ’A Place in the Sun’ måtte se sig slået af denne musical, da der blev delt Oscar ud for bedste film i 1952. Her spiller Kelly en fattig, men munter amerikansk kunstner i Paris, og den talentfulde franske ballerina Leslie Caron har den kvindelige hovedrolle.

Kelly får både brugt sin elskelige humor og imponerende moves i Paris’ gader, som i højere grad er præget af impressionisme og sarte toner end de vilde primærfarver, man oftest ser ham i.

En 17 minutter lang ballet i slutningen af filmen er det kunstneriske klimaks, hvor Gene Kelly for alvor får sat en tyk streg under sit helt unikke talent for at formidle dans på film. Det er ganske enkelt spektakulært!

Singin’ in the Rain (1952)

Efter lidt over et årti i Hollywood havde Kelly den topform og erfaring, der skulle til for at lave den måske mest fuldendte filmmusical nogensinde.

Sammen med Stanley Donen instruerede han filmen. Han lavede koreografi og lyste skærmen op som hovedpersonen, stumfilmsstjernen Don Lockwood, der bliver fanget i overgangen til lydfilm og beslutter sig for at lave musicals i stedet (lidt ligesom i The Artist fra 2011 …)

Ud over den ikoniske dans i regnen er filmen pakket med humor, skarpe replikker og fantastiske præstationer hele vejen rundt. Igen brillerer Gene Kelly med en langvarig sekvens hen mod slutningen – den imponerende ’Broadway Melody’, som er en lille fortælling i sig selv – og danseoptrinene med ham og Donald O’Connor er en demonstration i stepdans, der kan få enhver til at tabe kæben.

Stine Bødker

  • Stine er journalist og social media-manager i DR Nyheder.
  • Desuden er hun blandt andet fan af Star Wars - og Gene Kelly.

P2 LIVE



lige nu
Natsværmeren

- med klassisk musik og det, der ligner. Vært: Katrine Ring. www.dr.dk/p2 (Genudsendelse fra 22.00).