Giuseppe Verdi

Den samlede liste over Verdis operaer ligner meget listen over de mest populære operaer i verden.

Giuseppe Verdi var en italiensk komponist. (© dr)

Født 1813 i Le Roncole

Død 1901 i Milano

Verdi komponerede operaer i et halvt århundrede. De gjorde ham til en verdensberømthed i levende live. Gennembruddet var operaen Nabucco fra 1842, der blev opført lige fra Rusland til Argentina. Efter den producerede han nye forestillinger i et vanvittigt tempo. Alene i 1850’erne skrev han La Traviata, Trubaduren og Rigoletto indenfor et par år. Den samlede liste over Verdis operaer ligner meget listen over de mest populære operaer i verden.

Pixi

Kongen af operaen. Verdi har et fabelagtigt greb om spænding og forløsning i musikken, og han har skrevet de mest dramatiske operaer.

Hans hovedpersoner er så levende portrætteret, at man lærer dem at kende som var de nære medmennesker. Og de synger fantastiske melodier!

Verdi blev italiensk nationalhelt for sine operaer: Aida, La Traviata, Rigoletto, Trubaduren, Don Carlos, Skæbnens Magt, Otello, Falstaff…

Dertil kommer hans Requiem, hvor hans teatralske evner giver voldsom kraft til de latinske ord i dødsmessen.

Forandrede operagenren

Musikalsk set forandrede han genren, så man kom væk fra fortidens stive opdeling af arier, kor, duetter og recitativer. I stedet lavede han en vital helhed, hvor de musikalske højdepunkter ikke er enkeltstående hits, men integreret i den dramatiske sammenhæng. Hans forlæg er ofte tekster af høj litterær kvalitet, skrevet af blandt andre Shakespeare og Victor Hugo.

Psykologisk brutalitet

I Verdis operaer har orkestret en stor og selvstændig rolle, uden at det skubber sangerne ud af fokus. Sangerne er ikke til at få øjnene fra, især ikke i de operaer, der har provokerende og farlige emner: La Traviata har en prostitueret i hovedrollen, og hun fremstilles med stor empati. Også Verdis portrætter af magtmennesker er uhyggeligt realistiske i deres psykologiske brutalitet.

Nabucco burde være nationalsang

Verdi oplevede at blive en nationalhelt i Italien. I hans musik hørte publikum en stærk prædiken om frihed og retfærdighed, og hans melodier fra operaerne blev kendt af enhver. Han engagerede sig politisk i Italiens samling (landet var indtil 1861 opbrudt i rivaliserende småstater), og han blev endda valgt til senator. Den dag i dag mener mange italienere, at ”Slavernes kor” fra Nabucco burde være den italienske nationalsang. Sangen om et folk, der bliver befriet til tonerne af den stærkeste hymne i al operamusik.

Hør Claus Johansen fortælle om Verdis unge år

Hør Claus Johansen fortælle om Verdis unge år - et uddrag af udsendelsen "Billeder fra Verdis liv"

Hvis du kun skal høre tre værker:

  • La Traviata
    Den mest opførte opera i verden. Kærlighedstragedien om champagnepigen Violetta og hendes umulige kærlighedsforhold til en ung greve udstiller hykleriet i overklassen.
  • Otello
    Efter at være gået på pension fortrød Verdi og vendte tilbage med det oprørende drama Otello, vel nok den bedste Shakespeare-opera nogensinde.
  • Requiem
    Verdi skrev stort set ikke andet end operaer, med et storladent Requiem som den markante undtagelse. Ikke et normalt kirkeværk, men et personligt opgør med dødens urimelighed.

P2 LIVE



lige nu
Grammofon

- med Mette Greiffenberg. Ikke så meget snak ... www.dr.dk/p2 (Sendes også i morgen 5.03).