Musiker sagsøger orkester i kamp for ligeløn

En fløjtenist fra Boston Symfonikerne har sagsøgt sin arbejdsgiver og kræver 1,2 millioner kroner i 'ubetalt løn'.

Elizabeth Rowe er den højest betalte kvindelige musiker i Boston Symphony Orchestra, mens fem andre - alle mænd - tjener mere end hende selv. (Foto: Winslow Townson © Boston Symphony Orchestra)

Hun er første-fløjtenist i Boston Symphony Orchestra.

Alligevel tjener hun væsentlig mindre end sine nærmeste kollegaer. Der alle er mænd.

Det har nu fået Elizabeth Rowe til at sagsøge sin arbejdsgiver og kræve omkring 1,2 millioner kroner i 'ubetalt' løn af orkestret, skriver blandt andet NPR.

Søgsmålet kom dagen efter, at en ny ligelønslov trådte i kraft i den amerikanske delstat Massachusetts.

Lyt til 'Quasi adagio' med Boston Symfonikerne, mens du læser videre.

Rowes advokat, Elizabeth A. Rodgers, siger, at hendes klient flere gange har mødtes med symfoniorkestrets ledelse for at løse lønproblematikken og også har orienteret dem om den nye ligelønslovgivning.

Mandlig kollega tjener 100, hun tjener 75

Elizabeth Rowe blev ansat ved Boston Symphony Orchestra i 2004 og påstår i sit søgsmål, at hun i den efterfølgende periode er blevet profileret som solist i orkestret 27 gange.

Det er mere end nogen anden musiker i orkestret.

Hun mener desuden, at orkestret gentagne gange har fremhævet hende i forbindelse med marketing og pressearbejde.

Rowe er den højest betalte kvindelige musiker i orkestret, mens fem andre - alle mænd - tjener mere end hende selv. Hun mener, at hendes egen position bedst tåler sammenligning med orkestrets første-oboist, John Ferrillo.

Hver gang han tjener 100 kroner, tjener hun 75.

Rowes advokat siger, at hendes klient har sagsøgt sin arbejdsgiver som en sidste udvej i lønstriden, og at Rowe 'elsker sit arbejde'. Advokaten uddyber, at Rowe 'har ønsket - og stadig ønsker - at løse problemet internt med en venskabelig og hurtig løsning'.

Facebook
Twitter