For Lise er der ingen tvivl: Derfor er påsken meget federe end julen!

Selvom julen måske er en hyggeligere højtid med lys og gaver, så vinder påsken stort på sin musik, lyder det fra sangeren Lise Bech Bendix.

Påskens musik rummer de helt store dramaer, og det er med til at gøre den meget mere spændende end julemusikken, mener Lise Bech Bendix.

- Påskens musik indeholder alle kontrasterne, hvilket gør det helt vildt dramatisk!

Sådan lyder det fra Lise Bech Bendix, der er sopran i DR KoncertKoret. Hun har sunget det meste af sit liv, og påskemusikken er især noget, hun er vild med at synge.

- Man kommer igennem alle følelserne, og det gør det virkelig spændende at synge. Men det er også dét, der gør det så smukt, spændende og rørende at lytte til.

Følelsernes fest

Påsken er ikke kun æg, harer og kyllinger. Det er først og fremmest tid til de store følelser: en rutschebanetur gennem forventning, skuffelse, glæde og smerte. Det er den rejse, Jesus tager i biblens beretninger - og som er gengivet i flere fantastiske stykker musik om påsken.

Se Tema

I år har hun travlt med forberedelser til Lukaspassionen, der opføres i DR Koncerthuset skærtorsdag. Det er første gang passionen opføres i Danmark, siden den blev skrevet i 2014.

- Det er lidt ligesom at fortælle historie, når man synger de her passioner, der er en særlig påskemusikgenre. I en passion fortæller man om Jesu vej til korset, hans korsfæstelse og hans død. Du har folkemængden, der går imod Jesus og håner ham. Og så har du Jesus, som det her uskyldsrene lam, midt i det hele.

I videoen ovenfor anbefaler Lise Bech Bendix dig fire påskeværker, du burde krydre din påske med - og der er kuldegysningsgaranti!

Hvis du har fået lyst til at høre udsnit af værkerne, kan du høre de tre af dem her - den fjerde, som er Lukaspassionen, kan du fange på P2 i morgen aften, skærtorsdag, fra klokken 19:20.

Johannespassionen af Johann Sebastian Bach, 1. sats:

Johannespassionen BWV 245 / 1. sats/akt - Herr unser Herrscher / Johannespassionen BWV 245, 1. sats/akt - Herr unser Herrscher

Stabat Mater af Giovanni Battista Pergolesi, Quando corpus morietur:

Stabat Mater / Quando corpus morietur / Stabat Mater - Quando corpus morietur

Leçons de Ténèbres af François Couperin, Premiere Lecon pour le Mercredy Saint:

Premiere Lecon pour le Mercredy Saint / Ghimel. Migravit Juda / Premiere Lecon pour le Mercredy Saint - Ghimel. Migravit Juda

P2 LIVE



lige nu
P2 Koncerten: DR SymfoniOrkestret i Kina

Der er både dansk og kinesisk musik med i bagagen, når DR SymfoniOrkestret og chefdirigent Fabio Luisi er på turné i fem af Kinas vigtigste koncertsale. Hør reportage og interview fra Hong Kong, der er en af Asiens førende klassisk musikscener. Wagner: Ouverturen til Den Flyvende Hollænder. Guo Wenjing: Rite of Mountains. Richard Strauss: Don Juan. Carl Nielsen: Symfoni nr. 5. Solist: Li Biao, slagtøj. DR SymfoniOrkestret. Dirigent: Fabio Luisi. (Hong Kong 20. marts). Vært: Celine Haastrup. www.dr.dk/p2koncerten (Sendes også natten til søndag 00.05).