Fire spanske kvinder tager kampen op i dansk konkurrence: Vi får masser af smileyer fra Barcelona

Der er hele otte saxofoner med i P2's Kammermusikkonkurrence. Fire af dem kommer fra Barcelona.

Saxofonkvartetten her hedder Vela Quartet, og de er flyttet hele vejen fra Barcelona til Aarhus. (Foto: Martin Fält © Dr)

Det tog fire unge klassiske saxofonister fra Barcelona omkring to måneder at beslutte sig for at flytte hele vejen til Danmark.

Inden da havde Carla, Marta, Marina og Laura studeret, både sammen og hver for sig, i flere forskellige lande.

Marina Rosés var havnet i Aarhus og blevet forelsket i det danske kulturliv. Og i 2016 lykkedes det hende at overtale de tre andre til også at tage springet og flytte nordpå til den jyske hovedstad.

- Når jeg forsøgte at finde en grund til ikke at rejse til Danmark, så kunne jeg ikke. Det skulle vi bare, siger Marta Bellés Muñoz.

Et nyt liv i Aarhus

Det var Laura Allès Pascual og Carla Obach Esteban heldigvis enige i – og så gik turen til Aarhus og Det Jyske Musikkonservatorium. Nu bor de sammen i et hus i Solbjerg og har dannet kvartetten Vela Quartet.

- Det føltes meget mærkeligt at få et helt nyt liv her, fortæller Carla Obach Esteban.

- Men det var den helt rigtige beslutning. Det der overraskede mig mest var, at alle mennesker så afslappede her. I Spanien er vi meget stressede og skal hele tiden nå alt muligt.

(Foto: Martin Fält © Dr)

I dag er en vigtig dag for de tre kvinder i Quartet Vela.

De skal nemlig spille foran juryen og det fremmødte publikum ved P2's Kammermusikkonkurrence, som afholdes i DR Byen i København.

Og der er meget, der skal gå op, for at man kan danne en vellykket kvartet.

- Vi har alle sammen spillet med andre i mange år, fortæller Marta Bellés Muñoz.

- Det er ret kompliceret, når man er fire mennesker. Vi skal kunne give hinanden kritik uden at fornærme og uden at være alt for høflige. Og så skal vi selvfølgelig være stolte af den musik, vi spiller.

Hør en af Quartet Velas optrædener her:

Robin Hoffmann: Der blutige Schaffner - Vela Kvartet

'Alle tror, at vi spiller jazz'

  • Quartet Vela er – pudsigt nok – ikke den eneste saxofonkvartet, som deltager i P2's Kammermusikkonkurrence. Den nordiske gruppe Jór Saxofonkvartet er også på programmet, og de har også base i Aarhus.
  • - I Danmark er saxofoner mest tænkt på som et jazzinstrument. Alle tror, at vi spiller jazz. Der er mange, der ikke forstår, hvordan man spiller klassisk musik på en saxofon.
  • Hør to af Jórs optrædener her:
  • Francaix: Petit Quatuor komplet - Jor Saxkvartet
  • David Maslanka: Recitation Book Komplet - Jor Saxkvartet

'Vi skal øve hele aftenen'

Efter de to kvartetters optrædener er det tid til en lille pause.

Instrumenterne bliver lagt i kasser, og tøjet bliver skiftet ud med noget mere afslappende.

Det er blevet mørkt udenfor, da juryen vender tilbage med resultatet af deres votering sidst på eftermiddagen. De har været halvanden time om at finde frem til, hvilke ensembler der skal videre til semifinalen fredag, og hvilke værker de så skal optræde med.

Begge saxofonkvartetter går videre – men der bliver ikke tid til afslapning og fejring, fortæller en synligt lettet Carla Obach Esteban fra Quartet Vela.

- Vi har virkelig arbejdet hårdt, så det føles enormt godt! Nu skal vi bare øve hele aftenen og også lidt i morgen inden semifinalen. Vi er virkelig glade, selvom det ikke kom helt bag på os. Ikke fordi, vi hørte de andre ensembler – vi havde bare en god følelse.

Hjemme i Barcelona har de fire unge saxofonisters familier fulgt med i programmet direkte på P2. Nu har saxofonisterne overbragt dem de gode nyheder.

- De sender mange smileyer, griner Carla Obach Esteban.

De to kvartetter har begge base i Aarhus. (Foto: Martin Fält © Dr)

Her er semifinalisterne i P2's Kammermusikkonkurrence 2017

  • Nordic String Quartet (strygekvartet)
    To violiner, en bratsch og en cello i hænderne på en færing, en islænding og to danskere. Kvartetten blev dannet i 2013 og har på få år markeret sig på den skandinaviske musikscene. Tidligere i år fik de en Sonning talentpris.
  • Aros Guitar Duo
    Guitaristerne Simon og Mikkel går på Musikkonservatoriet i København, men makkerparret har blandt andet også fået undervisning i Barcelona. Duoen blev dannet tilbage i 2009 op til en koncertrække i Bergen.
  • Jór Saxofonkvartet
    Fire kvindlige saxofonister, som har base i Aarhus. De går alle på Det Jyske Musikkonservatorium og er hver for sig både aktive solister og kammermusikere. De har alle spillet i utroligt mange lande og vundet konkurrencer i ind- og udland.
  • Erlendis Quartet (guitarkvartet)
    Ensemblet blev dannet i 2013, og i år afslutter kvartetten solistuddannelsen i kammermusik på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Kvartetten har har vundet flere internationale konkurrencer, og gruppens navn betyder 'ud over grænsen' på Islandsk.
  • Ventus (fløjte og klarinet)
    Michaela og Louise har dannet duo siden 2016 og spillet koncerter i Sydsverige og København. Begge studerer på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. I 2017 er de udvalgt til at deltage i The 9th Osaka International Chamber Music Competition i Japan.
  • Quartet Vela (saxofonkvartet)
    Kvartetten er dannet i 2012 i Barcelona, men i dag bor alle fire spanske medlemmer i Aarhus. Sammen har de spillet mange steder i Spanien, og i Danmark har de blandt andet spillet koncerter i Musikhuset Aarhus og Musikkens Hus i Aalborg.

P2 LIVE



lige nu
Grammofon

- med Mette Greiffenberg. Ikke så meget snak ... www.dr.dk/p2 (Sendes også i morgen 5.03).