Gustavs gigantmusik skaber iltsvind i koncerthus

Mahlers 8. symfoni er lyden af universet, det synger. Det giver nogle praktiske udfordringer, når den i morgen bliver opført i Danmark.

Gustav Mahlers 8. og sidste symfoni suger luften ud af lokalet og sætter lyd på universet. Ved uropførelsen i München var der mere end 1.000 medvirkende på scenen.

Da P2-vært Carsten Wolf Andersen trådte ud af radiostudiet i går, tirsdag, lidt før frokost, var der en underlig luftmangel på kontoret.

- Hvorfor lugter her som omklædningsrummet til gymnastik i folkeskolen?, spurgte han sin kollega Lotte Heise.

Ruderne på P2-redaktionen var duggede, og der var iltmangel. I løbet af dagen henvendte flere kolleger sig til Carsten Wolf Andersen, der også er arbejdsmiljørepræsentant.

- De troede, kimaanlægget var gået i stykker, griner han.

Forklaringen var imidlertid en helt anden end tekniske installationer på P2-redaktionen, der deler bygning med DR Koncerthuset: Nemlig de mere end 300 medvirkende, der allesammen var til prøve på Mahlers megalomaniske 8. symfoni. Musik så stor, at den altså bogstavelig talt giver iltsvind!

Universet bryder ud i sang

Den østrigske komponist Gustav Mahler manglede ord, da han forsøgte at beskrive sin 8. symfoni:

- Det er det største, jeg har komponeret indtil nu. Og det er så mærkeligt i sin form og indhold, at det er umuligt at skrive om det. Forestil Dem, at universet bryder ud i sang. Ikke med menneskelige stemmer, men med kredsende planeter og sole, sagde han i sin tid i et forsøg på at forklare, hvad det var, han havde skrevet.

Omfanget af det, der skulle vise sig at blive hans største publikumssucces nogensinde, kom på ikke kun bag på publikum, men også på kunstneren selv.

Inspirationen havde for første gang ramt ham som et lyn fra en guddommelig himmel. Og ikke alene fandt han på en helt ny og banebrydende måde at bruge den menneskelige sangstemme på - han lavede også et værk, der mildest talt er en udfordring at opføre.

Mere end 1.000 medvirkende på scenen

Ved uropførelsen i Musik Festhalle i München i 1910 skulle der ikke mindre end 1.031 medvirkende på scenen for at sætte lyd på de kredsende planeter: 858 sangere, 171 orkestermusikere og Mahler selv som dirigent. Og næppe var første tone slået an, før værket havde fået tilnavnet 'Sinfonie der Tausend' ('De Tusindes Symfoni').

Koncerten blev en fantastisk succes - større triumf opnåede den omdiskuterede Mahler faktisk aldrig. Publikum klappede og stampede i 20 minutter, musikanmelderne var begejstrede, og rygterne rejste tværs over landegrænser og ramte bl.a. også de danske aviser.

Året efter døde Gustav Mahler af sit svage hjerte, men symfonien levede videre. I årene op til 1. Verdenskrig blev den opført mere end 30 gange, og der blev ofte konkurreret om at have så mange medvirkende med som muligt. Mahlers hollandske protegé, Willem Mengelberg, sidder vist stadig på rekorden, for ved en koncert i 1912 brugte han ikke bare 1.000, men 2.000 medvirkende på scenen.

Mahlers mærkeligste værk

Indtil Mahler kom på banen med sin 8. symfoni, brugte komponisterne ikke sang til andet end sang; den menneskelige stemme blev brugt til sætte ord på værkernes følelser og faldt ind i musikken på udvalgte steder.

Men da Mahler sad bøjet over noderne dén sommer for 101 år siden, gik det op for ham, at sangere og kor kunne bruges på en helt anden måde. Han kom på, at man kunne bruge stemmen som et instrument og besluttede sig for at fylde værket med sang fra start til slut.

- Det er egentlig mærkeligt, at der endnu ikke er nogen, der er faldet over den idé. Det skønneste instrument er givet den rolle, som det er bestemt til, og alligevel ikke kun som klang, for den menneskelige stemme frembærer her digterens tanke, forklarede han om sin nytænkning.

Af dén og mange andre årsager, er Mahlers 8. Symfoni er ikke bare hans mest omfangsrige, men nok også hans mærkeligste værk. Det er svært at overskue ved en enkelt gennemlytning, hvis man ikke har rustet sig på forhånd – og selv da er det em symfoni, man kan bruge hele livet på at lytte til.

Guddommelig inspiration

Første del af symfonien er som sagt en gigantisk hymne til Helligånden. I Mahlers opfattelse er det Helligånden, der tænder gnisten til inspirationen, kunsten og kærligheden. Helligånden gør mennesket i stand til at leve fuldt – og meningsfuldt.

Det oplevede Mahler hver gang han komponerede, og da han mødte den gamle hymnetekst til Helligånden, ramte den ham som et lyn.

- Jeg har aldrig arbejdet sådan; det var som en lynagtig vision, og det hele stod straks klart for mig; jeg behøvede blot at skrive det ned, som om det blev dikteret til mig.

Sådan har Mahler forklaret sit arbejde med første del af den gigantiske symfoni. Som en guddommelig diktat, han blot skulle indfange på linjerne i nodearket.

Fra guddommelig diktat til benhård Goethe

Anden del af Mahlers 8. symfoni tager på ingen måde tråden op fra den første.

Her tager han nemlig udgangspunkt i Goethes skæbnesvangre værk 'Faust' om den lærde Heinrich, der sælger sin sjæl til djævlen for at opnå endnu større visdom.

Goethes fortælling har inspireret kunstnere til alle tider, og har formentlig også rumsteret i Mahlers kreative hjerne i længere tid. I hvert fald havde han et fuldstændig tyndslidt eksemplar af 'Faust' liggende, som bar præg af at være læst og gennembladret mere end én gang.

Hvordan ideen til at gå fra Helligånden til Faust er opstået må stå hen i det uvisse. Helt sikkert er det imidlertid, at det på imponerende vis er lykkedes at smelte det hele sammen til et dragende og sammenhængende værk, som er lige som omfattende som det er overraskende.

Kosmiske favntag var en trend

Mahler var ikke alene om at sigte efter stjernerne i starten af forrige århundrede. Tværtimod var gigantiske musikværker en stærk tendens i de optimistiske år lige før 1. Verdenskrig.

I mange lande blev der tumlet med tanker om kæmpeværker, der stræbte efter en realisering af de største idéer.

I USA forsøgte Charles Ives at formulere planen for en ’Univers-symfoni’, hvor musikerne skulle være fordelt over bjerge og dale for at komme i samklang med sfærernes musik.

Den russiske komponist Skrjabin arbejdede på et ultimativt værk, som ville forene mennesket med Gud, hvis musikken blev opført i Himalaya i et dertil indrettet tempel.

Så selv om Mahlers 8. symfoni får universets kredsende planeter til at bryde ud i sang, er den helt nede på jorden sammenlignet med disse fantasterier.

Mahlers 8. symfoni - et sommerferieprojekt

  • Mahlers 8. symfoni fra 1906 er et af de mest omfangsrige værker, der nogensinde er skrevet.

  • Han havde i samme periode travlt som chefdirigent ved hofoperaen i Wien.

  • Kæmpeværket blev derfor han i løbet af hans sommerferie, hvor han var taget i skriverskjul i sit sommerhus i det sydlige Østrig.

Facebook
Twitter