Igor skabte skandale med dunkende dyrisk musik: Premiere endte i tumult og nævekamp

Publikum gik korporligt til værks til premieren på Stravinskijs 'Le Sacre du Printemps'. I dag er værket en moderne klassiker

En af de største premiereskandaler i musikhistorien fandt sted i 1913, da de provokerende toner og trin i 'Le Sacre du Printemps' havde premiere. (Foto: Keystone-France)

Det plejer ikke at være til klassiske koncerter, at der bliver råbt og skreget og uddelt knytnæveslag.

Ok, det skete så faktisk i Malmö for bare et par uger siden, men et af verdenshistoriens største premiereskandaler er og bliver første opførelse af Igor Stravinskijs balletmusik 'Le Sacre du Printemps', 'Forårsofferet'.

- Stravinskijs aggressive og totalt ukonventionelle musik fik publikum i salen til at udvandre og slås, siger P2s musikekspert Jens Cornelius.

Gik amok over trampende dansere

Når DR SymfoniOrkestret i aften opfører værket til ugens torsdagskoncert er det provokerende ikke umiddelbart til at se.

I nutiden er 'Le Sacre du Printemps' nemlig temmelig populær og udråbt som et af hovedværkerne i det 20. århundredes musikhistorie.

Men det var altså ikke just det, publikum oplevede den aften i Paris, maj 1913. Ifølge øjenvidneberetningerne fra dengang blev der gået til den med både stokke, paraplyer og bare næver.

Stravinskij selv prøvede at få ørenlyd for publikums råben og rabalder, mens koreografen Vaslav Nijinsky stod ude i siden af scenen og råbte instruktioner ind til danserne, der havde svært ved at høre taktslagene i musikkens skæve rytmer.

Dansere til premiere-udgaven af 'Le Sacre du Printemps', iklædt de traditionelle dragter og masker, der var med til at provokere publikum i en grad, så de begyndte at slås. (Foto: Keystone-France)

Og faktisk var det ikke kun musikken, publikum reagerede så negativt på. I balletten var der intet pudder, strutskørt og piruetter, men masker, stammetøj og 'primitive' stamp og hop på stedet.

- Det var også selve koreografien, altså dansernes bevægelser, der chokerede, siger Jens Cornelius og citerer en anmeldelse fra premieren:

'Scenen var fuld af groteske skikkelser, der trampede i stedet for at danse og svajede frem og tilbage som i et mareridt'.

Ifølge poeten og filosoffen Jean Cocteau skyldtes optøjerne, at balletpublikummet på den tid bestod af to grupper: De velhavende og velklædte, der ønskede sig "pæn" ballet og "smuk" musik - og bohemerne, der groft sagt hyldede alt, der var nyt. Fordi det ikke var gammelt!

Rytmisk knockout

Efter premieren blev balletten kun opført få gange med den oprindelige koreografi, indtil den blev genskabt i 1980'erne. Men Stravinskijs musik satte et varigt aftryk i musikhistorien - eller rettere: gav den en serie rytmiske slag i mellemgulvet:

- Alt det, der før var forbudt i musikken, fylder nu det hele: Akkorderne snerrer og skramler, instrumenterne spiller i yderområderne af deres registre, siger Jens Cornelius.

- Orkestret klinger dyrisk, dumpt og skingert. Og gennem det hele går rytmer, der spjætter og dunker, så det indre urmenneske kaldes frem.

Her kan du lytte til musikken med et kommentarspor, hvor P2s Svend Rastrup Andersen vil guide dig gennem stykket. Indspilningen er med Nationaloperaens Orkester i Paris og dirigent Philippe Jordan (2012):

'Le Sacre du Printemps' blev før i tiden regnet for uspillelig, men er i dag et standardværk for alle gode symfoniorkestre.

At det provokerende værk efterhånden er blevet - næsten - mainstream, kunne også mærkes, da P2 for nylig afslørede danskernes Top 50 over klassisk musik, hvor 'Sacre' endte oppe på en 22. plads.

Torsdag aften opfører DR SymfoniOrkestret 'Le Sacre du Printemps', og dirigenten Thomas Søndergaard er godt klar over, hvad der skaber en vellykket opførelse:

- Jeg skal finde de her urkræfter frem i værket sammen med symfoniorkestret. Vi skal finde jorden, mulden og en masse drama og fortællelyst, siger han.

Hør musikken: Som at overvære altings begyndelse

  • 'Sacre du Printemps' betyder "forårsoffer" og er en ballet om hedenske ritualer ved forårstid, hvor man udvælger en ung kvinde, der ender med at danse sig til døde.

  • Stravinskijs musik er uforudsigelig, abrupt, gentager de samme mønstre mange gange, stiger i styrke for pludselig at holde op. Det er kaotisk og dragende - som overværede man verdens skabelse.

  • Det begynder med en fagotsolo, der kommer ud af ingenting. Som et væsen der stikker sin bløde næse frem i et tilsyneladende øde landskab, men som snart får svar fra andre. Det kvækker, kvidrer og brummer.

  • Efterhånden bliver klipperne levende af alt muligt, der giver lyd og bevæger sig. Og med ét farer en taktfast rytme pludselig frem, og en flok urmennesker dukker op og stamper de første taktfaste trin.Skrevet af Helge Baun Sørensen

Facebook
Twitter