Ny opera provokerer med blod og incest: - Det skal kunne mærkes når der sker et overgreb

Vi er blevet immune overfor vold i nyhederne, siger komponisten bag operaen 'Falling Awake'. Men i kunsten kan vi muligvis stadig blive forargede ...

Hvor meget skal der til for at vi bliver forargede? Komponisten Lasse Piasecki stiller spørgsmålet i sin nye opera 'Falling Awake'.

En pige skriver på et spejl med en blodig finger, mens hun stirrer tomt frem for sig. ’Forever here’, står der.

Det er billedet på den både poetiske og incestuøse historie, som bliver fortalt i Lasse Piaseckis nye opera ’Falling Awake’.

En opera, der gerne vil forarge med voldsomme effekter af blod og vold.

Se traileren til 'Falling Awake - artiklen fortsætter nedenfor.

Titlen ' Falling Awake' refererer til den tilstand man nogle gange oplever når man drømmer, og ikke kan skelne, hvad der er drøm og hvad der er virkelighed.

Pigen i operaen har et nært forhold til sin far. Lidt for nært. Derfor kan hun heller ikke selv se virkeligheden klart.

- Hun er født ind i et normativ, et kodeks, med en kønsidentitet hun skal leve op til. Og hendes far er styret af økonomiske idealer om succes. Det eneste de har er deres ’kærlighed’ til hinanden.

Normerne skrider - og vi går på kompromis

Lasse Piasecki er inspireret af Brødrene Grimms eventyr, hvor incest også er på dagsordenen. Han er desuden optaget af den moderne medievirkelighed, hvor vi ofte er vidne til meget voldsomme begivenheder, uden at det nødvendigvis får os til at reagere.

- Der er en tendens til at normerne skrider, og at vi går på kompromis med nogle af de idealer, der ellers har været fremherskende siden anden verdenskrig og den kolde krigs afslutning, forklarer Lasse Piasecki.

- Jeg ser et mere restriktivt samfund, hvor vi på grund af frygten for terror er villige til at give køb på nogle af vores frihedsidealer, og rask væk sælger ud på nogle af de instanser, som ellers varetager balancen mellem vores individuelle frihed og så den overliggende kontrol.

Det er blevet sværere at ryste folk

I Operaen ’Falling Awake’ sælger Sukkerfar ud af tilliden fra sin datter.

Han dækker sig ind under et forsøg på at sikre deres fælles fremtid, ved at putte de penge han tjener i en sparebøsse. Den smadrer han imidlertid, og til sidst sælger han også sin datter til lystne mænd.

- Det er en ret voldsom ting i operaen, og vi har diskuteret selve overgrebsscenen. Hvor langt kan man gå i teatret. Det er lidt flydende for mig, og jeg er spændt på, hvordan folk vil reagere på det, siger den 36-årige komponist.

Han har før har arbejdet med provokerende elementer i scenisk musik og teaterforestillinger.

- Man bliver mærkeligt passiv når man hører, at nu er der sprunget en bombe et sted. Men i teatret kan man godt blive forarget, og det skal vi også blive. Det skal kunne mærkes, når der sker et overgreb.

Virkeligheden vækker os ikke mere

Er man som kunstner nødt til at skrue op for volden, for at kunne få den ønskede effekt, når det omgivende samfund bliver mere voldeligt?

- Verden har altid været rå, og det er nogle andre ting, vi bliver forargede over i dag. Forskellen er, at i dag er der billeder på det hele. Billeder som kan lægges ud på nettet. Så tærsklen har rykket sig, vil jeg mene.

Så det er blevet sværere at ryste folk?

- Ja, der skal mere til at vække folk i dag, og det farlige er, at vi netop ikke bliver vækket af den virkelighed vi allesammen er en del af, men ofte kan blive forarget på grund af kunsten.

Hvad bør vi gøre, hvis vi vil skrive os ud af den fortælling?

- Vi har jo en form for indflydelse i vores demokrati, og vi har mulighed for at rette en kritik mod magthaverne. Vi har mulighed for at gennemskue manipulation og spin, siger Lasse Piasecki.

- Vi kan gøre noget selv. Vi har rent faktisk indflydelse på den verden der omgiver os.

Hør historien i P2 Puls - 27. maj 2017

Operaen ’Falling Awake’ er en del af festivalen Klang. Den spiller på Folketeatret i København til 29. maj 2017. Hør reportage fra prøverne i P2 Puls lørdag 27. maj kl. 12.15.

Facebook
Twitter