Ebba har gået til samme koncert i 56 år: Dengang kunne man godt drikke en elefantøl

Den traditionsrige torsdagskoncert fylder 85 - og gennem størstedelen af årene har Ebba Høeg siddet blandt tilskuerne.

Koncertsalen er ikke den samme, musikerne heller ikke - men på stolerækkerne sidder der mindst en blandt publikum, der også var der for et halvt århundrede siden.

Siden 1962 har Ebba Høeg nemlig været fast gæst til torsdagskoncertene med DR Symfoniorkestret, først i Radiohuset og nu i DR Koncerthuset i København. Og musikken har stadig stor indvirkning på hende:

- Jeg bliver så rørt, at jeg flyver hjem på min cykel og er i en anden verden, siger 83-årige Ebba Høeg, som du kan se i videoen ovenfor.

Nogle ting har dog ændret sig gennem årene, fortæller Ebba Høeg. Blandt andet kunne musikerne før i tiden godt drikke en elefantøl - også før koncerten! For en ordens skyld skal det siges, at orkestret dengang stadig var i stand til at tiltrække dirigenter af temmelig stor karat.

433.000 lyttede med sidste sæson

Den første torsdagskoncert blev afholdt 28. september 1933, for nu præcis 85 år siden. Og i dag kommer koncerterne stadig i kontakt med rigtig mange danskere:

Foruden de 1.800 pladser i selve salen hver aften, lyttede 433.000 danskere til P2s transmission af mindst en af de 25 torsdagskoncerter, DR SymfoniOrkestret spillede sidste sæson.

Ifølge P2s Mathias Hammer er torsdagskoncerten netop tænkt som alle danskeres mulighed for at møde den store, klassiske musik:

- Det er en koncertbegivenhed i verdensklasse. Det er en stor musikalsk begivenhed hver eneste torsdag, fordi vi har et symfoniorkester, der spiller top godt, og som har både de kunstneriske og økonomiske kræfter til at spille det absolut største, mest krævende program med de bedste dirigenter og de bedste solister i de smukkeste rammer, siger Mathias Hammer til DR2 Dagen.

Du kan se mere om torsdagskoncerten i DR2 Dagens interview med Mathias Hammer, musiker Christina Åstrand og musikanmelder Søren Shauser her:

Se DR 2 Dagen: Torsdagskoncerten 85 år

Facebook
Twitter