Ny viden: Händels Messias er slet ikke et juleværk

Händels Messias går for at være den ultimative juleklassiker sammen med Bachs Juleoratorium. Men oprindelig var det blot et bibelsk oratorium, der fortæller historien om Gud søn og hans tilværelse på jorden.

Jesus som den gode hyrde - Glasmosaik i Johannes Døberen Kirke i Ashfield, New South Wales.

Ingen jul uden Messias, siger mange til sig selv. Det ville Händel ikke have fattet en brik af. Händels oratorium Messias handler nemlig ikke om julen, men om hele Messias, Guds søn. Om forventningen til hans komme, om hans tilstedeværelse på Jorden, om hans død og hans frelse af menneskene.

Først længe efter Händels død er musikken blevet en del af julefejringen. Det har til gengæld gjort Messias til noget af den mest elskede og standhaftige klassiske musik overhovedet. Händel havde nok aldrig gættet, at Messias ville blive hans mest berømte komposition.

Publikum var ganske vist meget tilfredse ved den første opførelse i 1742, men det var nok især fordi det foregik så fjernt et sted som Dublin, hvor man var benovet over at få besøg af Händel, den største komponist i tiden. ”The finest Composition of Musick that ever was heard,” skrev avisen The Dublin Journal i en begejstret anmeldelse.

HØR KONCERTEN: Händels Messias med DR SymfoniOrkestret

Da Händel året efter opførte Messias for et mere forvænt publikum i London, vakte det både forargelse og skuffelse. Forargelse fordi koncerten fandt sted i et teater, og det mente man var en besudling af Bibelens ord. Og skuffelse fordi man havde forventet et af Händels velkendte ’handlingsoratorier’, hvor en spændende historie blev fortalt i en form, der nærmede sig opera.

Nægtede at give op på trods af hård kritik I stedet for et kulørt drama med mord, hor, krig og kærlighed fik man altså noget helt andet: En teologisk abstraktion over Jesus som menneskehedens frelser, fortalt i rene bibelcitater. Ingen personroller, ingen replikker og intet plot. Händel havde aldrig skrevet noget lignende - og han gjorde det heller ikke igen.

Modstanden i London fik ikke Händel til at give op. Han var en ukuelig musikentreprenør, og i 1745 og 1749 gav han Messias chancen igen i nye, reviderede versioner. Men først i påsken 1750 var succesen hjemme. Ved to opførelser i London gik Messias rent ind hos publikum. Værkets popularitet bredte sig hurtigt rundt i England, og efterhånden blev det langt mere populært end Händels øvrige oratorier.

Læs mere om Händels Messias i programnoten ude til venstre her på siden. Hør værket via link her ovenfor - en optagelse af DR SymfoniOrkestretskoncert 2. december 2016 i Koncerthuset i DR Byen.

Facebook
Twitter