Musikkens sidste diktator: Karajan ville være den bedste - uanset prisen

Karajan huskes for sublime klange og skræmmende præcision. Men dirigenten var også forfængelig, frygtet - og medlem af nazistpartiet.

(Foto: KEYSTONE © 2006 Getty Images)

Det ligner et gammeldags pas. Et aflangt tykt stykke papir i tre felter der kan foldes sammen over midten. Der er linjer til at skrive på, de sædvanlige oplysninger: Navn, fødselsdato osv.

Det er et medlemskort til det tyske nazistparti NSDAP, og kortet tilhører Herbert von Karajan. Medlemsnummer: 3.430.914. Det er udstedt i 1935, men faktisk meldte den unge, talentfulde dirigent sig ind i Hitlers parti allerede i 1933.

Selv nu, næsten 30 år efter dirigentens død i 1989, bliver spørgsmålet om hans rolle under nazismen stadig rejst med jævne mellemrum. Officielt blev han frikendt ved en høring efter 2. verdenskrig, men spørgsmålene stoppede ikke:

Så han ikke det der skete omkring ham? De stadig flere tomme pladser i de tyske orkestre? Jøderne der blev fyret eller bare forsvandt.

Var det derfor han altid dirigerede med lukkede øjne?

0:00

For ja, Karajan dirigerede faktisk somr egel med lukkede øjne, han kunne partiturerne udenad og lukkede den jordiske verden ude.

Han var en kunstner og et menneske der gik langt for at nå sine mål og han var skræmmende ambitiøs: Knap tyve år gammel sagde han til sin bror at profession ikke betyder noget: - Om det er direktion, ski eller motorsport, så vil jeg være den bedste.

Og det blev han. Også selvom det medførte medlemskab af nazistpartiet og en plads på podiet foran orkestret til den stort anlagte partidag i 1935.

Sendte 40.000 volt gennem orkestret

I 1929 debuterer Herbert von Karajan bare 21 år gammel i Salzburg, hvor han ifølge en avisartikel sender 40.000 volt gennem orkestret med ouverturen til Mozarts opera ’Figaros bryllup’.

Det er et mægtigt startskud på en fantastisk musikalsk karriere, men i årene derefter går det ikke specielt hurtigt for den unge Karajan.

Han dirigerer i mange år på det lille provinsteater i Ulm i Sydtyskland, hvor han står for det hele: Prøver, opsætninger, scenografi, penge og administration.

Karajan i sin sportvogn i 1951. (© Ullstein Bild)

I den lidt større by Aachen går det bedre. Her bliver han Tysklands yngste musikdirektør - en stilling han har helt alene, takket være borgmesteren, som er fra Tysklands nye store nazistparti. Den forrige kapelmester blev tvunget til at rejse...

Der er format over den reserverede, men altid velklædte unge mand. internationale gæstestjerner kommer forbi, og Karajan køber sin første bil.

”Er I stolte af mig nu”, skriver han til sine forældre. Og mon ikke de er det?

Sammen med sin bror Wolfgang har Herbet tilbragt sin barndom ved klaveret og ved festspillene i Salzburg. Familiens stuer er centrum for byens kammermusikere, for godt nok er faderen kirurg, men hans hjerte banker for musikken.

Den unge Heribert, som han faktisk hedder, har arvet farens hjerte for musikken, og mens verden hastigt forandredes med krig og teknologiske landvindinger, søgte den unge Herbert indad, til tonerne og musikken.

0:00

Modarbejdet af Hitlers favorit

Han var et vidunderbarn ved klaveret, men mærkede efterhånden at de to hænder på de sorte og hvide tangenter ikke var nok. Han ville skabe mere musik, og uddannede sig derfor til dirigent.

Musikken er inden i hovedet på Herbert von Karajan, og han ved præcist hvordan den skal lyde. Som dirigent bliver han det største ikon for klassisk musik i det 20. århundrede. Han vision med musikken er altid lysende klar, hans fortolkninger intense, og hans bølgede hår og den aristokratiske profil gør ham til guf for verdenspressen.

Den ældre Karajan dirigerer på et udateret billede. (© Lauterwasser/ullstein bild)

Den dag i dag er Karajan stadig den mest sælgende dirigent til dato, med over 200 millioner solgte indspilninger – alt fra gamle vinyler til cd’er i lækre bokssæt.

Men alt det kommer til senere. Først skal Karajan ikke bare forsøge at lægge forbindelsen til Nazi-tyskland bag sig - han skal også overkomme Tysklands helt store dirigent i 1930'erne: Wilhelm Furtwängler, som også er Adolf Hitlers yndlingsdirigent.

Kollegaen og konkurrenten gør nemlig livet surt for den yngre Herbert von Karajan.

Furtwängler er på det tidspunkt 52 år gammel og en helt anden støbning. Han er langsom, filosofisk og altid i tvivl. Karajan vælter det hele, med sin ungdommelige energi, og en musik der kører i et helt andet tempo.

Furtwängler starter et veritabelt felttog mod ”Herr K” som han kalder ham. Han beskylder ham for at være en tekniker, der desværre ikke er kunstner.

”Dirigentkrigen” bliver hot stuff i den klassiske musiks indercirkler. Og helt frem til sin død i 1954 sørger Furtwängler for, at Karajan bliver udelukket fra at dirigere Berlinersymfonikerne og Wienerfilharmonikerne - og han må heller ikke optræde på Salzburg Festspillene.

Tyskland er simpelt hen ikke stort nok til dem begge to.

En troldmand i pladestudiet

Karajan dirigerer i stedet et andet orkester, Staatskapelle Berlin. Det gør han tilgengæld hele krigen igennem. Først 18. februar tager han en nervepirrende flugt fra det krigshærgede Berlin til Milano i Italien med et af hærens allersidste sidste transportfly.

Efter krigen bliver Karajan frikendt ved den første officielle høring og dirigerer et brag af en koncert i Wien i januar 1946.

Koncerten bliver en sensation. Musikkens klarhed og intensitet, og Karajans lukkede øjne er noget af det som anmelderne skriver om. Der er stormende bifald, men efter et par dage bliver hans dirigenttilladelse trukket tilbage igen: De sovjetiske myndigheder i Wien vil ikke lade en eks-nazist står foran et orkester i byen.

Først i 1947 bliver han endelig clearet af de amerikanske myndigheder. Men han vil ikke undskylde noget og taler aldrig siden om krigen.

I stedet begynder nu en ny tid for Herbert von Karajan.

Karajan var kendt for at lukke øjnene, mens han dirigerede. Her ses han på podiet i 1956. (© Ullstein Bild)

Han har allerede siden før krigen haft en aftale med pladeselskabet Deutsche Gramofon, kendt for deres gule label. Nu bliver han også headhuntet af pladeselskabet EMI, og skal være dirigent for deres nye indspilningsorkester Philharmonia Orkestret.

Det klassiske standardrepertoire skal i kassen, og Karajan har det som en fisk i vandet med de nye, teknologiske muligheder – stereooptagelser og multimikrofoner – og vinyler ud til det brede publikum. At bringe musikken ud til så mange mennesker som muligt ”det er min opgave til jeg dør”, siger han.

Han forstår virkelig det nye medie, lp’en. Hans orkesterlyd er stærk og rytmisk præcis. Hver detalje står klart. Hos Karajan er der ingen mudrede passager, og han tager det gerne forfra i det uendelige, hvis det er det der skal til.

0:00

Det er Karajans bror Wagner der blev familiens ingeniør, men Herbert eksperimenterer også med opstilling af musikerne for at få det bedste resultat, og han laver musikfilm hvor musikerne bliver flyttet rundt i mange forskellige indstillinger og vinkler.

Karajan bliver gode venner med Sonys direktør, og får indrettet lydstudie i sit eget hjem. Kontrolrummet med pulte og fadere og knapper bliver hans nye sted. Dér kan han dirigere videre, selv når orkestret er gået hjem.

Elsket af pressen - frygtet af musikerne

Efter konkurrenten Wilhelm Furtwänglers død bliver Karajan kontaktet af Berliner Filharmonikerne. De spørger om han kan overtage orkestrets turne til USA. Karajan tænker lidt over det, og stiller så sit modkrav: Han vil være chefdirigent for orkestret - på livstid!

Sådan bliver det. Herbert von Karajan får det igen som han vil have det.

Inden længe bliver han også kunstneriske leder af Statsoperaen i Wien, og han forvandler institutionen til et moderne, internationalt operahus. Han står efterhånden altid selv for sine operaopsætninger, for han vil ikke forstyrres af en instruktør med helt anderledes meninger. Hans opsætninger ofte spektakulære: altid mørke og dybe.

Berlin og Wien er vundet, og mere venter forude: La Scala Operaen i Milano, Lucerne Festivalen i Schweiz, Wagner Festspillene i Bayreuth. Og nu også Salzburg Festspillene, hvor Furtwängler også sad tunget på det hele.

USA og England har allerede haft besøg, og hvis ikke det er ham selv i egen høje person, så er det hans indspilninger, der efterhånden breder sig ud over alverdens pladereoler.

Famiieidyl: Herbert von Karajan, konen Eliette og døtrene Isabelle og Arabelle foreviget i 1968 på et velarrangeret pressefoto. (© Heinz Köster/ Ullstein bild)

Pressen elsker ham, med hans solbriller og flotte biler som han altid kører lige til sceneindgangen, når han skal give koncert. Så træder han ud i smoking og går direkte ind på scenen.

I 1956 møder han også den bare 17 år gamle model Eliette Mouret, og med hende ved sin side bliver Karajan regulært ugebladsstof.

Der findes skarpe farvefotoserier af Eliette og Herbert på skitur, ved det azurblå hav med døtrene Isabel og Arabel - og af Karajan med sit propelfly, som han lærte at styre ved siden af alt det andet.

Men Karajan er ingen Leonard Bernstein, den samtidige amerikanske dirigentstjerne, der sveder og lider for åben skærm. Billlederne er fra arrangerede fotosessions: For Karajan styrer alting stramt.

Netop dét gør ham også til en frygtet dirigent. Han holder sig ikke tilbage fra regulær chikane, hvis der er en musiker han ikke kan lide. En sanger der er i unåde, får måske slet ikke plads til at trække vejret under prøverne.

Han bryder sig ikke om diskussioner og kompromisser. I 1964 siger han derfor op som kunstnerisk leder i Wien – han når at have stillingen præcis 21 dage mindre end forgængeren, den berømte komponist og dirigent Gustav Mahler.

Den store sopran Birgit Nilsson, sagde at der var én ting der kunne gøre Karajan vred: Modstand. En gang tog hun pandelampe på til en prøve på en Wagnerforestilling, fordi hun syntes hans opsætning var alt for mørk.

Lukkede øjnene inden murens fald

I 1963 kommer det nye spændende Philharmonie-koncerthus på plads i Vestberlin. En koncertsal tænkt som et moderne amfiteater, hvor publikum sidder rundt om orkestret, så oplevelsen bliver fælles, organisk og rituel.

"Cirkus Karajan", er der nogle der kalder det. For han har været primus motor på byggeriet sammen med arkitekten Hans Scharoun, og selvfølgelig dirigerer han ved åbningskoncerten 15. oktober 1963, hvor Beethovens 9. symfoni er på programmet.

Karajan indspiller i lønbet af sin karriere alle Beethovens symfonier med Berliner Filharmonikerne. Han når at være chefdirigent for orkestret i mere end 30 år, og det er ham der giver dem deres helt særlige sound – deres Berlinerklang. Under Karajan bliver orkestret som ét instrument. Han taler om en fugleflok, hvor alle nærmest per instinkt kan skifte retning på et splitsekund.

Philharmonien i Berlin,. Gaden udenfor er meget sigende opkaldt efter orkestrets livslange dirigent, Herbert von Karajan. (© WikiMedia Commons)

På sine ældre dage har han smerter i ryggen, og han må igennem flere rygoperationer. Magtmennesket – diktatoren – fylder stadig, og det giver ham i stigende grad problemer med orkestrene.

Han er rasende over på at Berliner Filharmonikerne afviser den 23-årige klarinettist Sabine Meyer. Et kæmpe talent, som Karajan vil have ind i orkestret. Han har efterhånden været i Berlin i 34 år, men det er ikke det samme orkester længere. Mange af musikerne er blevet skiftet ud, og Karajan synes, at de brokker sig for meget.

0:00

Han siger op i april 1989. Musikken er også ved at forandre sig omkring ham. Barokmusik strømmer ind i koncertsalene, med en slank og skarp lyd. Ikke den brede fylde som Karajan er kendt for.

I barokmusikken bliver der desuden improviseret. Der bliver danset og leget, og der er faktisk slet ikke brug for en dirigent.

Karajan dør kort tid efter sin opsigelse fra Berliner Filharmonikerne. Så falder Berlinmuren, og spørgsmålet er om det overhovedet ville have interesseret Karajan?

Måske ville han slet ikke have bemærket det, den klassiske musiks sidste diktator, der altid dirigerede med lukkede øjne.

FacebookTwitter