Idas vilde rejse: Cykler 1.000 km med kæmpe instrument på ryggen

1.000 kilometer, 36 koncerter og 10 kilo oppakning. Mød Ida Riegels, der er taget på et musikalsk eventyr ud over det sædvanlige.

Ida Riegels har - udover sin cello - blandt andet også en cykelpumpe, en ekstra cykelslange og lappegrej med på sin 1.000 kilometer lange tur. "Jeg har gudskelov ikke haft nogle punkteringer endnu", fortæller hun. (© Ida Riegels)

Egentlig startede det bare med, at hun cyklede rigtig meget i Danmark.

Nu har cellisten Ida Riegels snart tilbagelagt 1.000 kilometer på cykel langs Rhinens bredder - med en cello på ryggen og 10 kilo oppakning på cykel.

Man må i den grad sige, at den unge dansker sprænger rammerne for den gængse opfattelse af en formelt påklædt cellist, der sidder med seriøs mine i en orkestergrav og spiller på det karakteristiske - og kæmpestore - strenginstrument.

Jeg er startet i 2.000 meters højde i Alperne, er kommet gennem Lichtenstein og har set Bodensøen.

Ida Riegels, cellist.

- I aften skal jeg spille i Køln, herefter Düsseldorf og i overmorgen skal jeg spille i Holland, som er den sidste strækning på turen. Jeg er startet i 2.000 meters højde i Alperne, er kommet gennem Lichtenstein og har set Bodensøen. Jeg har også spillet i Strasbourg og givet en masse koncerter i Tyskland og Schweiz, fortæller Ida Riegels, der frem til 15. juni skal spille i alt 36 koncerter i forskellige byer langs den berømte flod.

- Jeg har selv et program med, hvor jeg spiller en cellosuite fra Bach og så spiller jeg syv capriccio'er (italiensk udtryk for et stykke musik, som har en fri form, red.), som jeg selv har komponeret.

Hør Bachs cellosuite nr. 1, mens du læser videre.

Truls Mørk, 'Cellosuite nr 1 G-dur'

Idas 1.000 kilometer lange cykeltur startede i 2.000 meters højde i Alperne. Hun er blandt andet kommet gennem Lichtenstein og har set Bodensøen. (© Ida Riegels)

Byggede selv cello ved hjælp af YouTube

Man mærker hurtigt Idas blanding af passion for celloen og masser af gåpåmod.

Da hun for eksempel begyndte at opleve stivhed i den venstre hånd, da det er den, der laver tonerne på celloens strenge, satte hun sig straks for at ville have en personaliseret cello.

- Men der var ikke nogen violinbyggere, der bed på og ville bygge en personlig cello til mig. Så tænkte jeg: Jeg gør det selv!

Herefter tog Ida Riegels til Cambridge, England, på en sommerskole i to uger, hvor hun fik bygget siderne på celloen, og så byggede hun ellers videre derhjemme efterfølgende.

- Jeg så en hel masse om det på YouTube, og så havde jeg selv nogle bøger. Jeg tror, jeg har brugt 1.000 timer på at bygge den. Den er lidt kortere end en normal cello, og det gør, at den er utrolig behagelig at spille på.

Ud af de konventionelle rammer

Ida Riegels er uddannet cellist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og har både vundet førstepræmie ved Berlingske Tidendes Klassiske Musikkonkurrence og turneret i store dele af verden - blandt andet i USA, Canada, Tyskland, Thailand og Indien.

Nu har hun altså kastet ud på en strabadserende cykeltur, hvor hun tager den klassiske musik ud af sine konventionelle rammer.

Man møder folk på en helt ny måde på sådan en tur. Jeg tror også, at jeg når ud til helt nye lyttere.

Ida Riegels, cellist.

- Man møder folk på en helt ny måde på sådan en tur. Jeg tror også, at jeg når ud til helt nye lyttere. Der er mange, der efter koncerterne er kommet op til mig og har sagt, at de slet ikke vidste, at en cello kunne lyde sådan. Jeg synes jo selv, det er helt genialt instrument. Den har både de helt dybe toner, hvor den lyder som en bassanger, og så har den toner, der er højere end en soprans.

Først færdig en halv time før koncert

Turen har dog ikke været uden bump på vejen. Det var nemlig lige ved at gå galt for Ida Riegels inden den første af de i alt 36 koncerter, som hun i øjeblikket cykler rundt til.

Men også her kom gåpåmodet hende til hjælp.

- Celloen var først færdig en halv time før den første koncert! Aftenen inden sad jeg og filede løs på celloen for at få den gjort færdig, og jeg havde lige fået opereret min pegefinger en uge før. Det hele var meget dramatisk, og jeg var meget spændt, men jeg var bare så glad efter den koncert! Celloen lød bare rigtig, rigtig godt og den var behagelig at spille på - selv om jeg ikke kunne bruge min pegefinger.

Ida Riegels mener, at hun er blevet bedre til at spille på celloen af at bygge den selv.

- Det har givet mig et gear mere i min bueteknik, fordi jeg blev stærkere af at bygge den.

Ida Riegels har allerede nye planer i støbeskeen - blandt andet en 2.000 kilometer lang cykeltur til Rom. (© Ida Riegels)

Vil cykle til Rom

Styrken kommer også Ida Riegels til gode, når hun transporterer det tunge instrument rundt på sin cykel, som hun har fået transportstøtte til af Statens Kunstfond. Mens cellokassen kan hvile på cyklens bagagebærer, har Ida nemlig også meget anden oppakning med på turen:

- Jeg har to tasker med, med fem kilo i hver - blandt andet også en cykelpumpe, en ekstra cykelslange og lappegrej. Jeg har gudskelov ikke haft nogle punkteringer endnu! Jeg har også noget specielt cello-lim med, hvis nu den sprænger op i én af siderne, og jeg har også ekstra strenge og bue med. Jeg vil meget nødigt skulle aflyse en koncert!

Selv om en 1.000 kilometer lang cykeltur med en cello på ryggen nok kunne tage pusten fra de fleste, afviser Ida Riegels ikke, at hun kunne finde på at gøre det hele igen.

Snarere tværtimod.

- Jeg har faktisk allerede nye planer i støbeskeen! Jeg vil gerne cykle Sjælland rundt med en cello, hvor jeg cykler hele vejen rundt langs kysten. Den anden plan er inspireret af kampagnen 'Vi cykler til arbejde'. Jeg har nemlig en invitation til at spille i Rom - og det ville så være en 2.000 kilometer lang cykeltur på vej til arbejde! Det synes jeg kunne være rigtig sjovt.

P2 LIVE



lige nu
På opdagelse

En lystrejse i ord og toner. I anden time: J.P.E. Hartmann: Symfoni nr. 1. DR SymfoniOrkestret. Dirrigent: Thomas Dausgaard. Vært: Svend Rastrup Andersen. www.dr.dk/p2 (Sendes også 00.15).