Fulde musikere og Mozart på dansk: Her er 8 traditioner fra vi har glemt fra musikscenen

Den klassiske musik er mere ædru og langt mere international i dag, end den var for bare et par årtier siden.

For ikke så længe siden blev der sunget på dansk i operaerne på Det Kongelige Teater - og ikke tysk og italiensk. (Foto: Walther Månsson © sCANPIX)

De fleste, der sætter sig til rette i en koncertsal, forventer, at symfoniorkestret har øvet sig på forhånd - og at musikerne i øvrigt er ædru både før og efter pausen.

Men sådan var det ikke nødvendigvis for bare 30 år siden. Der blev Tryllefløjte sunget på dansk på Det Kongelige Teater, Tivoligarden fik banket rytmen ind med et økseskaft, og blæsernes vibrato afslørede, om orkestret kom fra Rusland.

Siden globaliseringen skyllede ind over den klassiske musik, er den blevet skrubbet ren for mange af dens særpræg.

Dem ser fløjtenist og musikformidler Henrik Engelbrecht nærmere på i podcastserien 'De tabte traditioner', hvor han giver et bud på, hvad det betyder for musikken, at den er blevet mere ren og ensrettet.

Her er otte af de "stolte" traditioner, vi er ved at glemme:

1. Mozart og Puccini på dansk

(Foto: MARTIN DAM KRISTENSEN)

Frem til 1980'erne kunne man synke ned i Det Kongelige Teater polstrede sæder og se opera uden at skele til skærmen over scenen for at få oversættelsen med.

Operaerne blev nemlig oversat til dansk - et stort og krævende arbejde, hvor især operasanger Holger Boland var kendt for at være så god, at værkerne nærmest blev bedre, når han havde haft fingrene i dem.

Da operasanger Sten Byriel kom til Det Kongelige Teater i 1978, startede han med seks måneders repliklære for at lægge sin jyske dialekt fra sig og lære at synge på rigsdansk.

I dag bliver alt sunget på originalsprog, og sangerne bliver fløjet rundt i hele verden. Men selvom kvaliteten måske er blevet højere, synes Sten Byriel også, at en del af oplevelsen er gået tabt.

- Det er trist, men det er en konsekvens af den tid, vi lever i, hvor alt skal være ens over hele verden. Det er de samme burgerkæder og de samme IKEA-møbler, vi har overalt, og det samme er sket med operaen, fortæller han.

2. Hårdtslående pædagogik i Tivoligarden

(Foto: Vitus Nielsen)

En anden tradition, der er gået fløjten, er den hårdtslående pædagogik - eller måske snarere den hårdtslående mangel på samme.

Toke Lund Christiansen har været fløjtenist i DR SymfoniOrkestret i 44 år, og er docent på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det hele startede, da han fik slået rytmen fast som barn i Tivoligarden. Bogstaveligt talt.

- Vores musiklærer underviste med et økseskaft. Det gik han rundt og slog ned i nodestativerne, indtil skaftet gik i stykker, og han måtte skaffe et nyt. Hvis vi ikke kunne rytmen, slog han os temmelig hårdt på skulderen med økseskaftet.

- Ikke for at slå som sådan, men for at slå rytmen ind i os. Vi er meget rytmiske, os der var med i Tivoligarden dengang, husker han om sin start på musikkarrieren.

3. Klirrende flasker for fuld udblæsning

(Foto: MORTEN JUHL)

Øl og snaps var en del af kantinens udvalg på mange arbejdspladser for 30 år siden, og sådan var det også i orkestrene.

Det var derfor ikke kun musikken, der gjorde indtryk, da cellist Morten Zeuthen spillede sin første koncert som 21-årig i 1972.

- Jeg kan huske, jeg syntes, det var meget påfaldende, at vores solobassist ikke kom ind igen efter pausen. Og da han endelig indfandt sig på scenen igen efter et par Lumbye-numre, var hans taske så smækfuld af flasker, at det raslede, da han satte den fra sig.

Også i Tivolis orkestre klirrede det godt i pauserne dengang. Bent Berthelsen var fløjtenist i haven i 50'erne, og han husker tydeligt, hvordan selv de store, berømte dirigenter fra udlandet gik med musikerne på druk - inden koncerterne.

- Der var stimulanser over hele linjen. Nogle gange følte jeg, at jeg var den eneste, der var ædru, når vi spillede, fortæller han.

4. Panik i koncertsalene

(Foto: Simon Læssøe © Simon Læssøe/ sils@berlingskemedia.dk)

Lyset var ikke altid slukket særlig længe ad gangen i de københavnske koncertsale tilbage i 1980'erne.

Hornist Piet Castillo spillede i Tivoli i den periode og husker tilbage på en tid, hvor der ofte var flere koncerter, end der næsten var tid til.

- Der var mange flere koncerter dengang, og der var også koncerter uden prøver først. Dem kaldte vi panikaftener, fortæller han.

Siden har man lagt panikken og de prøveløse koncerter bag sig, hvilket Piet Castillo både kan se fordele og ulemper ved.

- Der er færre koncerter i dag, og der er altid prøver først, så der er mere tid til at få tingene pudset af, og få det op på et lidt højere niveau. Men omvendt er der meget af det, vi spillede dengang, som man aldrig spiller mere, siger han.

5. Mesterlære i orkestergraven

(Foto: UKENDT)

I dag kan man næsten ikke komme uden om en tur forbi et af verdens musikkonservatorier, hvis man har planer om at ende i orkestergraven hos Det Kongelige Kapel.

Men sådan har det ikke altid været. Violinist Troels Svendsen gik helt bevidst en stor bue uden om den etablerede skole på sin vej mod en af de eftertragtede pladser.

I stedet er han udelukkende uddannet i en form for mesterlære af en række af dem, der spillede i Det Kongelige Kapel. En mesterlære, der startede allerede da han var omkring 12-13 år gammel.

- Det var egentlig ret gammeldags, også på den tid. Jeg er nok en af de sidste, der er blevet uddannet - eller opdraget - på den måde. Senere har jeg tænkt på, at jeg gerne ville have haft noget mere inspiration udefra.

- Min lærer fra orkestret mente, at konservatoriet brugte for meget tid på alt muligt andet. Det kan jeg nu godt stille spørgsmåltegn ved i dag, siger han.

6. Opera i sufflørkassen

(Foto: MORTEN JUHL)

Helt frem til 2011 udspillede der sig en helt særlig kunstart i sufflørkassen, når der var opera i Det Kongelige Teater. Indtil da fik sangerne nemlig hjælp til at huske teksterne med en sagte visken - og den kunst er der snart ingen, der kan længere.

Karen Hoffmann var operasufflør på Det Kongelige Teater i 45 år fra 1967. Da hun stoppede i 2011, var der ingen at give traditionen videre til. Posten var nemlig afskaffet.

- Jeg kom i mesterlære ved Grete Kordt, som sufflerede operaen på det tidspunkt. Jeg sad nærmest ved hendes side i døgndrift. Sådan ville man jo ikke gøre i dag. Til sidste sagde hun til mig: "Det skal nok blive til noget", siger Karen Hofmann.

I dag er der kun sjældent suffli på operaerne, og Karen Hofmann er en af de sidste herhjemme, der kan håndværket.

7. Musikanter med monopol

Længe før panikaftenerne i Tivoli og operasufflien i Det Kongelige Teater finder vi stadsmusikanterne. Traditionen stammer fra de italienske bystater i middelalderen.

- Stadsmusikanterne var ansat af den by, de spillede i, og de blev blandt andet brugt til at modtage fornemme gæster og til selskabeligheder på rådhuset, fortæller seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek Jens Henrik Koudal.

- Når de ikke blev brugt til festlige højtider, underviste de latineleverne i at spille musik, og så stod de ellers til rådighed for borgerne. Hvis man skulle bruge musik af en kvalitet, man betaler for, var man tvunget til at brug stadsmusikanterne, siger han.

Den første danske stadsmusikant blev ansat i Aarhus i år 1500-tallet, og i løbet af 1600- og 1700-tallet havde alle større danske byer deres egne musikere ansat.

8. Musikkens tabte dialekter

I dag skal man helst ikke spille for personligt, hvis man drømmer om en plads i et symfoniorkester. Men sådan har det ikke altid været.

Før i tiden kunne man høre, hvor musikeren kom fra, og ofte spillede de med så stærkt et personligt præg, at man også kunne høre, hvem det helt præcist var, der fik lyd i celloen, hornet og trombonen.

For messingblæsernes vedkommende kunne godt med vibrato afsløre, at musikeren formentlig var fra Rusland. Og mens han passede perfekt ind dér, ville han lyde helt forkert i et mindre vibrerende dansk orkester.

Globaliseringen har gjort musikken mere ensrettet. Og det er et tab, mener violinist Troels Svendsen.

- Det er en charme, der er gået tabt. Alle stræber efter det samme ideal i dag. Alle forøger at lyde, sådan som de bedste lyder. Nuancerne er visket ud. Man kan ikke længere høre forskel på verdens bedste orkestre, siger han.

Hvis du vil dykke længere ned i 'De tabte traditioner', kan du høre podcastserien her.

P2 LIVE



lige nu
Grammofon

- med Mette Greiffenberg. Ikke så meget snak ... www.dr.dk/p2 (Genudsendelse fra i går).