Georg Friedrich Händel

Det var operaerne i italiensk stil, han i første omgang blev berømt for.

Georg Friedrich Händel var en tysk komponist. I 1727 blev han engelsk statsborger. (© Dr)

Født 1685 i Halle

Død 1759 i London

Hvis man skal huske et årstal i barokken, er det 1685. Året, hvor Händel kommer til verden i den midttyske by Halle blot et par måneder før barokgodfatheren Johann Sebastian Bach. Men hvor Bach blev glemt efter sin død, fastholdt Händel sin position i musiklivet.

Hyldest til skyggen

Musikalsk kan Bach og Händel af og til godt ligne hinanden. Men Händel skrev ikke musik på samme religiøse underlag som Bach. Der er den overdådige, umiddelbare skønhed til forskel. Som i Ombra mai fù – Händels ustyrligt smukke hyldest til skyggen, der falder fra et platantræ. En arie, der som en guddommelig maskine formår at eliminere alt uskønt på sin vej.

Flyttede til England

Da han var i slutningen af 20’erne, rejste Händel til England. I dag er han nationalklenodie i landet. Det var operaerne i italiensk stil, han i første omgang blev berømt for. Men da musikmoden skiftede, sadlede han om til oratoriekomponist. Händel havde nemlig let ved at tilpasse sig, og han kendte sit engelske publikum på samme måde som en erfaren købmand. Også selvom han aldrig blev særlig god til det engelske sprog.

Kurs mod glemslen

Händel skrev masser af oratorier, operaer, kantater og kammermusik. Ligesom andre komponister i begyndelsen af 1700-tallet var han ikke bleg for at stjæle musik med arme og ben – både fra andre komponister og sig selv. Alligevel havde størstedelen af Händels produktion tilsyneladende sat en faretruende kurs mod glemslen. Med Messias, Water Music og andre Händel-hits som store undtagelser.

Forførende tryllekunst

Siden årtusindeskiftet har en større del af Händels skønhedssøgende musik imidlertid fejet glemselens slør af banen og taget plads i standardrepertoiret. Og det med god grund. Händels musik kan tage sig ud som den mest forførende tryllekunst, men det er kunst, man husker.

Hør Mathias Hammer fortælle om Händel

Hvis du kun skal høre tre værker:

  • Ombra mai fù fra Xerxes (1738) Arien er noget af det smukkeste musik, der overhovedet er skrevet. En arie på blot 52 takter skrevet som en hyldest til skyggen, der falder fra et platantræ.

  • Sarabande fra Cembalosuite nr. 4 (1720) Oprindeligt en erotisk dansestil i tredelt takt fra Spanien, som i hænderne på Händel bliver tilført eftertænksomhed og fyrighed i passende mængder.

  • Music for the Royal Fireworks (1749) En af de kraftigste raketter i den klassiske musik. Festlig fyrværkerimusik slynget mod himlen med en styrke og skønhed ingen siden har overgået.

Facebook
Twitter