Nej, det er ikke den! Derfor er det så umuligt at finde din favorit-klassiker på streamingtjenesterne

Kniber det med at finde en bestemt optagelse af din yndlingsmusik? Vi forklarer hvorfor.

Hvis du har problemer med at fremsøge din yndlingsmusik på streamingtjenesterne, skyldes det med ret stor sandsynlighed drilske metadata.

Har du nogensinde haft svært ved at finde den rigtige musik på en streamingtjeneste?

Altså, at du eksempelvis ikke kunne finde frem til den rigtige version af et Taylor Swift-nummer, eller den version af Wagners 'Valkyrieridtet' som bliver brugt i den ikoniske 'Apocalypse Now'-film?

Forklaringen ligger i det, der hedder metadata. Det er kort sagt information om al den musik, der ligger på en streamingtjeneste som Spotify eller Apple Music.

Når du eksempelvis søger på 'Wagner', 'Valkyrie' eller 'Walkürie' på tysk, så finder din streamingtjeneste sange og albummer frem til dig ud fra de metadata, der fra tjenestens side er tastet ind om deres sange og albums.

Så hvis du har problemer med at fremsøge et bestemt nummer med en bestemt kunstner, så ligger problemet med ret stor sandsynlighed i de drilske metadata.

Problemet bliver i særlig grad udtalt, når man har at gøre med klassisk musik, hvor alverdens orkestre har indspillet alverdens komponister med et hav af forskellige dirigenter og solister.

Hør 'Valkyrieridtet', som det lyder i 'Apocalypse Now':

Streaming er beregnet til pop

Grundlæggende er streaming beregnet til popmusik, hvor der er fokus på de udøvende kunstnere fremfor på værket. Og der er trods alt forskel på en singer-songwriters popsang og et musikstykke, der involverer både komponister, sangere og orkestre.

- Klassisk musik har det stadig svært på digitale platforme. Der er nogle særlige behov for brugere af klassisk musik, der ikke er opfyldt hos Spotify og de andre streamingtjenester, som betyder, at brugervenligheden for klassiske lyttere ikke står mål med øvrige genrer, fortæller Thomas Dose, afdelingsleder i DR Musiktjenester.

Når man søger på popmusik, behøver man sjældent information om andet end sangtitel og artist. Men sådan er det langt fra, når man vil fremsøge klassisk musik.

- Søgemuligheder er ét af de helt store problemer på de fleste platforme, siger Jens Cornelius fra P2 og fortsætter:

- Det skyldes mangel på metadata, altså den info man har registreret om forskellige numre og værker.

I klassisk musik er det nemlig ikke nok at vide, hvem der spiller, og hvad nummeret hedder. Her er man både interesseret i komponist, orkester, solist og dirigent - i hvert fald hvis man går en smule op i kvaliteten af den indspilning, man hører.

Popularitet fremfor præcision

Hvis du for eksempel vil høre Leonard Bernstein dirigere Beethovens niende symfoni, skal du være klar over, at Bernstein har lavet hele tre optagelser af denne specifikke symfoni - én med New York-filharmonikerne, én med Wienerfilharmonikerne samt en historisk optagelse i Berlin fra 1989, lige efter murens fald.

Lad os så sige, at du gerne vil høre den version, Bernstein har optaget med New York-filharmonikerne. Den optagelse har hele fire solosangere tilknyttet.

Når streamingtjenesterne skal indtaste metadata om Bernsteins optagelser af Beethovens niende symfoni, er der altså mildest talt rigeligt at holde styr på.

Hvis de for eksempel udelader bare én af de fire solosangere, der er med i optagelsen med New York-filharmonikerne, er der altså vigtig søgeinformation, der går tabt for potentielle lyttere.

- Det er super besværligt at lave det benarbejde, det er at lave metadata. Tingene skal hele tiden være korrekte, og man skal tjekke, at informationerne kommer de rigtige steder hen, siger Jens Cornelius.

Og hvis informationen om et stykke musik ikke er indtastet, kan musikken ikke fremsøges.

For eksempel lykkedes det heller ikke denne skribent at fremsøge nogle af Bernsteins Beethoven-optagelser på streamingtjenesterne.

Kort sagt: Ingen metadata, ingen musik.

Hvor er Leonard Bernstein? Her hilser afdøde kong Frederik og en ung prinsesse Benedikte på den berømte komponist - men på nutidens streamingtjenester er han nogen gange lidt sværere at finde ... (Foto: Bjarne Luthcke © Scanpix)

Jens Cornelius giver et andet eksempel:

- Hvis du skriver 'Schuberts 6. symfoni' på Spotify, får du alle mulige '6. symfonier', ikke kun Schuberts. Spotify viser desuden ikke alle de indspilninger, der findes; den baserer i stedet sine søgninger på algoritmer. Der kan findes hundredvis af indspilninger af et bestemt værk, men man får måske kun vist seks på Spotify.

Det bekræfter Sean Hickey, der er vicedirektør for salg og forretningsudvikling hos den klassiske musikdistributør Naxos of America, i et interview med den amerikanske radiostation NPR:

- Søgningerne på mainstreamplatforme går efter popularitet, ikke præcision. En mere kvalitetsbevidst platform ville gøre det omvendt, siger Hickey.

Detaljer går tabt i dårlig lyd

Men omvendt kan man også spørge, om streamingtjenesterne overhovedet er det rigtige sted at lytte til klassisk musik. De digitale streamingtjenester har nemlig en udfordring med lydkvaliteten.

- Det meste popmusik fungerer fint i mp3-format, men det gør klassisk musik ikke. Det lider under at blive mast sammen i mp3-formatet. Klassisk musik har så stor dynamik og så mange klanglige detaljer, at man mister meget af oplevelsen, når det komprimeres, siger Jens Cornelius.

Det bekræfter Thomas Dose:

- Dynamikområdet i klassiske indspilninger er ofte større end indenfor popmusikken. Man skal både kunne høre den helt stille hvisken og de helt store kanonslag indenfor den klassiske musik. Mens popmusikkens lydområde er mere konstant.

  • Dynamik: Klassisk musik har som oftest meget større dynamik, altså spænd og udvikling mellem kraftige og stille øjeblikke i musikken. Det gør, at man mister noget i et lille lydformat som mp3. Her er det et uddrag fra Snefnuggens Vals fra 'Nøddeknækkeren'. Se næste billede for et eksempel på en popsang
  • Lydbølgen fra Post Malones 'Rockstar': Her er lyden meget mere komprimeret, så der enten er fuldt tryk på eller helt stille. Det egner sig glimrende til mp3-formatet, som også er komprimeret.
1 / 2

Problematikken forstærkes af, at vi som forbrugere i stadig stigende grad streamer vores musik.

I 2017 overhalede streaming og downloads således for første gang det fysiske salg af cd'ere. Korrekte metadata er med andre ord også lig med indtjening til musikere og komponister.

Den klassiske musikgenre har dog kun en markedsandel på omkring tre procent i USA og nyder måske derfor ikke den store bevågenhed hos Spotify, Apple Music og andre streamingtjenester.

Den lave markedsandel gør sig også gældende i Danmark, fortæller Thomas Dose.

- Det er under tre procent af den musik, der bliver lyttet til på streamingtjenesterne, der er klassisk, fortæller han.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra Spotify. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Facebook
Twitter