Mette Greiffenberg

Den første klassiske plade, jeg selv købte i 1970, var med Bachs Brandenburg koncerter. Mere end fyrre år er gået siden da, og jeg er stadig ikke færdig med dem.

De sidder i kroppen et sted, de dér melodier, der kommer til os, når vi er børn. Men selvom mine børne- og ungdomsår var mindst lige så fulde af pop og rock, og helt klart også er en del af hverdagen i dag, så er det alligevel Bach, der lige kommer frem på den ene eller anden måde.

Et andet musikminde, der står helt klart, er Mussorgskijs Udstillingsbilleder, som vores musiklærer satte på i en musiktime: hold op hvor var det flot. Ligesom Prokofievs Romeo og Julie balletmusik, her blev interessen for den klassiske musik for alvor grundlagt. Min musikvej har så senere snoet sig omkring Debussy og Ravel blandt andre, og meget meget mere især fransk klaver- og orkestermusik.

Gang på gang falder jeg for klange, som jeg under ingen omstændigheder kan forestille mig eksisterer, og min appetit på ny musik såvel som på renæssance- og middelaldermusik kan vare i dagevis. Helst noget med sang, og mange sangstemmer i flere lag, der snor sig ind og ud imellem hinanden og som forvandler sig uendeligt. Og så er der de dage, hvor stuen fyldes af cabaretsange fra 30'erne, eller franske sange af for eksempel Jaques Prevert sunget af Yves Montand; dét er sande klassikere!

Facebook
Twitter