Lyt og stem: Hvem har lavet årets klassiske album?

Her er de ni nominerede albums til P2 Prisen 2019. Hvilket et af dem fortjener Lytterprisen?

Hvis du trænger til lidt klassisk musik på ønskesedlen, eller mangler inspirationen til mandelgaven, så er der al god grund til at rette opmærksomheden her.

Musikåret går på hæld, så P2s playlisteudvalg har netop udpeget de ni albums med klassisk musik, der har gjort størst indtryk i 2018.

De ni albums er samtidig nomineret til P2 Prisen 2019 i hver deres kategori: Årets danske album (klassisk), Årets danske album (ny klassisk), og Årets internationale album.

Du kan også være med til at vælge, hvilket af de ni album, der løber med den fjerde pris, P2 Lytterprisen.

Stem i boksen lige herunder - og lyt og læs om de ni nominerede nedenfor.

1

Dansk musik i hænderne på verdenstjerner

For første gang har Wiener Filharmonikerne, et af verdens allerbedste symfoniorkestre, indspillet musik af den ofte oversete danske komponist Rued Langgaard (1893 - 1952).

Symfoni nr. 2, 'Vårbrud' beskriver foråret som en religiøs vækkelse, mens Symfoni nr. 6, 'Det Himmelrivende' er en voldsom dommedagsvision.

Derudover spiller Wiener Filharmonikerne og den finske dirigent Sakari Oramo også 'Upåagtede morgenstjerner' fra Langgaards Symfoni nr. 14 – og slutter af med 'Tango Jalousie' af en anden dansker, Jacob Gade.

Rued Langgaard: Symfoni nr. 2 & 6 - Wiener Filharmonikerne med Sakari Oramo

2

Levende og følsom harmonikamusik

Den italienske barokkomponist Domenico Scarlatti (1685 - 1757) skrev hele 555 sonater for cembalo.

Cembaloen er et instrument med to rækker af tangenter, eller 'klaviaturer' som det hedder. Sådan to har et akkordeon også. Det er en slags udvidet harmonika - og det instrument, som danske Bjarke Mogensen spiller Scarlattis musik på.

- Det er under alle omstændigheder en stor kunst at spille Scarlattis musik så levende og følsomt, som akkordeonisten Bjarke Mogensen gør det i dette udvalg af 13 sonater, skriver playlisteudvalget i deres motivation.

Bjarke Mogensen plays Domenico Scarlatti -Bjarke Mogensen, akkordeon

3

Fra Beethoven til et barn

Første udgivelse i en samlet indspilning af Beethovens værker for klavertrio. Serien vil være komplet i 2019, hvor Trio con brio Copenhagen kan fejre sit 20-års jubilæum.

Vol. 1 er et dobbeltalbum med både kendte og sjældne Beethoven-værker. Her er hans første officielle klavertrio og den berømte 'Geister-trio'. Men også de humoristiske 'Kakadu-variationer' og et lille stykke, Beethoven skrev som gave til et barn.

Trio con brio Copenhagen - Beethoven: Klavertrioer, vol. 1

4

Danske toner i Aarhus

Aarhus Symfoniorkester har indspillet to værker af den danske komponist Poul Ruders.

Hans 'Bratschkoncert' fra 1994 blev i sin tid opført ved The Proms i London, men Ruders skrev koncerten om i 2013. Nu er den blevet indspillet for første gang med solisten Lars Anders Tomter fra Norge.

'Händel Variationer' er et stort orkesterværk, der udvikler sig gennem hele 90 variationer over et tema fra Händels 'Water Music'. Værket blev skrevet til Aarhus Symfoniorkesters 75-års jubilæum i 2009.

Poul Ruders: Bratschkoncert & Händel Variationer - Aarhus Symfoniorkester med Marc Soustrot og Andreas Delfs

5

En nordisk klassiker om havet

'Marin' er Axel Borup-Jørgensens (1924 - 1912) største orkesterværk, og det tog ham syv år at skrive.

- Det er et minutiøst komponeret portræt af havet og dets væsen. Musikken fik en hård behandling ved uropførelsen i 1970, men siden har værket etableret sig som en moderne klassiker i nordisk musik, skriver playlisteudvalget i deres begrundelse.

På denne nye indspilning er Marin ledsaget af en film, en animeret vision af musikken, instrueret af Morten Bartholdy.

Axel Borup-Jørgensen: Marin - DR SymfoniOrkestret og Thomas Søndergård

6

Kineser spiller pigen med svovlstikkerne

Den unge kinesiske akkordeonist Hanzhi Wang debuterede i december fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse.

På sit første album spiller hun nye danske akkordeonværker af de danske komponister Martin Lohse, Jesper Koch, Svend Aaquist og Bent Lorentzen. Martin Lohses 'The Little Match Girl' ('Den lille pige med svovlstikkerne') er skrevet specielt til Hanzhi Wang.

On the path to H.C. Andersen - Hanzhi Wang, accordeon

7

Utæmmelig musiker går til kanten

- En utæmmelig musiker, der går helt til kanten og tager sine lyttere med, skriver playlisteudvalget i deres motivation for violinisten Patricia Kopatchinskaja fra Moldova.

På dette album med fransk og ungarsk musik spiller hun intense violinsonater af Bartók og Poulenc sammen med den russiske pianist Polina Leschenko.

Dertil Ravels dramatiske ”sigøjnerfantasi” 'Tzigane', hvor Patricia Kopatchinskajas evne til at befri sig fra noderne ifølge P2s playlisteudvalg er virkelig tydelig.

Deux - Patricia Kopatchinskaja, violin, og Polina Leschenko, klaver.

8

Græker får bid i Sibirien

Den græske dirigent Teodor Currentzis har etableret sit eget orkester, Musica Aeterna, i den sibiriske by Perm, hvor han kompromisløst forfølger sine musikalske idéer.

Det lykkes ham her at genopdage selv de mest kendte værker, så de lyder som nye igen – f.eks. Tjajkovskijs 'Pathétique', symfoni nr. 6.

- En stor, tragisk symfoni, spillet så stærkt, at Tjajkovskijs smertefulde afsked med skønheden virkelig bider, skriver playlisteudvalget.

Tjajkovskij: Symfoni nr. 6 - MusicAeterna med Teodor Currentzis

9

Wagner som maggiterning

Den tyske basbaryton Matthias Goerne og den engelske dirigent Daniel Harding, der er chef for Sveriges Radiosymfoniorkester, har sammensat et totimers-program med uddrag fra Wagners lange operaer.

Her er uddrag fra 'Mestersangerne i Nürnberg', 'Tristan og Isolde', 'Den flyvende hollænder', 'Tannhäuser', 'Parsifal' og 'Valkyrien'.

Alle operaer med en central rolle, der passer til Matthias Goernes store, dybe stemme.

The Wagner Project - Sveriges Radiosymfoniorkester med Daniel Harding og Matthias Goerne

Facebook
Twitter