Michael Bojesen bliver ny operachef for Malmø Opera

Tidligere dirigent for DR Pigekoret og direktør for Copenhagen Opera Festival, Michael Bojesen bliver ny chef for Malmø Opera.

Michael Bojesen bliver ny chef for Malmö Opera. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Mathias Løvgreen Bojesen)

Michael Bojesen overtager posten efter den legendariske Bengt Hall, som har beklædt stillingen siden 2009. Som operachef får Michael Bojesen det administrative og kunstneriske ansvar for over 300 ansatte fordelt på orkester, kor, værksted og administration. Michael Bojesen begynder sit arbejde på Malmø Opera d. 1. januar 2017 og overtager det formelle ansvar for Malmø Opera d. 1. juli 2017. Kontrakten strækker sig over fire år.

- Det er med stor respekt og stolthed, at jeg siger ja til denne spændende post. Det er netop på Malmø Opera, jeg de sidste år har haft nogle af mine største operaoplevelser, og jeg glæder mig til at skulle være del af en dedikeret og velfungerende kunstnerisk institution, siger Michael Bojesen, der dermed siger farvel til Copenhagen Opera Festival. Under hans ledelse gennem de sidste fire år har Copenhagen Opera Festival for alvor markeret sig som én af Københavns store musikbegivenheder som et stort, mangfoldigt publikum har taget til sig.

Operaen ud til folket

Selvom Bojesen endnu ikke vil udtale sig om konkrete planer for Malmø Opera, siger han til Sydsvenskan:

- Ligeså vigtigt det er, at folk kommer i operahuset, ligeså vigtigt er det, at operaen kommer ud til folket. Udtalelsen kommer med henvisning til Malmøfestivalen, hvor man blandt andet har spillet Figaros bryllup på Stortorget.

Bojesen er desuden inspireret af, at man ved Copenhagen Opera Festival sidste år satte en nyskrevet opera op af Carsten Funder og rockbandet Efterklang i kælderen til det tidligere Kommunehospitalet i København, nærmere bestemt i et nødhospital i kælderen.

- Det var fantastisk. Vi har opført opera flere steder i byen, hvor der aldrig tidligere har været opført opera. Det kunne være spændende at gøre noget lignende i Malmø.

Kulturforskellen

Til sidst fortæller Bojesen, at han nok skal lære at håndtere den anderledes ledelseskultur i Sverige:

I Sverige har I jo en konsensuskultur, som vi ikke har på samme måde i Danmark. Man diskuterer et emne til alle er enige. I Danmark diskuterer vi, indser måske, at at vi er uenige, stemmer om det og går videre.

Michael Bojesen fortsætter de næste tre måneder som chef for operafestivalen, hvor han bl.a. vil færdiggøre programmet for 2017.

Facebook
Twitter