Halleluja! 7 smukke koncerter der kan få dig i julestemning hele december

Klassisk musik og korsang er et perfekt match til højtiden. Her er 7 koncerter, du kan opleve live - og i radio og tv.

Julen er også en højtid for musik og sang. Her får du syv klassiske julekoncerter, du kan opleve live - eller i radio og tv. (Foto: Collage:dr.dk; foto: Rodion Kutsaev/Unsplash)

Lige om lidt er det december - og lige straks er det jul.

Ud over maden, gaverne, glimmer og gran, så er musikken en uundværlig ingrediens, når du skal finde julehumøret frem og holde det kørende i samtlige 24 dage til juleaften.

Ligesom juleaften er fuld af gamle traditioner, så er den klassiske musik og sang et fantastisk akkompagnement til højtiden. Landet over er der masser af koncerter i kirker og koncertsale, der kan give dig julelys i øjnene hver eneste mørke decemberaften.

Her får du syv forslag, som du også kan opleve hjemme i stuen på DRs radio- og tv-kanaler: fra første lys i adventskransen tændes og lige til kartoflerne skal brunes.

Kom i klassisk julestemning mens du læser:

1

Danmark synger julen ind

Julen er fællessangens tid, og det får du i den grad at høre den første søndag i advent.

Dirigent Philip Faber står i spidsen for DR PigeKoret, DR KoncertKoret og amatørkorsangere fra hele landet, når nogle af de største julesange fra ind- og udland foldes ud, både flerstemmigt og som fællessang med publikum.

Undervejs byder koncerten også på julepostkort fra hele landet og indslag med sangerne Annika Aakjær og Teitur.

Danmark synger julen ind: Søndag den 2. december kl. 20.00 i DR Koncerthuset. Der er venteliste til billeter. Koncerten sendes direkte på DR K - og på P2 den 24. december kl. 12.15.

2

Thi et barn er født os

Det københavnske Ars Nova-kor og dirigent Paul Hillier er internationalt anerkendt for deres fortolkninger af renæssancens polyfone kormusik og ny vokalmusik.

Til deres julekoncert fletter de en slags musikalsk julehjerte af begge dele. 1500-tals komponisten Thomas Tallis' julemesse 'Mass Puer natus est nobis' bliver sat sammen med julemusik af de noget mere moderne Thomas Adès, Benjamin Britten, Arvo Pärt og Peter Maxwell Davies.

Unto us a Child is Born: Kirken i Ørestad (7. december), Ollerup Kirke (8. december), Sankt Hans Kirke i Odense (8. december), Garnisons Kirke i København (9. december). Koncerten sendes på P2 den 19. december kl. 19.20.

3

Halleluja, Händel!

Händels 'Messias' er et af de største stykker klassisk musik overhovedet og ubetinget det største juleværk. Og så var det ikke engang tænkt som julemusik.

Værket opføres ofte med stort kor og orkester, der fylder både ører og øjne ud. Men hvis du også vil have plads til juleanden, er barokorkestret Camerata Øresunds slanke udgave lige noget for dig: 12 sangere og lille orkester ledet af Peter Spissky klarer ærterne.

Hvis du ikke kan få nok af Händels mesterværk, fejrer P2 iøvrigt det populære værk en hel eftermiddag og aften den første adventssøndag. Her får du hele historien om værket, og aftenen afsluttes med en gylden udgave af 'Messias' opført i Radiohusets Koncertsal anno 1973.

Händels Messias: Hans Tausens Kirke i København (9. december), Sct. Peders Kirke i Næstved (11. december), Brøndby Strand Kirke (12. december) og Koncertkirken i København (13. december). Koncerten sendes på P2 den 17. december kl. 19.20.

P2 fejrer Messias: 2. december klokken 15 - 22 på P2. Guldkoncert fra 19.20.

4

DR Pigekorets Jul

Julekoncerten har været årets højdepunkt for DR PigeKoret gennem 80 år, lige siden de blev stiftet i 1938. Efterhånden er koncerterne også blevet et en fast tradition for mange danskere.

Under ledelse af dirigent Philip Faber tager koret både gamle og nye sange under kærlig behandling, så tonerne af jul klinger på tværs af alle tider og aldre.

DR PigeKorets Jul: 15., 16. og 17. december i DR Koncerthuset. Der er venteliste til alle koncerter. Koncerten sendes på P2 den 24. december kl. 16.03 og på DR K den 25. december kl. 20.

5

Julemusik til hele verden

Midt i december kan du få julemusik for alle pengene, når P2 sender international julemusikdag med 14 timers musik fra 12 lande, heraf en hel del direkte.

Både Canada, Kroatien, Tysland og Portugal er med på det musikalske julekort, og i Danmark står DR VokalEnsemblet klar til at synge live til hele verden klokken 16.

På programmet er julemusik fra den tidligste barok, nye klange og kendte danske julesalmer. Og så er blokfløjte-virtuosen Michala Petri solist.

DR VokalEnsemblets Julekoncert: Garnisonskirken i København (16. december) og Køge Kirke (20. december). Koncerten i København sendes direkte på P2 som led i den internationale julemusikdag fra kl. 10-24.

6

Jul i Det Kongelige Kapel

Verdens ældste symfoniorkester spiller til daglig i Operaen i København. Det er nemlig Det Kongelige Kapel, der kan dateres helt tilbage til 1448.

Til det, der altså potentielt kunne være deres 571. julekoncert, spiller orkestret og solister fra Operaen et program med både kendte klassiskere og sjældent hørte juleværker. Blandt andet kan du komme i julestemning med Tavener, Charpentier, Händel, Fauré, Vaughan Williams, Sibelius og Respighi.

Jul i Det Kgl. Kapel: 21. og 22. december klokken 20 i Operaen, København. Koncerten den 21. december sendes direkte på P2.

7

Jul med Concerto Copenhagen

Barok-orkestret Concerto Copenhagen gør en dyd ud af at få musikken til at lyde, som var den taget lige ud af 16- og 1700-tallet, hvor den musik, de spiller, som regel også er skrevet.

Til deres julekoncert sætter ensemblet musik af Stradella, Scarlatti, Böddeker, Pachelbel, Bernard, og Corelli på programmet, med den belgiske sopran og barokspecialisk Sophie Junker som solist.

Som stjernen i træet opfører de Händels' Gloria', der først dukkede op i 2001, men som komponisten skrev for 300 år siden.

Julekoncert med Concerto Copenhagen: 21. og 22. december i Trinitatis Kirke, København. Koncerten sendess på P2 den 23, december kl. 19.20.

Facebook
Twitter