Klassisk

Mozart dur endnu: Sådan skaber man en rigtig klassiker

Den klassiske musikhistorie er rig på værker, der er blevet udråbt som klassikere. Men hvad gør nogen værker populære - og kan de holde sig?

Meget af Mozarts musik er stadig virkelig populær - og han er som komponist kanoniseret. Men der skal noget til, for at værkerne beholder deres status af "klassikere" - og eksempelvis har 'Le Sacre du Printemps' af Igor Stravinskij, der her læner sig over cembaloet, i de senere årtier opnået status af klassiker, siger en ekspert.

’Det er en klassiker’!

Den vending bruger vi i flæng om alt fra hverdagssituationer og yndlingscaféer til favoritter inden for alle tænkelige kunstarter.

Men også inden for klassisk musik er der selvfølgelig klassikere: Værker, som de fleste opfatter som fantastiske og i mange tilfælde også har som deres personlige favorit.

Ud over selve populariteten der er også musikalske kendetegn, der karakteriserer de værker, de fleste ophøjer som klassikere:

- En klassiker skal have en overflade, som umiddelbart kommunikerer og fænger, ligesom en popsang. Men samtidig skal den have en dybde, som et fåtal af popsange nok besidder, siger Martin Knakkergaard, der er lektor i musikvidenskab ved Aalborg Universitet.

- Man skal have en oplevelse af at skrælle et nyt lag af ved hver gennemlytning, ligesom med en god bog. Klassikeren kan opleves som et helt nyt værk ved næsten enhver lytning og generelt ved nye opsætninger og fortolkninger.

Lyt en en nyere klassiker, mens du læser videre:

Identitet og nationalfølelse

Blandingen mellem en appellerende melodi og en kompleks struktur i hele værket er altså essentiel for, at et musikstykke kan opnå klassikerstatus.

Selve ordet ’klassiker’ hænger sammen med ’klasse’, mener Martin Knakkergaard. Altså ’del’ eller ’afdeling’.

Det leder tankerne hen på kulturkanoner, hvor udvalgte værker fremhæves som særligt kunstnerisk interessante og musikhistorisk stilskabende.

Og der er en grund til, at vi som mennesker laver den slags kanoner for os selv:

- Mange værker er blevet ophøjet af den borgerlige kultur længe efter deres samtid. I slutningen af 1700-tallet og frem til i dag ser vi kulturen, der reproducerer sig selv, og en kultur, der stræber efter at have en særlig identitet.

- Det gør, at man har brug for nogle markante værker. Den borgerlige stræben efter identitet og nationalfølelse har med andre ord været med til at forstærke klassikerstatussen hos nogle værker, forklarer Knakkergaard.

Kanonisering tager mange år

Når snakken falder på klassikere, tænker de fleste nok på komponister som Mozart, Bach, Beethoven, Vivaldi og Mahler. Til gengæld er det sjældent nyere navne, fra det 20. århundrede, der dukker op i samtalen.

  • Ludwig van Beethoven. Maleri af Joseph Karl Stieler. (Foto: en.wikipedia.org)
  • Johann-Sebastian Bach. Maleri af Elias Gottlob Haussmann. (Foto: en.wikipedia.org)
  • Gustav Mahler. Fotograferet af Moritz Nähr (Foto: en.wikpedia.org)
  • Antonio Vivaldi - formentlig. Man ved faktisk ikke med sikkerhed, hvem billedet forestiller ... (Foto: en.wikipedia.org)
  • Posthumt portræt af Wolfgang Amadeus Mozart, malet af Barbara Krafft i 1819. (Foto: en.wikipedia.org)
1 / 5

Man kan derfor godt få en fornemmelse af, at en klassiker inden for klassisk musik skal være gammel. Men alderen kan altså ikke stå alene, understreger Michael Fjeldsøe, professor i musikvidenskab og studieleder på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet:

- Vi har en tendens i vores måde at snakke om musik på til at tilbagedatere musikværker, når vi kender dem. Måske blev et værk skrevet i 1828, men det kan godt være, der først var nogen, der hørte det 20 år senere. Men vi skriver om det, som om alle kendte det i 1828, siger han.

- Jeg plejer at sige, at man skal skelne mellem kompositionshistorie og musiklivshistorie. For det er først, når et værk bliver spillet, at det begynder at have en virkning som noget, folk kan forholde sig til. Det er ikke nok, at det er skrevet og ligger i en skrivebordsskuffe, siger Fjeldsøe.

Han mener dog stadig det er forkert at tale om en ’øjeblikkelig klassiker’:

- En kanoniseringsproces bliver bygget op over en årrække ved reception, omtale og opførelse. Det kan ikke lade sig gøre at komponere et værk, der er en klassiker, lige når folk hører det.

Mozart mister klassikerstatus

Blandt de nyere klassikere i klassisk musik nævner Michael Fjeldsøe Carl Nielsens 5. symfoni fra 1922 og den ungarsk-østrigske komponist György Ligetis værk ’Atmosphères’ fra 1961, der blev brugt som filmmusik i ’Rumrejsen år 2001’ i 1968.

Og omvendt kan en ’gammel’ klassiker også miste status over tid.

- Vi er kommet dertil, at der ikke er nogen tvivl om, at Igor Stravinskys ’Le Sacre du Printemps’ (1913) er en klassiker, men der kan godt være tvivl, om ethvert værk af Mozart er det. Der er ingen tvivl om, at Mozart er kanoniseret, men der er ret meget af hans musik, der ikke bliver spillet mere.

Netop Mozarts klarinetkoncert lå nummer et, da P2 for fem år siden bad danskerne om at vælge de bedste klassiske musikstykker.

Om han har beholdt sin førerposition, finder vi snart ud af, når P2 og dr.dk/klassisk om kort tid præsenterer en Klassisk Top 50.

Facebook
Twitter