Klassisk

Kinas musikbørn har ikke tid til hygge: - Man klarer sig ikke i verden ved at være glad

Disciplin er alfa omega, når man lærer musik i Kina. DR kom med til musiktime i Hong Kong.

- Jeg forventer ikke, de skal blive musikere. Jeg vil gerne forbedre deres indlæring. Musik hjælper børn med at koncentrere sig og forbedrer deres resultater i skolen.

Sådan lyder det fra Stephanie Tang, der bor i Hong Kong og er mor til to.

Som du kan se i videoen ovenfor, sender hun børnene Mike og Mac til violin ugentligt - og kræver, at de skal øve sig hver dag.

- De (børnene, red.) har mange lektier og har meget travlt. Vi vil gerne have, de skal være glade, men man klarer sig ikke her i verden bare ved at være glad, fortæller violinlærer Hyejn Chung.

Klassisk musik boomer i Kina

P2 og DR Symfoniorkestret besøgte musikundervisningen i forbindelse med, at DR Symfoniorkestret for nylig var på turné i Kina.

Herhjemme er vi efterhånden vant til historier om, at "kineserne kommer" og kan overtage både jobs og teknik i Europa med deres innovation og disciplin.

Men lige nu boomer også den klassiske musikkultur fra vesten i Kina. Det kan blandt andet kan ses på antallet af børn, der bliver sendt til undervisning i blandt andet violin og klaver.

- Den kinesiske middelklasse vokser og folk har fået penge mellem hænderne. Og de går all-in på deres børn og deres fremtidsmuligheder, siger Jakob Weber.

Han er slagtøjsspiller i DR Symfoniorkesteret og arbejdede tilbage i 2005 i et af Kinas største symfoniorkestre. Så han kender den kinesiske musikverden indefra.

- Vestlig kultur er i høj kurs, og ved at sende sine børn til undervisning i de klassiske, vestlige musikinstrumenter, så viser man, at man dyrker den rigtige og gode dannelse, fortæller han og fortsætter:

- Mens danske børn er opdraget til, at det skal være sjovt for dem på et individuelt plan, så er kinesiske børn i langt højere grad opdraget til, at det skal tjene det store, fælles projekt. Og her appellerer den klassiske musik med sin disciplin, hvor det handler om at rette ind efter dirigenten.

Facebook
Twitter