Niels W. Gade var en verdensstjerne – men valgte livet som musikkonge i København

Niels W. Gade er en af Danmarks allerstørste musiknavne nogensinde. Onsdag er det 200 år siden, komponisten blev født.

Niels W. Gade portrætteret af Wilhelm Marstrand - og tilføjet et flag på kommoden i anledning af 200 året for den store, danske komponist. (Foto: Collage: Dr.dk © © Den Hirschsprungske Samling)

Hør musikken mens du læser:

DR SymfoniOrkestret og Christopher Hogwood (2001): Efterklange af Ossian op 1

Niels W. Gade er nem at kende, for han beholdt den samme frisure hele livet: Et halvlangt, bølgende kunstnerhår med flot schwung på toppen. Det klædte den unge, ivrige københavnerfyr, og da Gade blev ældre, gav håret ham pondus.

Når han spadserede rundt i København, var det med nakken knejset let tilbage og de grå krøller udover kraven, næsen lidt i sky og den runde mave skudt frem. Ingen diskussion om, at Niels W. Gade var en betydelig mand.

Niels W. Gade 200 år

Den betydningsfulde danske komponist Niels W. Gade har 200 års jubilæum den 22. februar.

Hele ugen sætter P2 fokus på Gade og hans musik med koncerter og en ny portrætserie.

På selve dagen den 22. februar sender P2 "Gadefest" fra 12.15-18.00. Vigtige personer i det danske musikliv peger på værker af Gade som er værd at genopdage, og vi dykker ned i tiden og personen Niels W. Gade - fra gulddreng til magtmenneske.

Da Gade var en ung mand, satte han en seddel op over sin seng. ”25 År”, stod der. Han havde nemlig sat sig det hemmelige mål at blive berømt, inden han fyldte 25. Spørgsmålet var hvordan.

LYT Hør podcast-serien 'Efterklange af Niels W. Gade'

Han havde store ambitioner, men brugte en del år på at finde ud af, hvad de skulle bruges til. Som ung ville han være violinist. Så ville han hellere komponere. Så ville han rejse til udlandet.

Han lykkedes med det hele, og han arvede endda tronen efter sit tyske forbillede, Felix Mendelssohn. Niels W. Gade oplevede større international succes end nogen anden dansk komponist.

Artiklen fortsætter under billedet.

Niels W. Gade på en litografi af Johann Georg Weinhold i 1845. (© wikipedia)

Den nordiske tone, der forsvandt

Gade fik sit gennembrud i 1842, da hans opus 1, ouverturen 'Efterklange af Ossian', blev opført i Leipzig. Det blev efterfulgt af en endnu større succes med hans 1. Symfoni.

Mendelssohn, der var tidens mest berømte komponist og dirigent, skrev til den unge dansker: ”Det er længe siden, at et stykke har gjort et så levende, skønt indtryk på mig. Mødet med Deres symfoni vil altid være den største, hjerteligste glæde.”

Tyskerne var besnæret af Gades musik, som man syntes lød så nordisk. Man forestillede sig tågede, kolde landskaber med et barsk folkefærd, når man hørte hans 1. Symfoni. Den opfattelse udsprang især af de folkeviseagtige melodier i musikken. Selv omtalte Gade dog aldrig direkte, at hans musik sigtede efter at lyde dansk.

Komponisten Felix Mendelsohn lavede selv denne akvarel af Gewandthaus, som Niels W. Gade overtog ledelsen af efter ham. (© wikipedia)

Da Gade kom til Leipzig, blev han modtaget som en kær og lidt kejtet gæst fra Europas periferi. Få år efter var han vokset så meget i selvsikkerhed, at han kunne overtage posten som musikdirektør efter Mendelssohn.

Gade dirigerede uropførelserne af Mendelssohns Violinkoncert og af Schumanns Klaverkoncert, og han bar Mendelssohns kiste til graven, da han døde i 1847. Gade var endda meget tæt på at blive tysk gift.

I den assimilering forsvandt hans nordiske tone efterhånden. Robert Schumann advarede ham om, at musik, der stræbte efter at være national, ikke kunne holde i længden.

I stedet begyndte Gade at komponere i en klassisk, tysk stil, der lå meget tæt op af Mendelssohns. Det afgjorde på godt og ondt hans skæbne. Den nordiske tone havde gjort ham berømt, mens den tyske tone gjorde ham etableret. Men måske havde Gade ikke ligeså meget at sige, når han holdt sig inden for den polerede, klassiske stil? Helt så original som Ossian-ouverturen blev han aldrig igen.

En konservativ hersker i København

Gade var splittet mellem Danmarks og Tyskland, og i 1848 valgte han at rejse hjem. Ikke kun fordi han savnede sine forældre og heller ikke fordi Danmark var kommet i krig med Preussen. Vigtigst var det nok, at han i Danmark kunne blive den store fisk i den lille dam.

Han møblerede rundt på Københavns musikliv og indtog alle hovedrollerne selv: Han blev dirigent for Musikforeningen, Danmarks eneste spillested for klassisk orkestermusik. Han stiftede musikkonservatoriet og blev dets direktør og professor i komposition. Han blev organist ved Holmens Kirke og frem for alt tidens herskende smagsdommer. ”Musikpave” blev han kaldt i aviserne.

Artiklen fortsætter under billedet.

I lampens skær: Niels W. Gade portrætteret af P.S. Krøyer i 1882. (© www.hirschsprung.dk Photo Pernille Klemp)

Det københavnske publikum var tryg ved, at Gade var både chef, komponist og dirigent. Han var også konstant efterspurgt i udlandet, og hans værker blev spillet overalt i Europa og så langt væk som i Rusland, USA og Australien.

Så derfor holdt Gade fast – og gjorde det måske for længe. Med årene indtrådte en stilstand, både i hans egen musik og i hans syn på andre komponister.

Det unge geni var blevet en konservativ herre, og på en ret usympatisk måde slog Gade ned på de unge talenter, der ville noget nyt. Grieg, Horneman og Lange-Müller fra den yngre generation måtte følge hans stil eller klare sig selv.

Mange måtte gå kunstnerisk tiggergang til hans dør for at få vendt tommelfingeren op eller ned. Også Carl Nielsen, der fik gennemset sit første orkesterværk og modtog den nedladende dom: ”Lille Nielsen, De roder for meget.”

Gade blev gammeldags

Kort tid efter Gades død i 1890 mærkede man, at tiden længe havde været moden til at skifte. At Gades enevælde havde kvalt udviklingen. En naturlig pause var velkommen.

Problemet for Gades eftermæle var, at hans musik aldrig genvandt den succes, den havde haft i hans samtid, og da Carl Nielsen fik sit folkelige gennembrud omkring 1910 stod det klart, at Gade var gammeldags.

Som en national pligt holdt man Gades musik i live indtil efter 2. Verdenskrig, men snart forsvandt den ud af syne. Kun korværket Elverskud blev opført regelmæssigt.

Gades dalende stjerne skyldtes dog også det generelle syn på den stil, han repræsenterede: En kølig form for romantik, der i 1900-tallet blev vurderet som en ”kedelig” periode i musikhistorien. Selv Gades mentor Mendelssohn led i mange år under den kritik.

Artiklen fortsætter under billedet.

Statuen af Niels W. Gade, mens den stod på Skt. Annæ Plads i København. Siden skulle Kong Christian 10. have en rytterstatue - så Gades mindesmærke blev flyttet til Østre Anlæg, hvor det står lidt gemt væk den dag i dag. (© Det kongelige Bibliotek)

Bliver han elsket igen?

Genopdagelsen lod vente på sig. Først i slutningen af 1980’erne blev Gades otte symfonier indspillet på plade.

I dag ser situationen meget lysere ud, for danske musikforskere er i færd med at udgive hans samlede værker i nye nodeudgaver. Musikken bliver for første gang fuldt tilgængelig, og det er jo det allervigtigste fundament for en nyvurdering - og en mulig succes.

Pixi

Niels Wilhelm Gade, født 22. februar 1817 i København - død 21. december 1890 samme sted.

Gade var den, der var på alles læber før nogen anden herhjemme. Verdenskendt både som komponist og dirigent og ven med Schumann, Mendelssohn og Wagner. Den mest produktive af skikkelserne i den danske romantik, og en autoritet som prægede generationen efter.

Gade er komponisten bag ”Brudevalsen”. Den danske højromantiker er også elsket for sine storladne, smukt udformede symfonier, ouverturer og en hel del velklingende kammer- og balletmusik.

Efter sin død mistede Gade den internationale bevågenhed, men i dag spilles han mere og mere.

For Gades musik er jo beundringsværdig, elegant og smagfuld. Men spørgsmålet er, om han nogensinde igen bliver en elsket komponist?

Herhjemme foretrækker man nok historien om den unge Niels W. Gade, der som Klodshans kom ridende på gedebukken uden at eje andet end sin oprigtighed. Ud med de fine og ind med naturtalenterne – en elsket tradition i dansk kulturliv! Ligesom H.C. Andersen og Carl Nielsen dukkede han op som upoleret geni og tog borgerskabet med storm.

Selv om han lærte at beherske sin kunst med yderste perfektion og endte helt til tops i samfundet, vil vi gerne tænke på, at han havde en Klodshans i maven. Sådan kan vi bedst lide vores genier.

P2 LIVE



lige nu
P2 Guldkoncerten: Georg Szell i Amsterdam

Den ungarske dirigent George Szell (1897-1970) blev verdensberømt som chefdirigent for Cleveland Orkestret. I 1950'erne og 1960'erne var han desuden en hyppig gæst hos Concertgebouw Orkestret i Amsterdam, hvor han opførte sit kernerepertoire af klassisk og romantisk musik. Wagner: Faust-ouverture. Dvorák: Violinkoncert. Schumann: Symfoni nr. 3, Den Rhinske. Herman Krebbers, violin. Concertgebouw Orkestret. Dirigent: George Szell. (Koncert i Concertgebouw, Amsterdam, 27. november 1966). Vært: Celine Haastrup. www.dr.dk/p2koncerten