Lyden af Hollywoods musikkonger bliver levende: 5 koncerter med stjernestøv du skal opleve i januar

Januar er kold og mørk, så hvorfor ikke blive hjemme på sofaen eller krybe tilbage i koncertsalenes lune sæder for at nyde nogle af filmhistoriens musikalske ørehængere?

Man kan blandt andet høre musik fra filmen 'Kill Bill' på P2 i januar. (Foto: CAP/KFS © Image supplied by Capital Pictures)

Julelysene er pakket væk, den sidste julemad er spist, og forude venter årets første måned, som kan være lidt af et projekt at komme gennem.

Men P2 og landets koncerthuse har din ryg med et januarprogram, der blandt andet bringer nogle af Hollywoods store musikkonger til live med et musikalsk bud på, hvordan en filmaften derhjemme også kunne tage sig ud.

P2’s redaktør Esben Tange guider dig her til en januar med storslået filmmusik, en musikalsk guldfest og et monstrøst værk med en dansk verdensstjerne i front.

Tag med til Det Vilde Vesten

(© DR Koncerthuset)

DR SymfoniOrkestret indleder året med lyden af den brutale italienske mafia, der møder Det Vilde Vesten.

- Det er billedskabende musik af den mere hårdkogte slags: Ennio Morricones legendariske musik fra ’Once Upon a Time in the West’, ’The Good, the Bad and the Ugly’ og ’The Untouchables’ er i centrum i en koncert, der også udfordrer den ikoniske musik fra ’The Godfather’, fortæller Esben Tange.

Der er altså rig mulighed for at lade filmene på den indre biografskærm få frit løb.

Og det er ikke kun de ikoniske western-film, der er på programmet. Der er også blevet plads til musik fra Martin Scorseses klassiker ’Taxi Driver’ og Quentin Tarantinos ’Inglourious Basterds’ og ’Kill Bill’.

Den udsolgte koncert ’Duellen – Morricone trækker først’ sendes direkte på P2 fra DR’s Koncertsal fredag den 5. januar fra klokken 19:20. Tuva Semmingsen er mezzosopran-solist og dirigenten er Sarah Hicks.

Populær duo direkte fra New York

(Foto: Marty Sohl © Metropolitan Opera)

I sådan en våd og mørk januar, kan man godt have brug for at rejse lidt væk. Hvis pengepungen har det lidt trængt efter julens gaveindkøb, kan du rejse ud hjemme fra sofaen, når P2 sender operaaften fra New York.

- Det er en mulighed for at høre nogle af tidens operastjerner i to italienske opera topskud, hvor idyllisk hverdagsliv udvikler sig til kærlighedsdramaer på liv og død, siger Esben Tange.

’Cavalleria Rusticana’ og ’Bajadser’ er oprindeligt skrevet som to selvstændige operaer af to forskellige komponister, men i dag er de blevet et fast makkerpar i operalitteraturen. Og det er måske ikke så underligt.

Begge operaer handler om kærlighed, jalousi og had, så der er lagt op til en intens operaaften hjemme i stuerne.

’Cavalleria Rusticana’ og ’Bajadser’ fra The Metropolitan Opera i New York sendes på P2 lørdag den 13. januar fra klokken 19:20.

’Cavalleria Rusticana’ har blandt andre Ekaterina Semenchuk og Roberto Alagna på solistlisten, mens ’Bajadser’ har Aleksandra Kurzak og Roberto Alagna.

Opførelserne laves med Metropolitan Operaens Kor og Orkester. Dirigent er Nicola Luisotti.

Prisregn over danske musikstjerner

(© DR Koncerthuset)

Der er guldregn i vente, når P2 hylder den klassiske musiks stjerner i en live-koncert direkte fra DR Koncerthuset.

- P2 Prisen er den klassiske musiks store årsfest med en perlerække af årets vigtigste musikere, talenter og ildsjæle samt DR SymfoniOrkestret og vært Stine Rosengren, siger Esben Tange.

Den Danske Strygekvartet, der er trendsættere på den internationale kammermusikscene er Årets P2 Kunstner og spiller uddrag af deres nye folkemusikalbum ’Last Leaf’, der er blevet kåret som Årets klassiske udgivelse af den offentlige amerikanske radiostation NPR.

I anden del af koncerten går Den Danske Strygekvartet planken ud i en af kammermusikkens mest sjælfulde værker, når de spiller Beethovens sene strygekvartet, Opus 131 i cis-mol.

P2 Prisen sendes direkte på P2 fra DR’s Koncertsal fredag den 19. januar fra klokken 19:20. Har man lyst til at deltage i festlighederne, er der stadig billetter at få fat i.

Gribende kæmpeværk med dansk verdensstjerne i front

(© Musikhuset Aarhus)

Det er lagt i suppegryden til et musikalsk brag i det jyske, når Aarhus Symfoniorkester og Ålborg Symfoniorkester går sammen får at opføre et af de helt store symfoniske udstyrsstykker ’Gurrelieder’.

- Med udgangspunkt i J.P. Jacobsens bevægende drama om Valdemar Atterdag og hans elskerinde Tove har østrigske Arnold Schönberg skabt et gigantiske værk for 5 solister, fortæller, 120 korsangere og langt over 100 orkestermusikere, fortæller Esben Tange.

Og sådan et udstyrsstykke oplever man ikke ofte i danske koncertsale, så der er mulighed for at få en helt enestående koncertoplevelse i Aarhus i slutningen af januar.

Gurrelieder kan opleves i Musikhuset Aarhus lørdag den 20. januar eller høres på P2 mandag den 22. januar fra kokken 19:20.

Miina-Liisa Värelä synger sopranpartiet, Torsten Kerl er på tenor, Elena Batoukova-Kerl synger alt, Arnold Bezuyen er på baryton og Petri Lindroos har bas-partiet. Den danske Wagner-stjerne Stig Fogh Andersen er med som fortæller.

Udover solisterne deltager Århus Studiekor, Cæciliakoret og Nota-koret. Marc Soustrot er dirigent.

Oplev tonerne fra West Side Story’s musik-far

(© sCANPIX)

Copenhagen Phil fejrer den amerikanske multikunstner Leonard Bernstein, der i år kunne være fyldt 100 år.

- Han var en af det 20 århundredes mest karismatiske dirigenter, og som komponist hittede han med West Side Story. Hovedværket ved denne koncert er Symfoni nr. 2 'Age of Anxiety’, der er en stor klaverkoncert, og hvor Bernstein med udgangspunkt i et krigs-digt af W.H. Auden viser sig som en følsom søgende sjæl, fortæller Esben Tange.

Udover Leonard Bernsteins musik kan publikum også høre den amerikanske klassiker ’Rhapsody in Blue’, der blev skrevet af George Gershwin. Han var manden bag operaen ’Porgy and Bess’ og musikken til musicalklassikeren ’En amerikaner i Paris’, og sammen med Bernstein var han toneangivende i amerikansk musikliv i det 20. århundrede.

Copenhagen Phil opfører Bernsteins ‘On the Waterfront’ og ‘Symfoni nr. 2, Age of Anxiety’ samt Gershwins ‘Rhapsody in Blue’ i Konservatoriets Koncertsal ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium fredag den 26. januar. Koncerten sendes på P2 mandag den 29. januar fra klokken 19:20.

Olga Kern er klaversolist og dirigenten er Stefan Asbury.

P2 LIVE



lige nu
På opdagelse

En lystrejse i ord og toner. I anden time: Prokofiev: Romeo og Julie-suite nr. 1 og 2. DR SymfoniOrkestret. Dirigent: Vasilij Petrenko. Vært: Svend Rastrup Andersen. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 15. januar). (Sendes også 00.15).