Martin har valgt samme job som Mozart: Det er lidt ligesom et intenst fitness-program

Torsdag aften fik et helt nyt musikværk liv, da komponisten Martin Staunings nyskrevne toner rungede ud i DR Koncerthuset.

Martin Stauning debuterede i 2016 og har modtaget flere priser og legater for sin musik. I aften uopfører DR Symfoniorkestret et helt nyt værk af den 35-årige komponist. (© Allan Hansen)

Noderne danser henover siderne af det store nodepartitur.

I åbnet tilstand er det så bredt, at det fylder to sæder ud i DR’s orangerøde koncertsal.

Men det lader ikke til at være noget problem for manden, der sidder med partituret mellem hænderne: Martin Stauning hedder han, og fredag aften bliver hans værk ’Liminality’ uropført af DR Symfoniorkestret i DR Koncerthuset.

- Det er altid noget helt særligt at høre sit værk opført første gang, siger Martin Stauning, da dr.dk/klassisk møder ham inden generalprøven.

- Indtil nu har det jo kun været inde i mit hoved og så på papiret. Når man sidder her, føles det som om, man er kommet igennem et meget intenst fitness-program.

Martin Stauning lytter under generalprøven. (© Allan Hansen)

Martin Stauning er komponist og debuterede fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2016 efter at have modtaget undervisning af blandt andre den danske komponist og internationale prisvinder Hans Abrahamsen.

Han er oprindeligt uddannet danser fra Den Kongelige Ballet og udover at skrive musik for orkestre og mindre besætninger, laver han også lydinstallationer og performance.

Den tunge arv han ikke tænker på

At han som komponist bærer rundt på arven efter store musikalske koryfæer, har han valgt ikke at tænke på. Det besluttede han helt tidligt i sin karriere:

- Ellers ville jeg jo blive paralyseret over det kæmpe pres, siger han.

Desuden vil han helst ikke sættes i den boks, der hedder ’klassisk musik’.

- Jeg tænker ikke musik så kategorisk, og jeg ser for eksempel ikke mig selv som en klassisk komponist. Jeg skriver den musik, der kommer indefra, og så tager den alle mulige retninger, når jeg først går i gang.

(© Allan Hansen)

Musikken ligger altid og ulmer under overfladen i ham. Nogle gange bliver den ligefrem så insisterende, at han simpelthen bliver nødt til at sætte sig ned og få den ud af systemet.

Noget af den musik vender han så tilbage til igen og igen, og sådan ender det med et færdigt værk.

Men du har aldrig overvejet at skrive sådan god, gedigen popmusik i stedet for?

- Nej, aldrig nogensinde. Men det er heller ikke en tanke, jeg har fået. Det er slet ikke det, jeg kan eller gør.

Et musikalsk eksperiment

Fra sin plads på 1. balkon i koncertsalen overværer Martin Stauning DR SymfoniOrkestrets generalprøve på ’Liminality’ forud for koncerten fredag aften.

Han beskriver selv musikken som et eksperiment, der tager udgangspunkt i grænser.

- Det er ikke kun som et intellektuelt forsøg, men også i musikkens klangtilstande. Man kan forestille sig musikken som en tilstand, der skal forandre os, så vi, når vi forlader salen, ikke er som vi var, da vi gik ind.

Han kan bedst lide at sidde lidt på afstand, når han overværer en generalprøve. Musikerne skal ikke føle, at de er til eksamen.

Da den sidste tone har klinget ud, lukker han partituret. Orkestret klapper, han klapper.

- Jeg har ingen rettelser, råber han ned til orkestret på scenen.

- Det er jeres værk nu. Mit job er gjort!

Facebook
Twitter