Spektakulær klaverkoncert rammer Danmark

Komponisten Simon Steen-Andersen har ladet et koncertflygel falde frit og ramme et betongulv. Lyden er blevet en del af hans moderne klaverkoncert.

En klassisk klaverkoncert er typisk sådan noget, hvor en solist kæmper med et orkester. Et tema slås an i klaveret, derefter overtager orkestret, så ryger temaet tilbage til klaveret osv. Den slags klaverkoncerter har klassiske komponister brillieret i siden 1700-tallet, og det er ofte en stor fornøjelse at opleve.

De moderne og nulevende komponister er også med på den galej, omend en moderne klaverkoncert kan have et noget anderledes forløb. Tag nu fx Simon Steen-Andersens Klaverkoncert som Aarhus Symfoniorkester opførte (for første gang i Danmark) fredag 7. oktober 2016 kl. 19.30. Den starter med at et koncertflygel i langsom gengivelse falder mod et betongulv.

Simon Steen-Andersen havde mikrofoner og snurrende videokameraer klar, og optog faldet. Derudover har han samplet det stakkels flygel, og komponeret med det i sin koncert. Pianisten spiller således både på et splinternyt koncertflygel og på det havarerede flygel.

- Ideen har været at lader det perfekte møde det imperfekte, forklarer Simon Steen-Andersen. - I den klassiske musik er vi vant til at dyrke det perfekte. Jeg vil gerne vise skønheden i det imperfekte og det upolerede.

Simon Steen-Andersen har før arbejdet med at komme om bag facaden i den klassiske musik, og vise musikeren der arbejder/kæmper med at skabe 'skønhed'.

MUSIK OG INTERVIEW

Klaverkoncerten er oprindelig bestilt af den tyske festival Donaueschinger Musiktage, der hvert år inviterer komponister til at skrive helt nye værker for de klassiske instrumenter. På festivalen sætter de en ære i at lade en kunstner følge en idé 100%

Hør Simon Steen-Andersens Klaverkoncert via link her ovenfor. Aarhus Symfoniorkester havde Klaverkoncerten på programmet ved Aarhus Unge Tonekunstneres 50 års jubilæumskoncert - en koncert arrangeret i samarbejde med Det Jyske Musikonservatorium og SPOT Festival.

Facebook
Twitter