Morbid aften i koncertsalen: Russisk komponist skrev dødssange

Hos Musorgskij mødes tekst og musik i et kynisk og dybt sarkastisk syn på døden, der rammer os alle.

Dødens sange og danse er en cyklus bestående af fire sange. Musikken er af den russiske komponist Musorgskij, og teksten er af en adelig digter ved navn Arsenij Golenisjtjev-Kutuzov. Tekst og musik mødes i et kynisk, dybt sarkastisk syn på døden, der rammer os alle.

Værket var på programmet ved Torsdagskoncerten med DR SymfoniOrkestret 27. oktober 2016, hvor russiske Yuri Temirkanov dirigerede i Koncerthuset i DR Byen.

Hør koncerten med Dødens sange og danse

I Musorgskijs fire sange hører man især om fire særligt udsatte dødsgrupper: Kvinder, børn, soldater og fattigfolk. Musorgskij skrev sangene for basstemme og klaver. Han havde planer om at lave en orkesterudgave, men fik det aldrig gjort – som det ofte var tilfældet med projekterne i hans fortumlede liv.

PROGRAM

Se programmet for Torsdagskoncerten 27. oktober 2016.

KLIK HER

Efter hans død har flere russiske komponister arrangeret sangene for orkester. Den mest udbredte version er af Sjostakovitj, som lavede sit arrangement i 1962. Det er også den version, der opføres ved Torsdagskoncerten 27. oktober 2016.

Døden synger vuggevise
I de fire sange dukker Døden op i forskellige iklædninger. Hver gang som den sikre vinder i konfrontationen med mennesket:

1. Vuggevise. En mor forsøger at trøste sit febersyge barn, der gennem natten får det værre og værre. Ved daggry ankommer Døden som barnepige og synger barnet til ro i den evige søvn.

2. Serenade. En morbid kærlighedserklæring fra Døden, der neden for vinduet synger en serenade for en ung kvinde, som ligger på sit dødsleje.

3. Trepak. En trepak er en russisk folkedans, og i denne sang danser Døden med en fuld bonde, der dratter omkuld i sneen. Han fryser langsomt ihjel under sin snedyne, mens Døden synger om den blomstrende sommertid.

4. Feltmarskallen. I den sidste sang er Døden en feltmarskal, der betragter soldaternes undergang på slagmarken. Efter kampen stiller han ligene op til en sidste parade, inden de skal begraves og glemmes for altid.

Ved at afspille denne video accepterer du YouTubes servicevilkår. I dette tilfælde vil YouTube/Google modtage tekniske data om din browser og IP-adresse, og Google vil kunne henføre disse data med din profil.
M. Mussorgsky. Songs and Dances of Death

Dødens sange og danse er et værk som er i familie med Mahlers tragisk-satiriske sangsamling Des Knaben Wunderhorn og med den bidske Symfoni nr. 14 af Sjostakovitj, som også har en bassolist. Sjostakovitj skrev sin symfoni i 1969 med inspiration fra Musorgskijs sangcyklus, som han syntes var for kort.

Men sådan var det med Musorgskij – han fik ikke skabt det, som hans evner kunne have frembragt. Han tog gradvist sig selv af dage ved hæmningsløs druk, og han var dybt alkoholiseret, da han i en alder af bare 42 år for sidste gang skålede med Døden.

Hør Musorgskijs dødsmusik via link i toppen af artiklen. Koncerten er optaget ved DR SymfoniOrkestrets koncert i DR Byen torsdag 27. oktober 2016. På programmet var også musik af Dvorak og Georgij Sviridov.

P2 LIVE



lige nu
Grammofon

- med Eskild Winding. Ikke så meget snak ... www.dr.dk/p2 (Sendes også i morgen 5.03).