Marin vækker opsigt igen: Indtager Europas største musikby - som den første kvinde nogensinde

Den amerikanske dirigent Marin Alsop, der besøgte Danmark sidste uge, er netop blevet udpeget til at stå i spidsen for europæisk toporkester.

(Foto: Hiroyuki Ito © 2013 Hiroyuki Ito)

Torsdag og fredag sidste uge kunne publikum i DR’s Koncertsal og P2-lytterne hjemme i stuerne opleve den amerikanske dirigent og verdensstjerne Marin Alsop, da hun dirigerede DR SymfoniOrkestret.

Og fremtiden kommer til at byde på meget mere Europa for Alsop, der igennem sin karriere har gjort sig bemærket verden over ved at nedbryde barrierer i den klassiske musikverden:

Hun var den første kvinde, der blev udnævnt til chefdirigent for et stort, amerikansk symfoniorkester, og den første kvinde der dirigerede ’Last Night of the Proms’ i London.

Det vækker opsigt, når en kvinde udnævnes som chefdirigent for et af de store, europæiske symfoniorkestre. Det er stadig et særsyn med kvindelige dirigenter.

Esben Tange, redaktør ved P2

Nu er hun som den første kvinde nogensinde blevet udpeget til chefdirigent for Wiens Radiosymfoniorkester. Det skriver The Guardian.

Indtager konservativ højborg

Med posten i Wien indtager Marin Alsop den klassiske musiks højborg, som man roligt kan betegne den østrigske hovedstad.

- Det vækker opsigt, når en kvinde udnævnes som chefdirigent for et af de store, europæiske symfoniorkestre. Det er stadig et særsyn med kvindelige dirigenter. At det så sker i Wien, som er kendt for sin forholdsvis konservative musikscene, gør det kun mere opsigtsvækkende, lyder det fra Esben Tange, der er redaktør på P2.

Han uddyber, at Wiens Radiosymfoniorkester dog er kendt som et langt mere progressivt orkester end for eksempel Wiener Philharmonikerne, som den østrigske hovedstad især er kendt for.

Det er for eksempel ikke mere end 20 år siden, at Philharmonikerne officielt udmeldte, at de ville optage kvindelige musikere i orkestret.

Chokeret over at være den første

Om udnævnelsen siger hovedpersonen Marin Alsop selv:

- Jeg er meget beæret over at være den første (kvindelige chefdirigent, red.), men jeg er også chokeret over, at vi kan befinde os i 2018, og der stadig er kvinder, der kan være ’den første’.

Alsop tiltræder stillingen i Wien i september 2019. I samme omgang forlader hun posten ved São Paulo Symfoniorkester i Brasilien, mens hun fortsætter som chefdirigent ved Baltimore Symfoniorkester.

I videoen kan du høre, hvad Marin Alsop selv sagde om sin position som kvinde i det manddominerede dirigentfag, da hun besøgte København og DR Koncerthuset sidste uge.

Marin_Alsop

P2 LIVE



lige nu
Natsværmeren

- med klassisk musik og det, der ligner. Vært: Benedikte Bové. www.dr.dk/p2 (Sendes også 3.03).