Lisa Marie har optrådt med Adele – i aften spiller hun med endnu en stor popstjerne

I aften spiller sangstjernen Anohni en eksklusiv koncert med Aarhus Symfoniorkester.

Lisa Marie Cooper begyndte at spille horn som bare 10-årig. Hun mener, at instrumentet har en vigtig lyd, der kan spænde vidt både når det kommer til genre og udtrykket, der kan være alt fra 'heroisk' til 'romantisk'. (Foto: Trine Birk © dr)

I aften træder multikunstner Ahnoni, der blev kendt som forsanger i Antony and The Johnsons, op på scenen i Musikhuset i Aarhus til en eksklusiv koncert sammen med Aarhus Symfoniorkester.

Med på scenen vil blandt andet også være den 37-årige engelske hornspiller Lisa Marie Cooper, der har boet i Danmark siden 2010, da hun blev en del af symfoniorkesteret, hvor hun spiller solo horn.

- Det har været dejligt for os at arbejde sammen med Anohni, siger Lisa Marie Cooper, da vi fanger hende under en pause i Musikhuset.

Anohni har været 'artist in residence' i forbindelse med Aarhus 2017. (Foto: Linda Nylind © Aarhus 2017)

- Vi har også haft lidt mere tid, end vi plejer. En hel uge, og det har været et spændende projekt.

I ugen op til aftenens koncert har Anohni og symfoniorkesteret nemlig indspillet nye symfoniske udgaver af Anohnis musik og et Lou Reed cover.

Under aftenens koncert vil man blandt andet kunne opleve musik fra hendes seneste album og 'Antony and the Johnsons'-numre.

Har optrådt sammen før

Det er dog ikke første gang, at Lisa Marie Cooper og symfoniorkesteret arbejder sammen med Anohni.

Tilbage i 2015 optrådte sangstjernen og det danske symfoniorkester også sammen på den aarhusianske Northside Festival.

Derfor er det med hendes egne ord også blevet lidt mere 'normal hverdag' denne gang.

- Men det er stort at have en 'artist in residence' i forbindelse med Kulturby 2017, tilføjer hornspilleren, der forelskede sig i sit instrument allerede som ti-årig og har spillet sammen med nogle af de største stjerner inden for den klassiske musik, herunder de klassiske sangerinde Renée Flemming og Grace Brumby og den anerkendte amerikanske violinist Sarah Chang.

Aarhus symfoniorkester under prøverne til aftenens koncert. (© Aarhus Symfoniorkester)

Har spillet med Adele

Det er heller ikke første gang, at Lisa Marie Cooper har kombineret sin klassiske baggrund med popmusikken. Blandt andet har hun tidligere arbejdet sammen med den amerikanske rocksanger Meat Loaf, og hun spillede også sammen med den britiske verdensstjerne Adele på hendes seneste danske tour.

Selve musikken er dog i sidste ende det vigtigste for hende.

- Jeg kan godt lide at spille forskellig slags musik. Men jeg spiller også med unge, ukendte danske kunstnere. Hvis det er god musik, er det god musik, siger hun.

Facebook
Twitter