Endelig forår: Fem koncerter, du ikke må gå glip af i maj

Gå gennem forårets sidste måned med disse syv koncerter, du kan nyde hjemme som ude.

Copenhagen Piano Quartet er bare ét af de navne, du kan høre i maj måneds koncerter - både i de danske koncertsale og i radioen på P2. (Foto: www.thorbjornfessel.dk © www.thorbjornfessel.dk)

Maj måned byder på et varieret koncertprogram, der lyder ligeså godt som prognoserne for varmere vejr.

Så skulle det være et stykke overmenneskelig orkestermusik, kammermusik med ungdommelig gennemslagskraft eller Danmarks største festival for ny kompositionsmusik?

P2 Koncerten i maj

Hvad enten du sidder ved radioen eller tager til en af landets koncertsale, kan du forlyste dig med klassisk musik henover maj måned.

P2 sender en koncert hver aften 19.20 - her giver P2's redaktør Esben Tange dig syv koncerter, der springer i ørerne som særligt gode oplevelser i maj måned - både live og i radioen:

Overmenneskelig orkestermusik

Richard Strauss' 'Also Sprach Zarathustra' kender mange fra indledningen på Kubrick-filmen 'Rumrejsen år 2001'.

Det er spektakulær orkestermusik i alle regnbuens farver, med en solopgang til verdens skabelse som startpunkt. Og nu kan du høre den med DR SymfoniOrkestret og en russisk dirigent:

- Den unge russiske dirigent Vasily Petrenko er mand for at fyre op under den symfoniske musik med et stærk blik for det sublime og for musikkens ekstatiske sider, siger Esben Tange om aftenens program, der også byder på Liszt og Bartok.

Torsdag 4. maj kl. 19.30, Koncerthuset i DR Byen. Der er stadig billetter til koncerten, der sendes direkte på P2.

Originale fortolkninger fra ung strygekvartet

Den Danske Strygekvartet er en succes på den internationale kammermusikscene og garanterer originale fortolkninger med gennemslagskraft.

P2 sender for første gang fra deres egen koncertserie – 'Series of 4' – hvor de spiller sammen med venner fra Lincoln Center i New York.

- 'Series of 4' er en hjertesag for Den Danske Strygekvartet og i samspil med musikalske venner fra Lincoln Center i New York, og i musik af Sjostakovitj og Dvorak, er der lagt op til kammermusik, der emmer af både indestængt vrede og passion, siger Esben Tange.

Torsdag 4. maj klokken 19.30, Konservatoriets Koncertsal i København. Der er stadig ledige billetter til koncerten, der sendes på P2 5. maj 19.20.

Dødsmærket eksistensmusik

- Der er dynamit i Adam Fischers dirigenthjerte, og med Mahlers sortfarvede Symfoni nr. 6 er kursen sat for en bevægende tur i dødsriget, siger Esben Tange om torsdagskoncerten, der sendes direkte fra Koncerthuset.

For første gang siden 1995 står den ungarske dirigent i spidsen for DR SymfoniOrkestret, der opfører Mahlers dødsmærkede Symfoni nr. 6 - musik, der går lige i marv og ben, og undervejs byder på tre sønderrivende hammerslag, der nærmest flækker selve eksistensen.

Torsdag 18. maj klokken 19.30, Koncerthuset i DR Byen. Der er stadig billetter til koncerten, der sendes direkte på P2.

Schuberts skønneste værk

Danmarks Underholdningsorkester og DR VokalEnsemblet har slået sig sammen om at opføre et af Schuberts skønneste værker: Messen i Es-dur.

Inden da får du også en af Mozarts Klaverkoncert nr. 9 'Jeunehomme' med Katrine Gislinge som solist.

Søndag 14. maj klokken 16. Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Der er stadig billetter til koncerten. Koncerten sendes 17. maj klokken 19.20 på P2.

Wagner-operaer fra prisvindende dirigent

Alexander Vedernikov blev ved P2 Prisen 2017 hyldet som Årets internationale navn i Danmark for sine fremragende opførelser af Wagner-operaer sammen med Odense Symfoniorkester.

- Alexander Vedernikov er mand for at få danske musikere til at gå planken ud i den store kunsts tjeneste. Med Wagners 'Ragnarok' på nodepultene er der dømt verdens undergang for fuld musik, lover Esben Tange.

'Ragnarok' er sidste del af Wagners 'Nibelungens Ring', hvorefter Alexander Vedernikov forlader Odense for at blive chefdirigent for Det Kongelige Kapel til efteråret.

20. maj kl. 15, Carl Nielsen Salen i Odeon, Odense Koncerthus. Der er stadig billetter til koncerten, der sendes på P2 den 27. maj 19.20.

Vital forundring

- Med helt ny musik af yngre danske navne, har Klang-festival 2017 opskriften på musik, der holder dig i live, siger Esben Tange.

Blandt andre Copenhagen Piano Quartet gæsterfestivalen og spiller ny musik af tre af de vigtigste yngre danske komponistnavne: Rune Glerup, Nicolai Worsaae og Martin Stauning.

- Her er berettiget håb om vital forundring og nedslag af skønhed, lover Esben Tange.

Søndag 28. maj klokken 20, Koncertkirken i København. Der er stadig billetter til koncerten, der sendes 29. maj klokken 19.20 på P2.

Nye klassikere og helt ny klassisk

Direkte fra Tivolis Koncertsal spiller Athelas Sinfonietta nyere klassikere af Per Nørgård og Ligeti samt helt nye værker af James Black og Niels Rønsholdt.

Det hele bliver ledet af den franske dirigent Pierre-André Valade, og er ligeledes en del af Klang 2017, festivalen for ny dansk kompositionsmusik.

Tirsdag 30. maj klokken 19.30, Tivolis Koncertsal. Der er stadig billetter til koncerten, som sendes direkte på P2.

Facebook
Twitter