Klassikere du skal kende: Tjajkovskij - Symfoni nr. 6

Stik hovedet ind i den klassiske verden med dette uundgåelige værk af den følsomme komponisk Tjajkovskij.

Pjotr Tjejkovskij blev født i Votkinsk i 1840 og døde i 1893 i Sankt Petersborg.

De fleste store kunstnere synes at være meget følsomme mennesker, men hvad det angår, har Tjajkovskij været i en klasse for sig. Vi kan godt kalde ham hypersensitiv. Det gjorde det ikke nemmere for ham, at han hele sit liv gik og bar på nogen hemmeligheder, som for alt i verden ikke måtte blive afsløret.

Han havde en lang og intim brevveksling med den meget velhavende enke Nadezhda von Meck, der var meget kulturel og musikinteresseret, og som støttede Tjajkovskij med væsentlige beløb.

De mødte aldrig hinanden personligt, det var et krav fra hendes side. Derudover er man sikker på, at han var homoseksuel, og at han hele sit liv har brugt store følelsesmæssige ressourcer på at holde det skjult.

Drak forurenet vand med vilje

Kort tid før Tjajkovskijs pludselige død, sker der en række mystiske ting. Han mødes en oktoberaften med sine venner på Leiners Restaurant, hvor de spiser og hygger sig. Han bestiller et glas vand, og tjeneren meddeler, at det af hensyn til koleraepidemien skal være kogt.

Tjajkovskij griber alligevel et glas ukogt vand og drikker det, hvad alle undrer sig meget over. Næste dag bliver han syg, og en uge efter er han død. Alle spørger sig selv, hvorfor han gjorde det? Var det med overlæg?

Nogen mener, at han samme dag havde været til et møde med en gruppe, der havde afsløret, at han havde en utilstedelig affære med en højtstående ung adelsmand.

Få dage forinden havde hans berømte 6. symfoni haft premiere, den såkaldte 'Pathetique' - fuld af lidelse, store følelser og skæbnetyngde.

Var det en symfoni om hans eget liv?

Der er noget, der halter

Anden sats af symfonien er 5/4 takt, dvs. at der er fem slag i takten - det er hverken en march eller en vals, nærmest noget midt imellem; i vestlig musik var det aldrig set eller hørt før. I russisk musik er det til gengæld ikke ualmindeligt, men Tjajkovskij benytter sig ikke af lejligheden til at fyre den af med en fejende folkedans.

Det er en vemodig 'skæv' vals med en lys og positiv opadgående melodi, som i slutningen har en lille krølle, der kan minde om et vink eller spjæt med benet, sådan lidt koket. Og da den er bølget færdig, tager den et tilløb og kaster sig ud i et lille latterudbrud, ha-ha-ha-ha.

Det er som om melodien fortæller mange ord og samtidig beholder en masse hemmeligheder. Den glade melodi kommer en hel del gange og rundes af med dystre bevægelser i mol, som vil den varsle noget trist der vil komme.

Hør musikken

0:00
  • Herover kan du lytte til musikken med et kommentarspor, hvor P2s Svend Rastrup Andersen guider dig gennem stykket.

  • Tjajkovskijs musik er noget af det mest klangskønne, der er lavet. Han kan skabe melodier som få og instrumentere dem, så vi bliver rørte; de er sentimentale, og de er smukke.

  • Kirov Teatrets Orkester er fra St. Petersborg, hvor symfonien blev førsteopført. De kender Tjajkovskij bedre end de fleste og er i den grad på hjemmebane med tyk strygerlyd, bølgende 5/4 og melankolske blæsere. Dirigent Valerij Gergiev.