Fyld sommeren med skøn musik - i hængekøjen eller i hele Europa

Ferien er fuld af koncertoplevelser. Her er fem, du kan opleve rundt om i Europa - og i din radio hvor end du er.

Du behøver altså ikke kravle op i et træ med en violin for at nyde både natur og klassisk musik i ferien. P2 sender koncerter til dig hver aften - og du kan også selv få en på opleveren, hvis du rejser ud til koncerter i Europa. (Foto: Vlad Deep /Unsplash)

Du kan skylle sommeren ned med alt fra rock og hip hop til EDM og et stykke afslappende eller opildnende klassisk.

Hver aften i juli sender P2 Koncerten en storslået klassisk koncert i ørene på dig, ofte direkte fra der, hvor det sker.

Se alle julis koncerter på P2

Her er fem udvalgte koncerter fra udlandet, du kan nyde mens du holder ferie herhjemme. Eller opleve live, mens hvis du er på rette tid og sted.

Promenadekoncert i London

De traditionsrige engelske promenadekoncerter lægger fra land den 13. juli i Royal Albert Hall i London.

Musikken er engelsk, og byder på et helt nyt værk af den 40-årige komponist Anna Meredith samt Gustav Holsts populære astrologiske værk 'Planeterne'

En uge efter er det tid til at få Dannebrog frem, når den danske dirigent Thomas Søndergård går på podiet for at markere 100-året for komponisten Lili Boulangers død med musik af hende - samt Schumanns 4. symfoni.

The Proms i Royal Albert Hall. Der er få billetter tilbage til koncerterne, der sendes 16. juli (forskudt) og 20. juli (direkte) klokken 19.20 på P2.

Holst: 'Planeterne', 1. sats - 'Mars'. Simon Rattle og Berliner Filharmonikerne

Norsk sangfugl i en opera - i en opera

Den 31-årige norske sopran Lise Davidsen synger hovedrollen i den stjernebesatte opførelse af Richard Strauss' 'Ariadne på Naxos', der opføres til Aix-en-Provence festivalen i Frankrig.

Operaen kombinerer slapstick-komedie og skøn musik i en fortælling om kærlighed og kunst. Første akt handler faktisk om opsætningen af en opera - som så bliver opført i anden akt.

En opera i en opera - så får man næppe mere for pengene ...

'Ariadne på Naxos'. Operaen opføres seks gange mellem 6.-16. juli, og der er stadig billetter til salg. Sendes i P2 Operaaften den 14. juli klokken 19.20.

Richard Strauss: 'Ariadne på Naxos' - Ouverture. James Levine og Wiener Philharmonikerne

Sange fra Rhinen

Fra anden uge af juli og langt ind i august byder den tyske by Koblenz på RheinVokal festival, altså sangfestival ved den sagnomspundne Rhinflod.

Åbningskoncerten 8. juli er et overflødighedshorn af orkestermusik: uddrag af Berlioz' 'Trojanerne' og Schuberts 'Alfonso og Estrella', samt lieder af Schubert og Liszt, Brahms' Haydn-variationer og Schuberts Symfoni nr. 3.

Så fik vi - næsten - også det hele med. Den unge tyske tenor Julian Prégardien lægger stemme til.

Vokalfestival ved Rhinen. Fra 8. juli til 26. august. Der er stadig billetter til åbningskoncerten, som sendes i P2 Koncerten 18. juli klokken 19.20.

Hector Berlioz: 'Trojanerne', 5. akt - ' Inutiles regrets'. Bertrand de Billy og Bayerisches Staatsorchester. Solist: Jonas Kaufmann

Unge toner i alperne

I det sydvestlige Schweiz, ikke langt fra Italien og Frankrig, ligger byen Verbier.

For 25. år i træk bryster byen sig af sin egen klassiske musikfestival, der åbnes den 19. juli med blandt andet Saint-Saëns 'Introduktion og Rondo capriccioso', Mendelssohns første klaverkoncert og 'Glitter and be Gay' fra 100-års jubilaren Leonard Bernsteins opera 'Candide'.

Det er festivalens eget orkester, der spiller for, mens et yngre triumvirat står som solister: Den bare 22-årige pianist Georgi Li, den 17-årige violinist Daniel Lozakovich og den 33-årige sopran Pretty Yende.

Verbier Festival. 19. juli - 5. august. Der er stadig billetter til salg. Åbningskoncerten sendes direkte på P2 19. juli klokken 19.20.

Leonard Bernstein: 'Glitter and Be Gay' fra 'Candide'. Andrew Davis og London Filharmonikerne. Solist: Natalie Dessay_

Dansker på den franske riviera

Hvis ferien går til det sydlige Frankrig, så slå et smut forbi Montpellier.

Her kan du den 21. juli også støde ind i den danske dirigent Michael Schønwandt. Han skal nemlig samme aften dirigere Montpelliers Operaorkester gennem en koncertopførelse af 'Kassya'.

Det egentlig ufærdige værk er skrevet af den romantiske franske komponist Leo Delibes. Han er i operakredse bedre kendt for 'Lakmé', men arbejdede med 'Kassya' kort inden sin død i 1891.

Leo Délibes' 'Kassya'. 21. juli i Opéra Berlioz / Le Corum, Montpellier. Der er stadig billetter til koncerten, der sendes direkte på p2. klokken 19.20.

Leo Delibes: 'Viens, Mallika' fra 'Lakmé'. Michel Plasson og Toulouse Byorkester. Solist: Natalie Dessay

P2 LIVE



lige nu
På opdagelse

En lystrejse i ord og toner. I anden time: Fauré: Klaverkvartet nr. 1. Rikke Sandberg, Sigrun Edvaldsdottir, Oscar Perks, Mina Luka Fred og Johan Krarup. Vært: Svend Rastrup Andersen. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 11. juni). (Sendes også 00.15).