LYT: Else Marie Pade var elektronmusikkens bedstemor

Komponisten Else Marie Pade er død, 91 år. Hun var pioner indenfor elektronisk musik i 1950’erne og 1960’erne, men fik først bred anerkendelse i sin alderdom.

Else Marie Pade var en komponist og lydkunstner, der fulgte sit eget spor. Hun turde være pioner med alt hvad dertil hørte af manglende anerkendelse og svære arbejdsbetingelser. I løbet af knap to årtier, 1950’erne og 1960’erne, skabte hun noget af den mest originale lydkunst i verden - uden at det gav hende særlig udbredelse. Heldigvis levede hun så længe, at nye generationer i et nyt århundrede genopdagede hendes musik, fordi de kunne genkende sig selv og deres egne digitale lydverdener i den. Else Marie Pade blev i sin alderdom hyldet som ”elektronmusikkens bedstemor” af komponister og DJ’s, som kunne have været hendes børnebørn.

Musikalske fantasier Hun var født 1924 i Aarhus. Under besættelsen var hun medlem af en kvindelig modstandsgruppe, men i 1944 blev gruppen opdaget af nazisterne og Else Marie Pade interneret i Frøslev-lejren. Et fangeophold, der sammen med kroniske sygdomme var med til at give hende et skrøbeligt helbred livet igennem.

Efter krigen blev hun uddannet som pianist på Musikkonservatoriet i København, og hun fik privatundervisning i komposition hos Vagn Holmboe og Jan Maegaard. Det blev til forskellige værker, bl.a. i avanceret seriel stil, uden at det kunne forløse de musikalske fantasier, hun hørte inde i sit hoved.

En ny elektronisk verden Gennembruddet kom i 1951, da hun i radioen første gang hørte et stykke elektronisk musik. Pade tog kontakt til franskmanden Pierre Schaeffer, der var primus motor indenfor denne helt nye kompositionsform, og året efter begyndte hun selv at lave elektronisk musik. Hun var også i nær kontakt med Karlheinz Stockhausen, den førende avantgardist fra den tyske skole, og respekten var gensidig.

Else Marie Pade var på det tidspunkt ansat som radioproducer i DR, og aftenerne og nattetimerne brugte hun i et sammenstykket eksperimentalstudie i Radiohuset, hvor hun sammen med ingeniøren Holger Lauridsen udforskede mulighederne. Elektronkomponisternes arbejde var en kamp med tung teknik, der var både primitiv og besværlig.

For moderne til radioen Meget få herhjemme kunne følge perspektiverne i det arbejde, elektronkomponisterne gjorde dengang, hvor den dominerende stil indenfor kompositionsmusik herhjemme var mådeholden neoklassik – naturligvis skrevet for 'almindelige' instrumenter – og hvor elektrisk rock og pop i øvrigt endnu ikke fandtes.

Else Marie Pades kompositioner blev bevilget sendetid i et radioprogram med titlen Musik i atomalderen. Ved udsendelsen i 1958 af hendes store værk Symphonie magnétophonique, en elektronisk collage af hverdagslyde, blev det for meget for udsendelsesledelsen, der afbrød værket halvvejs og satte en Schubert-plade på i stedet. Elektronisk musik var simpelthen ikke rigtig musik. Og måske var en kvindelig komponist heller ikke en rigtig komponist? Klassisk musik var dengang - på alle niveauer - en branche for mænd.

Sårbare spolebånd Pades værker eksisterede kun som spolebånd. Backup og digitale kopier fandtes ikke, og pladeudgivelser kom ikke på tale for så yderligtgående kunst. Kun tilfældigheder gjorde, at hendes kompositioner ikke blev slettet i DR’s arkiv, fordi de dyre råbånd skulle genanvendes, som gængs praksis var dengang. Bedst kendt blev hendes tv-montage ”En dag på Dyrehavsbakken”, som trods alt blev udsendt tre gange.

I slutningen af 1960’erne gik hendes produktion i stå, ligesom det skete for flere udenlandske elektronmusikpionerer, der aldrig havde vundet bred accept. Else Marie Pade blev et navn i historiebøgerne, og som årene gik, havde færre og færre et kendskab til hendes værker af den simple grund, at de ikke var tilgængelige.

Sen genopdagelse Først i 2002, da Else Marie Pade var 78 år gammel, udkom to cd’er med hendes vigtigste værker, bl.a. Glasperlespil, Syv Cirkler og Symphonie magnétophonique. Det var noget af et chok for nye generationer. I mellemtiden havde computere for længst gjort ”elektronisk musik” til hvermands eje. Som det fyndigt er blevet sagt er vor tids folkemusikinstrument en laptop. Else Marie Pade kom aldrig til at eje en computer, men blev omfavnet af unge musikmennesker, der i hende fandt en visionær original, som havde hørt ”deres” lyde et halvt århundrede tidligere.

Nutidens lydkunstnere, født to-tre generationer efter Else Marie Pade, har grundigt fået beskrevet hendes musik i bøger, artikler og udgivelser, og med årtiers forsinkelse har det omsider givet hende opmærksomhed i ubetinget positiv form.

Facebook
Twitter