Det stille, det yndefulde, det storladne og det grotesk voldsomme.
Der er plads til det hele, når danskerne sætter klassisk musik for ørerne.
Det viser de over 2.500 nomineringer, som danskere har skrevet om deres yndlingsværker til P2s og dr.dk/klassisks Klassisk Top 50.
Da der sidst blev sammensat en Klassisk Top 50 for fem år siden, nuppede Mozart førstepladsen med sin ikoniske klarinetkoncert. Men den placering holder han ikke i år, kan vi godt afsløre.
Ny etter som danskernes absolutte klassiske favorit er en anden af de helt store værker, der i hvert fald på papiret spreder gnistrende glæde.
Se listen her, lyt til værkerne og læs danskernes gode, vidende og rørende forklaringer på, hvorfor lige netop deres favorit er værdig til en plads på listen.
Carl Nielsen: Symfoni nr. 5
Nikolaj Hansen: Det er musik i verdensklasse, der skildrer kampen mellem det gode og det onde, men også kampen mellem den gamle og den nye verden. Dette værk er sublimt til at skildre kærligheden og nødvendigheden af kærligheden til både den gamle og den nye verden – til både den gamle og den nye musik.
Antonín Dvořák Cellokoncert
Ulrik Emil Rasmussen: Værket har fulgt mig gennem de seneste knap 35 år og blev fundet i pladereolen hos et af mine forældres vennepar. De havde overskud til at lade en teenagerknægt sidde at rode med deres plader, anlæg og hovedtelefoner og glemme alt om Suzi Quatro, avisrute og hende i 8. klasse. Så havde de fred, og det havde jeg faktisk også.
Giacomo Puccini: Nessun dorma fra ’Turandot’
Kenneth Stjerneby Mortensen: Det er et stykke opera, som selv operahadere får kuldegysninger over, når Pavarotti folder sig helt ud.
Johan Strauss II: An der schönen blauen Donau
Flemming Kruse: Det er et fejende bølgende flot stykke musik, hvor man simpelthen ikke kan andet end at lukke øjnene – læne sig tilbage – og nyde og være i et med musikken – desuden associerer den altid noget flot og stilfuldt i forbindelse med nytåret.
Gustav Holst: Planeterne
Maja Spang-Hanssen: De syv satser, der hver især repræsenterer en planet og en romersk gud, er til sammen en helhedsoplevelse, der minder om at se en film for sit indre øje. Holst har fremmanet de gamle romerske guders aspekter så tydeligt, at man slet ikke er i tvivl om, hvad musikken skal fortælle.
Arvo Pärt: Spiegel im Spiegel
Børge Tamsmark: Musikken virker i den grad afstressende på mig og indbyder til eftertænksomhed. Giver mig associationer til en smuk aften med New York City Ballet, hvor musik af Arvo Pärt blev anvendt i en smuk pas de deux.
Johann Sebastian Bach: Jesus bleibet meine Freude
Birte Petersen: Jeg mistede min datter for fire år siden, og dette var hendes musik. Hun spillede den selv på klaver, ønskede noderne i julegave. Den blev spillet som præludium til begravelsen. Jeg bliver rørt hver gang, den pludselig kommer ud af højttaleren. Så mindes jeg min skønne datter.
Richard Wagner: Ringen
Niels Relsted: Det er magt og begær. Og om kærlighed. Og om kampen mellem mand og kone. Og helt unik smuk musik.
Pjotr Ilitj Tjajkovskij: Svanesøen
Naja Nørgaard Nielsen: Hele ballettens musik er ikonisk. Der er stykker, som man genkender, så snart de begynder at spille. Introen sætter stemningen, og du er ikke i tvivl om, at du skal høre/se ’Svanesøen’. Så er der også noget smukt over et stykke musik, der passer så godt til den ballet, det er skrevet til.
Johann Sebastian Bach: Dobbeltkoncert
Birgit Jordal: Det er den smukkeste dialog mellem to violiner, som et kærlighedsmøde. Jeg hørte i min tidlige ungdom en udsendelse, hvor Klaus Rifbjerg spillede musik og sagde, at Bachs dobbeltkoncert kunne sammenlignes med et himmelsk samleje mellem to violiner. Ja, sådan sagde Rifbjerg. Det er i hvert fald en meget smuk samtale, hvor stemmerne smyger sig om hinanden og kommer til et klart klimaks.
Max Bruch: Violinkoncert nr. 1
Aage P. Kürstein: Koncerten dækker ganske enkelt hele følelsesregistret, alle temperamenter. Desuden giver den mulighed for ensemblespil mellem solist og orkester, symfonisk udfoldelse for orkestret og en formidabel bredde i solistens udtryksmuligheder.
Johann Sebastian Bach: H-mol messe
Henrik Rosendal: En voldsom intensitet fra det første Kyrie til det sidste Agnus Dei. Værket indeholder alle aspekter af livet – glæde/sorg, smerte/forløsning, liv/død.
Giuseppe Verdi: Requiem
Poul Christian Koppelgaard: Har hørt Verdis ’Requiem’ mange gange, særlig Agnus Dei-delen berører mig dybt hver gang. Når jeg engang skal forlade denne verden, håber jeg, at nogen vil spille den for mig. Smukkere afsked med jordelivet kan man ikke få.
Johann Sebastian Bach: Toccata og fuga, d-mol
Hans Henrik Øster Andersen: Jeg har holdt af nummeret helt fra barns ben. Det er voldsomt, storslået. Fantastisk at et nummer med så mange år på bagen stadig holder.
Ludwig van Beethoven: Symfoni nr. 7
Torben Kristensen: 200 år gammel popmusik der HOLDER.
Johann Sebastian Bach: Matthæuspassionen
Mogens Schelde: Jeg har efterhånden hørt dette fantastiske værk mange gange ved påsketid i Holmens Kirke, altid helt oppe foran, hvor jeg i en nærmest tidsløs tilstand føler mig totalt omgivet af tonerne og de smukke klange, som Bach var en mester i at skrive. Især korsatserne rører mig, med deres dynamik og finesse.
Ludwig van Beethoven: Für Elise
Jesper Oddershede Dahlgaard: Sangen er smuk og beroligende. Et perfekt eksempel på klassisk musik. Og så var sangen en, min søster arbejdede hårdt på at prøve at lære at spille, da vi var børn, så der er også barndomsminder tilknyttet den.
Gabriel Fauré: Requiem
Inge Mathisen: Når jeg hører Faurés ’Requiem’, kan det aktivere hele følelsesregistret hos mig. Jeg kan 'synge med', jeg kan føle glæde og fortvivlelse i værket, blive rørt og falde helt til ro med slutningen ’Im Paradisum’. Trods det stærkt religiøse indhold må det være mit favoritværk.
Carl Nielsen: Tågen letter
Hanne Brasch: Fordi der er en særlig følsomhed – en stilhed i musikken, som udtrykker tågen; tågen letter og overlader lyset til landskabet – og der opstår en fortryllende mystik i lydbilledet, som beskriver det naturfænomen, som Carl Nielsen beskriver musisk, og som lytteren betages af. Så smukt. Så fuldendt.
Ludwig van Beethoven: Klaverkoncert nr. 5
Nils Olav Kilen: Bare begyndelsen får det til at risle ned ad ryggen – her er der lagt op til musikalske narrestreger af den største og mest effektive slags. Legende let, og dog med en dybde og intensitet, hvor man på intet tidspunkt overlades til kedsomheden, men tages med på en rejse ind i et næsten endeløst univers.
Elgar: Enigma Variationer,'Nimrod'
Jørgen Nielsen: Der er vel meget få stykker musik, der så enkelt og med så få midler er i stand til på samme måde at være så graciøst, underspillet, elegant og samtidigt være så mægtigt og så hårdtslående som en hest, der sparker. Det er meget passende, at Christopher Nolan i sin ’Dunkirk’ bruger en udgave af ’Nimrod’ som underlægningsmusik for Spitfire-jageren, hvis yndefulde udseende skjulte et brølende rovdyr.
Brahms - Ein deutsches Requiem
Eva Sellin Mortensen: Dette stykke giver mig en fantastisk indre ro. Musikalsk er der både skønne melodier, som taler lige til følelserne, et brusende orkester, smukke korsatser, melodiske sangsoli og flotte soli i orkestret. Med andre ord: man får det hele!
Bach: Brandenburgkoncerterne
Vibeke Høggaard Sommer: Dette stykke musik har så meget dybde, på trods af sin umiddelbare lette klang. Gentagelserne spinder dig insisterende ind i en verden, hvor musikken taler sit eget sprog, og ord bliver overflødige. Musikken har en fortælling, men kan samtidig også "bare" bruges som dansemusik, der har oplivet ethvert selskab.
Grieg: Klaverkoncert
Henrik Buhl: Griegs klaverkoncert må have en særlig betydning for mange danskere, og så er den endda komponeret her i landet – nærmere bestemt præstegården i Søllerød. Mere skandinavisk kan det ikke blive.
Mozart: Tryllefløjten
Marianne Kold Tolstrup (om Nattens Dronnings arie): Det er et vanvittigt vildt og flot stykke musik med den menneskelige stemme i hovedrollen. Jeg elsker den også, fordi det ikke rigtig er i orden på den protestantiske måde at være så rasende som ind i Helvede. Al selvbeherskelse er smidt. Det er for overjordisk lækkert at lytte til, og man smiler af indvendig lykke over, at raseri kan lyde så godt.
Tjajkovskij: Klaverkoncert nr. 1
Lene Fugl Hansen: Den har fulgt mig siden mine teenageår. De gange, jeg har læst til eksamen, har den været det eneste, jeg kunne holde ud at høre på.
Albinoni - Adagio g-mol
Jørn Ludvigsen: Dette intense musikstykke bringer minder fra en svær tid, hvor en af mine kammerater døde i en alt for ung alder. Jeg har hørt stykket igen ved f.eks. kirkekoncerter i Prag samt under min udsendelse til Jugoslavien. Hver gang jeg hører denne musik, forsvinder alt omkring mig, og jeg bliver utroligt følelsesmæssigt påvirket.
Beethoven: Klaversonate nr. 14, Måneskinssonaten
Tina Monika Møller Larsen: Der er en utrolig længsel og melankoli i dette stykke musik. Det er suggererende metafysik og først og fremmest smukt og rummer en stor stemning i sig. Stykket er populært, men gør det ikke mindre sublimt. Lidt lige som maleren Monet, som ses overalt, men derfor alligevel ikke mister sin dybe skønhed og store kvalitet.
Stravinskij: Le Sacre de Printemps
Bo Petersen: Da jeg sidst i 70'erne hørte ’Le Sacre’ første gang, var det som en musikalsk åbenbaring. Ud over tidens rock og jazz havde jeg kastet mig over den populære del af den klassiske musik. Især Beethovens symfonier lå på pladespilleren, men så var der lige en studiekammerat, der lige ville spille noget for mig. Herefter var der ingen vej tilbage. Stravinsky var kommet for at blive!
Beethoven - Violinkoncert
Jan Oscar Møller: En fornem ener, kejseren blandt violinkoncerterne. Melodisk, udfordrende, søgende mellem det dramatiske og det patetiske, vidunderlig smuk, findes simpelthen ikke bedre. Og så er det i øvrigt den første klassiske plade, jeg anskaffede.
Bach: Goldberg-variationerne
Bjørn Poul Christensen: Hvis jeg landede på en øde ø med kun et stykke musik at lytte til, ville jeg ubetinget vælge Bachs Goldbergvariationer spillet af Glenn Gould. Jeg bliver aldrig træt af at lytte til denne plade, musikken er genial, og fortolkningen med Glenn Gould er perfekt.
Beethoven: Symfoni nr. 5, 'Skæbnesymfonien'
Asbjørn Rasmussen: Der er så meget historie forbundet med den: dens tilnavn, Skæbnesymfonien; dens brug som kaldesignal under Anden Verdenskrig; men selve musikken får også så mange følelser, både filosofiske og dystre, frem i mig. Den er utrolig inspirerende.
Nielsen: Symfoni nr 3, 'Espansiva'
Tove Sejdner Jensen: Carl Nielsen kaldte det: En hymne til arbejde og til det daglige livs sunde udfoldelse. Jeg synes også, det er meget andet. Det har en lethed og også en dramatik, hvor mange følelser kommer i spil. Der er en genkendelse af passager fra vores sangskat, og så er der en meget dansk helt specifik tone i hele værket. Jeg vender altid tilbage til ’Espansiva’.
Mahler: 5. symfoni, Adagietto
Ulla Steen Johnsson: Det er så vidunderligt og smukt. Når man lukker øjnene, ser man billeder af smuk og blid natur. Stykket giver en indre ro og varme. Utroligt at det kan lade sig gøre at skabe sådan en musik – men hvor er det godt, at Gustav Mahler kunne!
Mascagni: Cavalleria Rusticana, Intermezzo
Anni Tønnesen: En morgenstund i bilen på vej til arbejdet tonede pludselig dette smukke stykke musik ud af højtalerne. Jeg kom i det samme op på en bakketop og så himlen badet i gyldne orangerøde farver, da solen var ved at stå op. Kombinationen af musikken og solopgangen gik lige i mine tårekanaler, og jeg måtte holde ind til siden, til musikken var slut. Det er nu mange år siden, men ’Intermezzo’ har stadig samme effekt.
Rachmaninov: Klaverkoncert nr 2
Jonas B Fuchs: Forunderligt, følelsesladet og mættet med den der særlige karakteristiske, tunge russiske klang.
Orff: Carmina Burana
Ole Madsen: Hørte engang i 1970’erne musikken i en reklamefilm for Old Spice-aftershave, var det vist, og blev fascineret af musikken. Jeg nød den to gange hver aften – jeg arbejdede som filmoperatør, og den var med i reklamerne fra Dansk Biografreklame.
Rachmaninov - Klaverkoncert nr 3
Kurt Christensen: Fordi den rummer det hele, det store dramatiske og det romantiske, reflekterende og indadvendte, som livet nu også kan være. Det ene "lyser" i kraft af dets modsætning, vi kan ikke undvære noget af det – hvis vi kun får det ene, bliver det nemt lidt kedeligt og ligegyldigt.
Pachelbel - Kanon og Gigue D-dur
Brian Bering Olesen: Det er den fuldendte komposition. Selv om den så dagens lys i slut-1700-tallet, har den stået fader til moderne pop og rock musik, dels ved at gå i 4/4-takt – men også ved at have været inspiration for Beatles (’Let It Be’), Green Day (’Basket Case’), Coolio (’C U When U Get There’) og JerryC (’Canon Rock’).
Tjajkovskij: 1812 ouverturen
Mathias Rytter: Passagerne, der veksler mellem kanonskud, klokkespil og afsluttende en messingblæser-fanfare, er helt fantastisk. Derudover er baggrunden bag dette værk også helt utrolig. Kender man den, bliver stykke bare endnu mere vidunderligt. De franske troppers fremmarch mod Moskva, der volumenmæssigt vokser og vokser for så til sidst at ende i et virvar af kirkeklokker, efter de franske tropper er slået
Dvořák: Symfoni nr. 9, Fra den nye verden
Kai Sørensen: Et digt i toner, som i min hjerne bliver til et billede af stilheden efter et tordenvejr på den amerikanske prærie. Du har måttet søge dækning i en kløft under dets rasen, men det holder op, og frygten afløses af lettelse. Naturen er stor, og mennesket er lille, men livet bliver godt igen. Måske er det som følelsen af lettelse og overmåde glæde efter en fødsel. Eller noget helt tredje. Det dejligste stykke musik, synes jeg.
Smetana: Mit Fædreland, 2. sats, 'Moldau'
Kim Bach: Dette symfoniske digt blev min indgang til klassisk musik – en gang i start-70'erne i en gymnastiksal med Aalborg Byorkester til en skolekoncert. Mine kammerater kedede sig vist bravt, for jeg husker en vred lærer, der krævede ro. Men for mig var det en verden, der åbnede sig – aldrig havde jeg hørt noget lignende.
Debussy ’Clair de lune’
Sofie Ladegaard Jacobsen: Det er for mig lyden af magi. Af spirende planter, liv der gror. Af barndommens uskyld. Men også af ungdomsårenes spænding, usikkerhed og det ukendte land, der betrædes. Derudover henfører det en som lytter til et fuldstændig andet tid og rum. Tiden står simpelthen stille.
Grieg: Peer Gynt, ’Morgenstemning’
Britt Kreutzmann: Musikken er som af en anden verden. Den svæver igennem sanserne som en ånd på en sky. Jeg hører solen bryde frem, og musikken strømmer gennem nervesystemet og gør mig lykkelig.
Mozart: Requiem
Mikael Hjorth: Blev nærmest emotionelt besat, da jeg stiftede bekendtskab med 'Requiem' i filmen ’Amadeus’. Det gjorde kæmpe indtryk at opleve, hvilke betingelser den blev til på og den indflydelse, tilblivelsen havde på ham, og som endte med at tage livet af ham. Selv har jeg gennem tiden hørt den langt over 100 gange, og jeg opdager og oplever noget nyt næsten hver gang.
Bach: Orkestersuite nr. 3, 'Air'
Tommy Abraham Mostrup: Hver gang jeg kommer til at høre ’Air’, kommer jeg til at tænke, at hvis der er musik i verdensrummet, må det være ’Air’. På en eller anden måde gør det mig tryg, at der findes et stykke musik, der i al sin enkelthed er så smukt.
Vivaldi: De fire årstider
Sussi Gustavsen: Der er ikke noget smukkere end at gå gennem året med Vivaldis musik. Man fornemmer og værdsætter det helt særlige smukke og unikke, der er ved hver årstid, selv duften af forår fornemmer man. Jeg hørte det første gang som barn og har lige siden elsket musikken.
Mozart: Klarinetkoncert
Jytte Boesgaard: Jeg bliver altid meget rørt, når den spilles i radioen. Jeg står bare stille, lytter og nyder musikken. Min nu afdøde mand spillede klarinet, og Mozarts klarinetkoncert var hans favorit. Derfor blev den også spillet til hans bisættelse for seks år siden efter hans eget ønske.
Ravel: Bolero
Jannik Gorm Hansen: Melodiens skønhed, det melankolske og den stigende intensitet – det er så hårene rejser sig på armene – og den forløsning af alle de følelser, der kommer i nummerets afsluttende eksplosion. Det bliver nok også bestyrket af den parallel, jeg oplever til rockmusikkens symfoniske numre, fx ’Stairway to Heaven’ og ’Locomotive Breath’
Beethoven: Symfoni nr. 9, 'Ode til glæden'
Bo Christensen: Jeg ville ønske, at jeg kunne svare på 'hvorfor'. Men det kan jeg ikke. Hvorfor elsker jeg min kone? Hvorfor elsker jeg mine børn? Hvorfor er en efterårsdag ved havet smuk? Hvorfor dufter sommerregn så fantastisk? Hvorfor glædes jeg ved retfærdighed og væmmes ved uret? Hvorfor er Beethovens 9. symfoni det største stykke musik, jeg kender? Sådan er det bare.
Download hele listen
- •