Her er de 5 bedste værker fra det melodi grandprix du ikke vidste fandtes

Det er ikke kun Lissabon, der har dannet ramme om et melodi grandprix den seneste måned. I Budapest var der også musikalske nerver på spil, da komponister fra hele Europa dystede i at være bedst til komposition.

Islandske Pálsson Páll Ragnar vandt Rostrum 2018. (Foto: Jonatan Gretarsson)

Der er det melodi grandprix, du kender. Det med vindmaskiner, glimmer og ild på scenen. Og så er der det melodi grandprix, du måske ikke kender: Det hedder Rostrum og er en international konkurrence for europæiske komponister.

Tidligere på måneden blev det afholdt i Ungarns hovedstad, Budapest, og der var hele to danskere med i finalen.

I aften sender P2 Koncerten højdepunkter fra årets Rostrum med Max Fage-Pedersen som vært. Og selvom Danmark kom hjem uden priser, kom den nordiske musik dog sejrrigt fra konkurrencen.

Det var nemlig en islænding, der løb med vindertitlen i hovedkonkurrencen, mens en nordmand kom på andenpladsen.

Som optakt til aftenens P2 Koncert kan du her høre de fem bedst-placerede værker - plus et værk, der overraskede P2-vært Max Fage-Pedersen.

1. Island: Quake (Páll Ragnar Pálsson)

Naturen er omdrejningspunktet i vinderværket fra Island.

- Man fornemmer den islandske natur i musikken, lyder det fra Max Fage-Pedersen, der var til stede under konkurrencen.

- Musikken er mørk og grå, og den beskriver naturkræfterne der presser fossiler og krystaller op ad jorden, når lavaen presser sig på.

Vinderværket er inspireret af en tekst af den islandske forfatter Audur Jónsdóttir. I teksten beskriver hun, hvordan naturen åbner sig - og hvordan hun ser sit sinds kaos i naturens kaos.

Rostrum 2018 Island Quake - Páll Ragnar Pálsson

2. Norge: Sserenade (Sigurd Fischer Olsen)

Stemme og musik flyder sammen i det norske værk, hvor det dobbelte 's' i titlen skal understrege, hvordan lydene kommer snigende på uventet vis i musikken.

Svenske Sofia Jernberg lagde stemme til det norske bidrag ved årets Rostrum. (© Far North)

Den norske komponist siger selv om værket:

- Jeg ville skabe en tæt og komprimeret verden af lyd.

Det har han gjort ved at skabe et lydunivers, hvor sangeren fungerer som en hybrid, der både leverer sang, råb, åndedræt og tale.

Rostrum 2018 Norge Sserenades

3. Slovenien: Unleashed (Luka Juhart)

"Mit digt er en eksplosion. Mit digt er mit ansigt. Døde æsteter og museale natsommerfugle." Sætningen er fra et digt af Srecko Kosovel, som har inspireret det slovenske bidrag, der endte med at få en 3. plads.

Max Fage-Pedersen beskriver værket som meget teatralsk - der er drama i musikken, og det fungerer, mener han.

Og så er der en aktualitet i værket, man ikke skal kimse af:

- Værket er en slags protest med det, der foregår i verden lige nu, og på den måde genopliver værket den ny musik som værende i opposition til det etablerede.

Rostrum 2018 Slovenien Unleashed

4. Frankrig: Concerto pour piano et orchestre ( Jean-Frédéric Neuburger )

Det franske værk er mest af alt abstrakt, lyder det fra Max Fage-Pedersen. Det kan man blandt andet høre i klaveret, hvor det regner og regner.

Komponisten forklarer, at han har forsøgt at skrive et stykke musik, der virkelig arbejder med kontrasterne. Derfor skifter musik let og levende fra en stemning til en anden.

Rostrum 2018 Frankrig Concerto pour piano et orchestre

5. Serbien: VokatiV (Jug Marković)

Dramatisk. Pågående. Insisterende. Hidsigt. Sådan beskriver Max Fage-Pedersen Serbiens bidrag og top-5 værk fra årets Rostrum.

Det er fortiden, der danner fundamentet i værket. Komponisten lader sig nemlig inspirere af tidligere komponister, værker og andre typer inspirationskilder.

Rostrum 2018 Serbien VokatiV

Og til slut kommer der lige et værk, man ifølge Max Fage-Pedersen virkelig ikke bør snyde sig selv for: Det hollandske bidrag 'Le Café de Nuit', som vandt i kategorien 'Under 30'.

- Det er et hårdtslående og dramatisk værk, som bare ruller afsted!

Det lyder ifølge Max Fage-Pedersen nærmest som den filmmusik, vi kender fra de store adventurefilm som for eksempel Indiana Jones.

Der er noget filmisk over den hollandske 'under 30'-vinder Jan-Peter de Graafs værk. (Foto: Murray Close © 2011 Murray Close)

- Komponisten søger at finde den lidt pudsige balance mellem fryd og fare, mellem panik og druk, mellem passion og sandhed. Det er super spændende, farverigt - og lidt vildt!

Rostrum 2018 Holland Le café de nuit

Hør mere på P2 i aften kl 19.20.

P2 LIVE



lige nu
Natsværmeren

- med klassisk musik og det, der ligner. Vært: Carsten Wolf Andersen. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 5. januar). (Sendes også i morgen 22.00).