Komponister

Carl Nielsen

Danske Carl Nielsens musik er fra de tidligste værker ambitiøs. Han udfordrer sig selv og provokerer sine omgivelser.

Carl Nielsen var en dansk komponist. (© dr)

Født 1865 i Nr. Lyndelse

Død 1931 i København

Han kom fra meget fattige kår, og opvæksten på landet var hele livet hans fundament. Her hørte han folkesange og spillemandsmusik, og herfra udsprang hans stræben efter at komme videre – hele tiden.

Selvlært i musikteori

Carl Nielsens far var maler og spillemand, og han tog meget tidligt Carl med ud at spille til bal. 14 år gammel fik han arbejde som regimentsmusiker i Odense. Men det var ikke nok for knægten, der videbegærligt lærte sig selv musikteori og pløjede sig gennem værker af Mozart, Beethoven og Bach.

Hjulpet til København

Efter nogle år gik velgørere sammen om at sende talentet til København, og her blev han optaget på konservatoriet. I 1889 fik han fast arbejde som violinist i Det Kgl. Kapel, men da var han allerede aktiv som komponist.

Erobrer uden akademisk teknik

Carl Nielsens musik er fra de tidligste værker ambitiøs. Han udfordrer sig selv og provokerer sine omgivelser. Han klarer sig også uden akademisk teknik. Det gør hans bedste værker enestående originale og stærke. Hans 1. Symfoni og 1. Violinsonate er musik, skrevet af en erobrer, der insisterer på at gøre tingene på sin egen måde.

Maskerade og Jens Vejmand

Det store gennembrud kommer med operaen Maskarade (1906), sangenJens Vejmand (1907) og Symfoni nr. 3, Espansiva (1910). Under 1. Verdenskrig braser Europa sammen, og det samme gør Carl Nielsens ægteskab. Det lykkes ham ved en kraftsejr at kæmpe sig vej til en ny verden. Symfoni nr. 4, Det Uudslukkelige, er et rystende drama om at blive truet på livet – og overleve.

Fællessange og avancerede værker

I 1910’erne og 1920’erne skrev Carl Nielsen hundredvis af små fællessange. Samtidig skrev han til koncertsalen mere og mere avancerede værker. Dobbeltheden ved hans produktion er unik, og de to sider er vævet sammen. Han mente selv, at kun få forstod, at der var den samme kerne inde i hans småsange og i hans eksperimenterende værker. Det er den hemmelige nøgle til hans direkte og kraftfulde indstilling til musikken.

Hør om Carl Nielsens baggrund og ”oprør mod publikums føleri”

Hvis du kun skal høre tre værker:

  • Helios ouverturen Et af de mest vitale stykker orkestermusik, der findes. Carl Nielsen beskriver solens gang over himlen, fra det glødende daggry til solnedgang.

  • Symfoni nr. 4, ”Det Uudslukkelige” Et drama, hvor Carl Nielsen lægger ud med at splitte orkestret i småstykker. Først til allersidst, efter en duel mellem to paukespillere, sejrer de gode kræfter.

  • Sange i Højskolesangbogen Carl Nielsens skrev 300 sange. Mange af de bedste finder man i Højskolesangbogen, blandt andet Den danske sang er en ung blond pige, Tit er jeg glad, Jens Vejmand & Vi sletternes sønner.

Facebook
Twitter